Der er åbenbart næsten ingen gemmesteder tilbage i de største danske aktier. Vi står midt i en vild regnskabssæson. Ejer du et udpluk af de største danske aktier fra C25-indekset, så har de seneste uger i hvert fald ikke været kedelige.
Det ene markante kursudsving har afløst det andet. Det skal vi se nærmere på i denne uges udgave af Investoranalysen.Nyhedsbrevet, der lander hos dig hver lørdag direkte fra Børsens investorredaktion.
Investorer har handlet så aggressivt i aktierne, efter at regnskabstallene er kommet ud, at det har skubbet så meget til kurserne, at der i en gruppe aktier er blevet udløst meget store kursgevinster. Og i den anden ende af feltet er uddelt den ene hårdtslående kurslussing efter den anden.
Vi ved godt, at aktiekurserne på Ambu, Pandora og Vestas traditionelt set har det med at lave nogle voldsomme udsving på regnskabsdage, men selv de aktier har denne gang overgået sig selv.
“Der har i den grad været action for pengene, masser af afkast at hente, men også meget markante tab at tage
Bloomberg-data viser, at kurserne i gennemsnit forskyder sig med 7,7 pct., 6,5 pct. og 6,1 pct. på de tre aktier på den slags handelsdage. Denne gang har investorerne imidlertid handlet alle tre aktier op med i omegnen af 9 pct. på dagen, hvor tallene kommer ud.
Så der var store gevinster at hente der.
Det er kun i fem ud af de 22 selskaber, der har fremlagt regnskaber de seneste uger, at kurserne på regnskabsdagen har flyttet sig mindre end 5 pct. Så kun i Novo Nordisk, Nordea, Jyske Bank, Carlsberg og Chr. Hansen har investorerne kunnet holde pulsen nogenlunde i ro efter at have kastet et blik både på regnskab og aktiekurs.
Imens er et helt felt af aktier også blevet handlet kraftigt ned. Værst med Ørsted, der faldt 25,2 pct., A.P. Møller-Mærsk-aktierne mistede 18 pct. af værdien, og Netcompany kostede investorerne et kurstab på 12,5 pct. på regnskabsdagen.
Det har altså som investor været mere end almindeligt svært at komme stille og roligt gennem regnskabssæsonen. Der har i den grad været action for pengene, masser af afkast at hente, men også meget markante tab at tage.
Så lad os bare slå fast: Vi har på Børsen haft rigeligt at skrive om i forsøget på at følge i sporet på de store kursudsving.
“Der er et kæmpe skel mellem de aktier, vi har fået regnskaber fra. Vi befinder os i en periode med vækstafmatning i økonomien, og det betyder, at investorerne finder ud af, hvilke aktier som ikke klarer sig godt i disse tider. Og investorerne tøver ikke med at sælge fra, når aktierne skuffer, som vi bl.a. har set med Ørsted, Mærsk og Netcompany,” fortalte Jyske Banks aktiestrateg Michelle Nørgaard i denne artikel:
Kæmpe splittelse i C25: Her er vinderne og taberne
Hvor de store kursudsving er en generel tendens, så er der individuelle årsager bag hver enkelt aktie, som hos investorer bør give anledning til refleksioner. Her er fire aktier, som i hvert fald har sat tankerne i gang hos mig.
Jeg mener, de bør følges ekstra tæt på bagkanten af denne regnskabssæson:
Efter Ørsted i august meldte en stor nedjustering ud med et akut nedskrivningsbehov på vindmølleprojekter for 5 mia. kr. og advarede om, at regningen kunne stige til 16 mia. kr., strøg aktien pludselig op på listerne hos handelsplatforme som Nordnet og Saxo Bank som én af de mest populære aktier.
Privatinvestorer øjnede et godt tilbud, efter aktien på ret få handelsdage mistede 33 pct. af sin værdi. Et godt gammelt investorråd lyder, at man ikke skal gribe faldende knive på aktiemarkedet. Man risikerer at skære sig voldsomt på dem.
mia. kr. har Ørsted nedskrevet for
Præcis det er sket i Ørsted, efter selskabet leverede endnu en chokmelding til investorerne med regnskabet. Nu er nedskrivningerne vokset til 28,4 mia. kr.
Stopper nedturen så her? Søger du som investor svaret, er artiklen her måske et sted at starte din søgning. Børsen-journalist Cecilie Veile dækker Ørsted, og hun har her interviewet Ørsted-topchef Mads Nipper om sagen:
Ørsted-topchef om knækket investortillid: “En kritisk situation”
Men husk: Bare fordi én aktie er faldet 80 pct., betyder det ikke, at den ikke kan falde yderligere.
På ryggen af de problemer og propper, coronapandemien udløste i de globale forsyningskæder, væltede pengene ind i A.P. Møller-Mærsk. For fragtraterne mistede jordforbindelsen, mens indtjeningen hos rederierne røg til himmels.
Det er slut nu. Tiderne med overnormal profit er forbi.
Raterne er kommet ned, og containerbranchen er ramt af den syge, som altid følger på ryggen af et indtjeningsboom i den branche. Alle vil have deres bid af kagen, sætter skibe i vandet, og kapaciteten stiger. Hvilket ganske enkelt rykker ved det helt centrale parameter i udbud og efterspørgsel.
