Tirsdag blev der sat stop for rekordrækken – i al fald for nu – på det amerikanske aktiemarked.
Investorerne tumlede med bekymringen for den stigende coronasmitte på grund af Delta-varianten, ligesom de med ængstelse så frem mod en ventet reduktion i de kvantitative lempelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed).
Mens inflationen stadig er meget høj i USA, så viser den økonomiske genrejsning svaghed med skuffende lav forbrugertillid fredag og en lavt detailsalg denne tirsdag.
Det brede S&P 500-indeks faldt derfor med 0,7 pct. fra mandagens rekord, som ellers markerede nummer 50 lukketop i år og en fordobling af indeksets værdi siden coronapandemiens bund den 23. marts sidste år.
Dow Jones smed sideløbende 0,8 pct., mens Nasdaq klarede sig dårligst med et fald på 0,9 pct.
– Delta-varianten har ramt tilliden hos den gennemsnitlige amerikaner, så vi er tvunget til at kigge efter påvirkninger i økonomien. Dette vil være en kronisk udfordring, som vil skabe uro i markederne, siger David Donabedian, investeringschef hos CIBC Private Wealth, til The Wall Street Journal.
USIKKERHED OM DELTA
Fed-formand Jerome Powell holdt også tale tirsdag. Den indeholdt lidt økonomisk nyt, men han understregede alligevel usikkerheden, som Delta har skabt.
– Jeg vil sige, det endnu ikke er klart, om Delta-varianten vil få en vigtig effekt på økonomien. Vi må vente og se, sagde Jerome Powell ifølge Dow Jones Newswires.
Tirsdagens tal for det amerikanske detailsalg udviklede sig en hel del svagere end forudset i juli. Salget faldt med hele 1,1 pct. på månedsbasis, mens økonomer ifølge Bloomberg News ventede et noget mindre fald på 0,3 pct.
Opgørelsen kom i kølvandet af den laveste måling, fredag, af forbrugertilliden siden 2011, og det såkaldte elendigheds-indeks, kombinationen af inflationen og ledigheden i USA, ramte da også i juli sit højeste siden rekordarbejdsløsheden i april sidste år, da nedlukningerne fandt sted, og indekset er fortsat i et tocifret leje.
TEKNOLOGI MEST PRESSET
I S&P 500 var det sundhedsaktierne, som klarede sig bedst med et plus på 1,1 pct., hvilket var trukket af en stigning til producenterne af coronavacciner Moderna og Pfizer med henholdsvis 7,5 og 3,1 pct.
Ligeledes defensive dagligvarer og forsyning svingede omkring nullet, men endte med stigninger på 0,0-0,1 pct.
Cykliske sektorer som energi og finans faldt derimod 0,9 og 0,8 pct., mens de mere teknologiprægede aktier også tabte terræn. It faldt 0,9 pct., mens kommunikationsservice mistede 1,0 pct., og cyklisk forbrug drattede med 2,3 pct.
Cyklisk forbrug var hårdt ramt af et minus til Amazon på 1,7 pct. og til Tesla på hele 3,0 pct. Det var anden dag i træk, at elbilproducenten faldt relativt tungt, da de amerikanske myndigheder har indledt en undersøgelse af autopiloten i 765.000 biler efter en række sammenstød.
I it-sektoren trak Microsoft ned med 0,5 pct., mens Apple faldt 0,6 pct., og i kommunikationsservice havde Facebook det svært med et minus på 2,2 pct., mens Alphabet bakkede 1,2 pct.
WALMART OPJUSTEREDE
Regnskabssæsonen er fortsat i gang i USA, og den store varehuskæde Walmart leverede inden handelsstart et bedre end ventet regnskab for sit forskudte andet kvartal. Med på hylderne var også løftede forventningerne til helåret.
I det røde marked blev det dog belønnet med et marginalt minus.
Også byggemarkedskæden Home Depot afleverede tirsdag morgen et regnskab, der indeholdt blandede tal for andet kvartal. Investorerne hæftede sig imidlertid ved en lavere vækst i det sammenlignelige salg end ventet, og derfor blev aktien sendt ned med 4,3 pct., mens konkurrenten Lowe's blev trukket med og fik et minus på 5,8 pct.
Spiludvikleren Roblox faldt også 1,1 pct. efter sine tal, da den samlede abonnementsværdi, der ellers voksede med 35 pct. i andet kvartal, var ringere end ventet på Wall Street.
Spirit Airlines klarede sig omvendt relativt set ganske godt med et plus på 0,2 pct. trods en nedjustering. Det samme var faktisk tilfældet, da lavpris-storebroren Southern Airlines i sidste uge steg efter sin nedjustering.
/ritzau/FINANS
