Højeste andel af kontantbeholdninger i over 20 år, ekstrem pessimisme og stor frygt for nye kursfald lige om hjørnet på bagkanten af høj inflation og rentestigninger. Det er ikke ligefrem behagelig læsning, der møder investorer, som følger med i nogle af de toneangivende investortillidsmålinger for tiden. Men kig så lige mod aktiemarkedet, og hvad der er sket den seneste uges tid.
Nedturen ulmer, men lige nu kører markedets yoyo op. De største danske aktier er de seneste fem handelsdage steget 3,7 pct., imens ser det amerikanske S&P 500-indeks ud til at være på samme vej, og teknologiindekset Nasdaq 100, der har lidt markante tab, ser nu ud til at være stabiliseret – i hvert fald for nu.