ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktieluk i USA: Beskedent fald fra rekordniveau – vaccineaktier i top

Med den tiltagende coronasmitte var der igen mandag stor fremgang til vaccineaktierne med Moderna, der nu er en del af S&P 500-indekset, helt i front. Arkivfoto: Mike Segar/Reuters
Med den tiltagende coronasmitte var der igen mandag stor fremgang til vaccineaktierne med Moderna, der nu er en del af S&P 500-indekset, helt i front. Arkivfoto: Mike Segar/Reuters Mike Segar/Reuters

Efter rekordlukninger til S&P 500 og Dow Jones fredag, mens Nasdaq omvendt bakkede, vendte billedet på hovedet mandag.

De cykliske aktier, med undtagelse af finanssektoren, faldt mest tilbage, men de teknologitunge sektorer var også udfordret.

Investorerne havde igen mandag fokus på udbredelsen af Delta-varianten, ligesom udsigten til en nedtrapning af den storstilede pengepolitiske stimulus igen hang over markedet.

Det brede S&P 500-indeks faldt tilbage med 0,1 pct., mens Dow Jones smed 0,3 pct. Nasdaq vandt omvendt 0,2 pct.

– Der er de her bekymringer om, at økonomien vokser meget, meget stærkt, og at det vil fremrykke tapering fra Fed, siger Shane Oliver, chefstrateg hos AMP Capital, til Bloomberg News.

TAPERING PÅ OTTE MÅNEDER

Med tapering menes en neddrosling af den amerikanske centralbank Federal Reserves (Fed) kvantitative lempelser. Banken køber for tiden obligationer i markedet for 120 mia. dollar om måneden, og siden marts sidste år har den samlet set erhvervet rentepapirer for omkring 4000 mia. dollar.

Fredag betonede Robert Kaplan, der er chef for Feds afdeling i Dallas, da også, at han støtter en snarlig beslutning om reduktion i opkøbene, og Dallas-direktøren ønsker, at det skal ske med 15 mia. dollar hver måned. Altså vil opkøbene helt være ophørt otte måneder efter start.

– Der er en god mulighed for, at de annoncerer den tapering til september, og at den vil starte senere i år, mener Shane Oliver.

Coronapandemien og den stigende smitte lagde samtidig en dæmper på investorernes risikoappetit og især de cykliske aktier. Fremkomsten af den meget smitsomme Delta-variant har igen øget sygdomstallene, og i USA, hvor halvdelen af befolkningen er færdigvaccineret, ligger smittetallene nu mere end dobbelt så højt som for 14 dage siden, ifølge New York Times.

VACCINEAKTIER BRAGEDE OP

I S&P 500 trak sundhedsaktierne mest frem med et plus på 0,4 pct.

Her var det den nye elev i klassen, Morderna, der for få uger siden blev indlemmet i S&P 500, som løftede med et plus på 17,1 pct., da investorerne fokuserede på smittevæksten.

Det betød også, at vaccineproducenten bidrog mest af alle til at holde S&P 500 tæt på nullet. Moderna er med et plus på mere end 360 pct. ligeledes den mest stigende aktie i indekset i år.

Biotekselskabet Novavax, der endnu mangler at få sin coronavaccine godkendt, men som ikke er med i S&P 500, steg også 12,2 pct.

I samme boldgade, men ligeledes uden for S&P 500, vandt tyske Biontechs amerikanske notering frem med 15,0 pct. Biontech, der er udviklingspartneren bag Pfizers vaccine mod corona, lagde mandag også stærke tal for andet kvartal frem.

BUFFETS FREMGANG

I S&P 500 steg finansaktierne også med 0,3 pct. Sektoren blev løftet af Bank of America med 1,3 pct. og Berkshire Hathaway med 0,6 pct.

Berkshire Hathaway tiltrak sig i weekenden opmærksomhed, da koncernen fremlagde sit regnskab for andet kvartal. Investeringsselskabet, som rigmanden Warren Buffett står bag, slog forventningerne til både top og bund.

I den anden ende af markedet faldt energiaktierne med 1,5 pct. efter to hårde dage for olieprisen, der fredag i USA faldt med 1,2 pct., og som mandag fortsatte ned med yderligere 2,2 pct. Nedturen skyldtes frygten for, at nye nedlukninger vil reducere den globale efterspørgsel på energi.

Blandt de store teknologinavne blev Tesla løftet med 2,1 0 pct., og cyklisk forbrug holdt sig derfor tæt på nullet. Microsoft bakkede derimod 0,4 pct., ligesom Mastercard og Visa faldt 1,0 og 0,6 pct. It-sektoren mistede på den baggrund 0,4 pct.

På regnskabsfronten varder også nyt fra kødproducenten Tyson Foods. Aktien skød op med 8,7 pct., da koncernen med et en opjustering af salgsforventningerne nu ligger over buddet på Wall Street.

Spil- og bettingselskabet Draftkings, der i sidste uge opjusterede sine salgsforventninger, var også i fokus efter nyheden om en overtagelse af Golden Nugget Online Gaming for 1,56 mia. dollar. Aktien i Draftkings vandt 1,5 pct.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu