ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Voldsomme aktiekursfald lokker investor til Latinamerika

Investor lurer på

potentielt aktiecomeback i Latinamerika, hvor coronavirus og olieprisfald fortsat tynger kurserne

Jesper Lund, investor og direktør i Dansk Finansservice. Arkivfoto: Jonas Pryner
Jesper Lund, investor og direktør i Dansk Finansservice. Arkivfoto: Jonas Pryner

Mens aktiemarkeder verden over har udvisket store dele af de coronaudløste kursfald, er det latinamerikanske aktiemarked stadigvæk sønderbombet og faldet ca. 45 pct. for året. Slagtilbud på aktier med udsigt til et comeback lokker investor til regionen, men fremtiden for Latinamerika kan vise sig at være dyster en rum tid endnu, vurderer Sydbank og PFA.

45

pct. ca. erMSCI EM Latinamerika-indekset faldet med siden årsskiftet

“Effekterne af coronavirussen har tilsyneladende ikke toppet i Latinamerika, der jo er udfordret økonomisk, så jeg ser mulighed for yderligere aktiefald i regionen. De gange, kursfaldet har nærmet sig 40-50 pct., er aktierne også kommet massivt tilbage inden for få år,” siger privatinvestor og direktør i Dansk Finansservice Jesper Lund, der specifikt påtænker at købe op i en investeringsforening, der følger MSCI EM Latinamerika-indekset.

Hans tekniske analyser viser, at aktierne i regionen de sidste 30 år er skudt i sænk med over 40 pct. fire gange, men hver gang er kommet tilbage på et højere niveau end udgangspunktet inden for få år. F.eks. drattede indekset 53 pct. efter finanskrisen, men kom tilsvarende igen og steg 185 pct. fra bunden i 2008 til toppen i 2011.

“Hvis det viser sig, at den amerikanske økonomi har sværere ved at komme i omdrejninger igen efter coronavirussen end som så, og Latinamerika så får et yderligere hug og falder til 50-60 pct. i år, så ser det med mine analyser voldsomt attraktivt ud,” siger han og anerkender, at der er tale om et sats med høj risiko.

I de to største lande i regionen, Brasilien og Mexico, der vejer tungt i indekset, tyder det på, at coronavirussen endnu ikke har toppet. I Brasilien er smittekurven ifølge Financial Times fortsat opadgående, mens forskere fra Stanford University regner med, at pandemien i Mexico først topper 21. juni.

Olieprisfald gør ondt

I PFA er aktier i Latinamerika hverken attraktivt på kort sigt eller lidt længere sigt, forklarer chefstrateg Tine Choi Danielsen.

“Latinamerika er ekstra hårdt ramt af oliepriskollapset, hvor energisektoren i både Brasilien og Mexico udgør store andele,” siger hun og tilføjer, at den nuværende økonomiske situation betyder, at det vil tage længere tid for Latinamerika at komme ovenpå igen end resten af verden, hvilket vil afspejles i aktiemarkedet.

MSCI EM Latinamerika-indekset ligger med en p/e-værdi på 11,54, men selvom det er laveste niveau de seneste fire år, mener aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen, at aktierne er for dyrt prissat.

“Latinamerika har igennem lang tid handlet dyrt i forhold til historiske niveauer og gør det stadig. Selvom der i perioder har været fine afkast, og aktierne i år har underpræsteret voldsomt, ser jeg ikke det store lys i regionen,” siger han.

Han nævner, at aktier i især Latinamerika handler på store forhåbninger til fremtiden, men hvor realiteten i regionen gang på gang har været, at væksten har skuffet.

Derfor mener han også, at de nuværende forventninger til selskaber i regionens indtjeningsvækst på 14 pct. i 2021 i forhold til 2019 er alt for optimistiske.

“Det er med til at få værdiansættelsen til at se mere attraktiv ud, end den nok i bund og grund er,” siger han.

Ekstra lag risiko

Generelt er risikoen i Latinamerika højere end i vestlige lande, påpeger Jacob Pedersen.

“Politisk er der en øget risiko, men man er også ekstremt afhængig af dollaren. Du har heller ikke nogen centralbank, som kan styrke og hjælpe økonomierne,” siger han og nævner, at regionen trods alt har gennemgået strukturelle forbedringer, der har medført, at renteniveauerne og inflationen er kommet ned til det niveau, store etablerede markeder lå på for 10-15 år siden.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu