ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktieluk i Europa: Stellantis gjorde flot børsentre - Carrefour fik stryg

Arkivfoto: Massimo Pinca/Reuters/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Massimo Pinca/Reuters/Ritzau Scanpix

De europæiske aktiemarkeder endte over en bred kam med mindre plusser efter en retningsforvirret dag, hvor børserne havde svært ved at finde ud af, hvilken vej det skulle gå.

Foruden stigende coronasmittetal vejede investorerne stærke økonomiske data fra Kina, som viste fremgang i fjerde kvartal, samt udsigten til økonomisk stimulus, når Joe Biden træder til embedet som præsident i USA, skriver Bloomberg News.

Det tyske DAX-indeks endte med et plus på 0,4 pct., mens britiske FTSE 100 faldt 0,2 pct., og det paneuropæiske indeks Stoxx 600 vandt 0,2 pct.

Den helt store vinder i Stoxx 600 var den nye koncern Stellantis, som dagen igennem var den mest stigende enkeltaktie og endte med en stigning på 7,6 pct. på børsen i Milano. Selskabet er en fusionskoncern mellem Fiat Chrysler og PSA Group, som mandag havde første handelsdag på børsen.

Det har taget over et år for de italiensk-amerikanske og de franske bilproducenter at få afsluttet aftalen til 52 mia. dollar svarende til cirka 317 mia. kr.

Omvendt var det en dårlig dag for den franske supermarkedskæde Carrefour, som endte med et tab på 6,9 pct. på børsen i Paris, efter at det sent fredag kom frem, at en sammensmeltning med canadiske Alimentation Couche-Tard ikke bliver til noget.

I en meddelelse lørdag bekræftede parterne, at dialogen om, at Couche-Tard, der blandt andet ejer tankstationskæden Circle K, ville overtage Carrefour, er stoppet.

Parterne vil i stedet undersøge potentielle muligheder for forskellige former for samarbejde, lyder det i meddelelsen.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu