Kasser med frossent vand fortæller 128.000 års historie

I en lagerhal i Brøndby ligger hele verdens klimahistorie fastfrosset i is. Arkivets vogter professor Jørgen Peder Steffensen har blik for planetens klima på den helt store klinge og sætter med glæde vores lille ‘blip’ af civilisation i perspektiv, når han sætter spørgsmålstegn ved, om vi skal være mere bange for kulde end varme og fremhæver iskernernes supercool stregkoder


Bag en bom og en port i et helt og aldeles anonymt område af lagerhaller ligger et unikt arkiv af klimahistorie skrevet i is.

Da porten går op, står Jørgen Peder Steffensen på den anden side i sin daglige habit af termotøj og tager imod i en kold lagerhal, hvor paller af ekspeditionsudstyr står mere eller mindre klar til den næste tur til Grønland.

Jørgen Peder Steffensen er noget så eksotisk som glaciolog og professor på Niels Bohr Instituttets afdeling for is-, klima- og geofysik på Københavns Universitet. Han trives i en verden af is og i en verden, hvor ‘en menneskealder’ er et udtryk for en utrolig kort periode.

Han inviterer ind i en skurvogn, der står parkeret til venstre, når man kommer ind som et varmt helle i lagerhallen, hvor alt fra statsministre og ambassadører til forskere og udenlandske journalister har været på besøg til termokandekaffe i papbægre og en rundvisning ude i nabohallens -30 grader mellem de unikke og værdifulde kasser med frossent vand.

Iført store handsker og strikhue åbner Jørgen Peder Steffensen den tunge dør til kølerummet og åbner samtidigt en dør ind til en Aladdins hule af historiefortælling.

Med en stemme, der lyder som Søren Ryges, og en fortælleevne som naturdokumentaristen David Attenboroughs, tager han os med tilbage til Romerriget og kejser Cæsars askesky, dinosaurens tropiske tidsalder og H.C. Andersens overmåde hvasse vintre.

Stregkoder i isen

Jørgen Peder Steffensen er en del af det hold på 25-30 studerende, videnskabelige seniorer og logistikere, der hvert år tager på ekspedition på indlandsisen fra 25. april til 20. august for at bore iskerner ud af Grønland.

Det har man gjort siden 1960’erne, og i dag ligger der 23 km – eller 40.000 stykker iskerne a ca. en halv meter med en diameter på ca. 10 cm – i det iskolde arkiv.

Hvis alt går vel, får holdet boret ca. 1000 meter på en sæson, så det tager tre sommersæsoner at nå det hidtil dybeste ‘lavpunkt’, som holdet stødte på denne sommer. I 2,6 kilometers dybde mødte holdet det, de indtil videre mener er kviksand.

Iskerner indeholder årringe på samme måde som et træ, fordi det sner hvert år i Grønland. Og med den seneste iskerne kan forskerne se 128.000 specifikke år tilbage i klimahistorien. Når man samtidigt kan se støv fra vulkanudbrud gennem tiden, får man en form for stregkode, som kan låse de forskellige iskerner sammen.

“På den måde har vi låst iskerner sammen fra DYE 3 (en tidligere radarstation, red.) i syd til Cap Century (en tidligere amerikansk forsøgsstation, red.) i nord, som er adskilt med næsten 2000 km. 10 pct. af vulkanudbruddene ses også på Antarktis, så vi har tilmed kædet iskerner fra Grønland sammen med dem fra Antarktis,” siger glaciologen.

“Iskerner fortæller en helvedes masse ting om atmosfæriske forhold. Så vi ved en masse om klimaet et sted, hvor vi ikke gider at vide en skid. For who cares, hvad der sker oppe på indlandsisen tilbage i tiden,” siger han og understreger, at iskernen derfor ikke må ikke stå alene, men er et højdetaljeret arkiv og en referencetabel for alle de andre, der finder noget.

“Og der kan man se, at alle de svingninger, vi ser i isen, ser man f.eks. også i drypsten i Kina, koraller i Caribien og søsedimenter i Columbia,” fortæller han.

Cæsars kolde hævn

Da Romerrigets kejser Cæsar blev myrdet på senatets gulv år 44 f.v.t, blev der skrevet, at de romerske guder forbandede mordet så meget, at de gemte solens ansigt, så høsten slog fejl, og markerne blev indhyllet i tåge i tre år.

I virkeligheden var det vulkanen Okmok, der i oktober 43 f.v.t sprang i luften syd for Alaska. Dens støv kølede alt ned i tre år og medførte hungersnød i Rom. Dermed var vejen banet for diktatoren Augustus.

“Det er da supercool, at vi kan se den historie i iskernen,” udbryder Jørgen Peder Steffensen og fortæller, at han faktisk kan se hele Romerrigets storhed og fald ved dels at se på vulkanstøvet, dels indholdet af bly i sneen fra år 1000 f.v.t til 600 e.v.t.

For da romerne begyndte at udvinde sølv i Spanien, var bly et biprodukt, fortæller han, mens vi bevæger os ind i selve arkivet, han har ledet siden 1991.

Bag den tunge dør står hyldemeter efter hyldemeter med flamingokasser. Jørgen Peder Steffensen har forinden noteret numrene ned på de kasser, han søger, for besøget skal helst foregå under kort proces, når temperaturen ligger på konstante -30 grader.

Da han finder den rigtige kasse, tager han den halve meter is ud af kassen og med ind i den tilstødende ’læsesal’, hvor temperaturen er milde -18 grader, så forskere kan stå lidt længere tid og undersøge luftbobler og snefnug i ro og mag.

Luftbobler og sne, der f.eks. fortæller om den kolde romertid, der satte gang i en folkevandring, og den varme vikingetid, hvor bosættelserne i Grønland begyndte. Eller om det forfærdelige år 1838, hvor både Bordeaux’ havn og danske havne var islåst i to en halv måned, og hvor folk ikke kunne begrave sine døde slægtninge, og Gibraltar havde -11 grader.

Det er de laveste temperaturer på den nordlige halvkugle siden istiden og bliver kaldt ’den lille istid’. Det var i samme periode, H.C. Andersen skrev om den lille pige med svovlstikkerne, og Steen Steensen Blicher skrev om en kyndelmisse, der var ‘overmåde hvas og hård’.

“Hvis man opfandt en knap, så man kan skrue ned for CO2 og metan, så det kom ned på et niveau før industrialiseringen, ville alle sige ‘NEJ, det er fandeme for koldt!’,” siger Jørgen Peder Steffensen.

Glaciolog ved et tilfælde

Det var netop historiefortællingen i snefnuggene, han selv faldt for i 1980.

Han var egentlig i gang med at lægge vejen til en karriere som fysik- og matematiklærer, da Willi Dansgaard tog fat i ham. Willi Dansgaard var den første, der indså, at iskerner boret ud af indlandsisen kunne indeholde informationer om fortidens klima. De første målinger fra grønlandske iskerner blev offentliggjort i 1969, og dermed var klimaforskning gennem iskerner født.

Men en julifredag i 1980 ringede Willi Dansgaard og fortalte, at han stod og manglede arbejdskraft oppe på indlandsisen i Grønland, og om Jørgen Peder ikke kunne tænke sig at komme med derop.

“Det kunne jeg da godt, men jeg var med i biografkollektivet Klaptræet inde på Kultorvet og havde lige nogle operatørvagter, jeg skulle have byttet væk. Så jeg fik en halv time til at aflyse hele min sommerferie,” fortæller han.

Lørdag formiddag hentede han sin flybillet og en køjeseng med feltudstyr, og tirsdag morgen fløj han til den lukkede amerikanske base i Sønderstrømfjord og blev fløjet ud til boringen dagen efter.

Det var en kollega, der først begyndte at koble den is, der blev hevet op af borehullet, sammen med historien om år 1: Kejser Augustus og de puniske krige, som gjorde, at Jørgen Peder Steffensen er “blevet hængende” i 43 år og stadig er på indlandsisen hvert år i to måneder.

Det var også der – på isen – han mødte sin kone Dorthe Dahl-Jensen.

Hun havde altid drømt om det, Jørgen Peder Steffensen nærmest tumlede tilfældigt ind i, men Dansgaard ville ikke have kvinder med på isen.

Efter et par år ændrede han dog mening, og i dag er Dorthe Dahl-Jensen professor på Niels Bohr Instituttet som sin mand og med til at lede iskerneboringerne i Grønland. Hun er desuden på en syvårig kontrakt som Canadian Chair of Excellence på universitetet i Manitoba, hvor hun bruger 80 pct. af sin tid.

Så når man spørger Jørgen Peder Steffensen, om man kan kalde ham Dansgaards efterfølger, afviser han straks.

“Det er min kone, der er pengeskafferen og Dansgaards efterfølger, hvis man kan sige det sådan. Jeg er historiefortæller.”

Klimaets aktiebørs

Tilbage i skurvognens varme bevæger vi os en stund tusindvis af år tilbage i tiden for at sætte nutidens klima- og CO2-fokus i perspektiv.

Hen over det lille klapbord viser Jørgen Peder Steffensen en graf, der svinger i fine, jævne bølger fra venstre mod højre og viser istider og mellemistider de seneste 750.000 år.

Grafen på computerskærmen viser indholdet af CO2 i iskernerne, men når han lægger en temperaturgraf ovenpå, følger de to grafer fuldstændigt hinanden.

“Man kan spørge sig selv, hvad der kommer først. Men hvis man går ind på en stejl kurve for 400.000 år siden, kan man se, at temperaturen kommer først, og så følger CO2-indholdet. Det er fordi, varme i sig selv får oceanet til at gasse CO2 ud, så drivhusgasindholdet øges, og så får du en selvforstærkende effekt,” siger professoren.

Ser man nærmere på toppe og bunde i grafen, er alle istiderne stort set lige kolde og alle mellemistiderne lige varme.

“Det er da mærkeligt, at der sættes gang i en eller anden feedback-mekanisme, der går helt bananas, og så stopper det lige pludseligt og går den anden vej. Og næste gang det stopper, stopper det stort set samme sted. Hvad er bremsen?,” spørger han retorisk og svarer selv, at videnskaben faktisk ikke rigtigt ved det.

Hans bedste bud lige nu er, at det er tilfældigt og minder om svingningerne på aktiebørsen.



“Som fysikere ser vi på, hvad systemet bagved er. Aktiekurser er et kaotisk system, men er sammensat af uendeligt mange delprocesser og feedbackmekanismer, der har tendens til at toppe ud,” siger han og sammenligner med klimasystemet, der har en tilsvarende kaotisk opførsel med oceanernes strømme, hvor vejret cirkulerer på timebasis, mens oceanerne har cyklusser på århundreder.

Derudover er der El Niño-effekten, der kører i en seks-syv års-cyklus og den faste jord, hvor de tektoniske plader kører fra hinanden, og voldsomme vulkanudbrud og tsunamier følger.

“Så i bund og grund har du et system med en masse vekselvirkninger.”

“Og så har jeg slet ikke talt om biologien, der har fjernet al jordens CO2 fra atmosfæren og aflagt det som kul og olie. Den første store biologiske krise opstod med fotosyntesen, som smadrede alle de anaerobe bakterier. Det var en kæmpe katastrofe. Og nu lever det oprindelige liv, vores urhav, kun i vores tarme. Det er da ret cool!,” siger han i en talestrøm, man indimellem ikke ved, hvor ender, men som er svær at løsrive sig fra.

Dinoer kendte ikke til is

Det interessante ved grafen fra før er, at mennesket har beboet planeten Jorden i 200.000-300.000 år. Den seneste istid peakede for 25.000 år siden, og toppen af den seneste mellemistid (den varme periode) lå for ca. 130.000 til 115.000 år siden. Det vil altså sige, at der har levet mennesker på Jorden igennem både de koldeste og varmeste perioder.

“Der har levet pattedyr på Jorden i 65 mio. år, og isen på polerne opstod først for 35 mio. år siden, da kontinenterne flød fra hinanden, og Sydpolen blev efterladt i dybfryseren. Så dinosaurerne kendte ikke til is,” siger Jørgen Peder Steffensen.

“Og vi skal helt tilbage til den geologiske periode Perm for 270 mio. år siden, for at det var lige så koldt. Så vi kan godt overleve, at Jorden bliver varmere. Det er bare ikke sikkert, vores civilisationer overlever,” siger han.

Den seneste mellemistid var i øvrigt to grader varmere end nu. Så man kan måske undre sig over, hvorfor vi er så bange for klimaændringer, hvis planetens historie viser os, at den har en indbygget bremsemekanisme, der redder os fra at brænde op eller dø af kulde.

“Vi må ikke frygte klimaændringer som sådan, for Jorden er en dynamisk klode,” siger professoren.

“Men det, vi skal frygte, er hastigheden. For vi er ved at ændre klimaet hurtigere, end vi omstiller os. Man kan ikke bruge historiske paralleller og sige, ‘ah, men mennesket overlevede også den sidste istid eller mellemistid’. For dengang var der plads til, at vi flyttede os. Det kan vi ikke mere for der, hvor vi vil hen, bor der nogen i forvejen,” siger han.

Det er lige præcis derfor, hele det internationale samfund har valgt to grader som maksimum i Paris-aftalen fra FN’s topmøde i 2015 – fordi det er det varmeste tidspunkt, vi kender, i de sidste 2 mio. år. Og det skal ses op imod, at verden ifølge FN’s klimapanel er på vej mod en temperaturstigning på 2,9 grader i 2100.

“Vi ved ikke nok om, hvad der vil ske, når vi ændrer feedbackmekanismerne, så det hele stikker af, og vi kommer over på den anden side af de to grader,” siger han.

En døende patient

Da han selv begyndte at studere iskernernes hemmeligheder i 1980’erne, var frygten ikke en opvarmning, men den næste istid.

Nogle fysikere ser nemlig ikke en aktiekurs for sig på den tidligere nævnte graf, men et EKG på en døende patient.

“De siger, vi er på vej til flatline, fordi den næste istid – om 5000-6000 år – vil være permanent. Så hvad skal vi være mest bange for: varme eller kulde,” spørger han og tager tankeeksperimentets perspektiv drillende videre:

“Det her er Antarktis de sidste 750.000 år,” siger han og peger igen på grafen.

“Når man ser tilbage, har det kun været lige så varmt som nu fire gange, og stort set aldrig så varmt som nu, for resten af tiden har været istid. Så når man står her som menneskehed og ser på hele den arkæologiske historie med pyramiderne i Egypten, ruinerne i Kina, Mesopotamien osv., så er det alt sammen set fra denne bakketop, hvor vi siger ’sådan plejer vejret at være’. Men plejer er i hvert fald død, for der har været meget mere istid,” siger han med eftertryk og et lille smil, der afslører, at det ikke er første gang, han har fyret den pointe af.

“Hvis vi havde den ideelle verden uden fossile brændstoffer, ville jeg være rystende nervøs for den næste istid. Men jeg tror, at vores vej mod en permanent istid nok er aflyst pga. den menneskelige aktivitet. Det er ikke det samme, som at jeg siger, vi bare kan fyre en masse fossilt af, men man må gerne se efter noget godt i hele miseren,” siger han.

Kredit:
Skrevet af: Julie Ring-Hansen Holt
Foto: Simon Fals
Video: Bill Nye for East Greenland Ice-core Project
Visuelt: Mie Hein Hvidkjær