Faktisk venter analytikerne nu, at A.P. Møller-Mærsk næste år kommer til at tabe penge. Mærsk-aktien er på vej sydover.
Niels Lunde skriver om problematikken her:
Det går op og ned på Esplanaden – de er stadig sårbare hos Mærsk
Den tur, GN Store Nord-aktien har været ude på de seneste to år, er en nedtur af de helt store. 80 pct. af børsværdien forsvandt. Et dårlig timet og lånefinansieret opkøb af gamingvirksomheden Steelseries skulle have skabt værdi for aktionærerne, men er endt helt modsat.
Selskabet har kæmpet med kapitaludfordringer og kæmper stadig. Men aktien steg fredag markant, da regnskabet kom ud. Endelig overrasker selskabet positivt.
GN Hearing, som er høreapparatsdelen af selskabet, leverede en organisk vækst på 15 pct., hvilket var mere end den ventede vækst på 13,4 pct., mens headsetdivisionen GN Audio bakkede 8 pct. i sin organiske vækst, hvilket også var bedre end ventet, da markedet havde ventet en tilbagegang på 9,8 pct.
“Selskabet melder om et positivt frit cashflow, så der kan afdrages på gælden
Lars Hytting, aktiechef
Lars Hytting, der er aktiechef i Artha, har talt varmt om aktien længe – også da den lå på højere kursniveauer end nu.
“Regnskabet cementerer, at nu går GN mod bedre tider, og det er, hvad markedet reagerer på. GN Hearing står stærkt, GN Audio leverer bedre end frygtet, og selskabet melder om et positivt frit cashflow, så der kan afdrages på gælden,” sagde han fredag.
Læs mere her:Lettet GN-investor: Tror på fordobling af aktien
Søndag er det to år siden, at nedturen satte ind på det danske aktiemarked, og C25-indekset toppede. En trist historie om aktiekrise. Men i Pandora-aktien er der ingen krise. Aktien har ramt et afkast på 80 pct. bare i løbet af i år.
Salget løber stærkt. Selskabet er lige blandt de hurtigst voksende selskaber inden for sit segment på aktiemarkedet. Og det tiltrækker investorer.
Læs om selve regnskabet her, hvor journalist Thomas Hvelplund Askjær har spurgt Pandora-topchef Alexander Lacik til succesen:
Smykkesalg brager afsted i svært marked: “Jeg kan ikke gå på vandet”
Og de meldinger, som selskabet kom med på sin kapitalmarkedsdag i London tidligere på efteråret, forstærkede den effekt. Her opsatte selskabet en række nye finansielle mål frem mod 2026, som skal løfte forretningen og aktiekursen yderligere.
Peter Bækgaard, der har en baggrund som børsmægler i USA, var forbi vores podcastBørsen Investori oktober og havde kigget på tallene.
“Hvis man tror på, at de kan eksekvere på de her mål – de har indtil videre været gode til at eksekvere på deres planer – så er der kæmpe potentiale i en re-rating (revurdering,red.) af aktien. Så er der i hvert fald 50 til 100 pct. op fra, hvor den handler nu,” sagde Peter Bækgaard i Børsen Investor Podcast.
Da kostede aktien 810. Nu er prisen 860,8 kr.
“Hvis vi kigger på de finansielle mål og regner frem til 2026: 7-9 pct. i organisk vækst, ebit-margin på 26-27 pct., og aktietilbagekøb, som man må formode kommer, på 14-17 mia. kr., så kan man regne sig frem til, at de kan lave ca. 100 kr. i eps (indtjening pr. aktie,red.) i 2026,” forsatte Peter Bækgaard og sagde yderligere:
“Det er ikke nogen dyb analyse, men som regnestykke ser det jo enkelt ud
“På dagens kursniveau på ca. 810 så handler aktien i 2026 på otte gange indtjeningen.”
“Hvis man ser på, hvad de lavede sidste år, for vi har ikke 2023 i hus endnu, så lavede de 54 kr. (i eps,red.), det vil sige, de vil ca. fordoble indtjeningen på eps-niveau fra 2022 til 2026 og gå fra en p/e (prisen for 1 krones indtjening,red.) på 15 ned til 8.”
Det er ikke nogen dyb analyse, men som regnestykke ser det jo enkelt ud.
Udgaven af podcasten, hvor Peter Bækgaard medvirkede, kan du finde her:
Der er mere i årets C25-aktie: Investor ser mulig fordobling
Vil du opdateres yderligere på de aktuelle regnskaber, kan du også lytte til denne uges udgave, hvor jeg sammen med journalist Gro Høyer Thielst i onsdags havde besøg af Lars Hytting, Jens Larsson fra hedgefonden St. Petri Capital og porteføljemanager Peter Conradsen fra Formue- & Investeringspleje.
Her var blandt andet Ambu, Pandora, Vestas og NKT på programmet. Det afsnit kan findes her:
Regnskabsregn udløser kæmpe kursryk: Pandoras afkast i år rammer +80 pct.
Blandt de største danske aktier mangler vi nu kun kvartalsregnskaberne fra Bavarian Nordic 16. november og Rockwool 22. november. Husk at spænde sikkerhedsbæltet. Det kan gå vildt for sig.
God weekend,
Simon Kirketerp, investorredaktør
