Chemometec, Pandora, Vestas og ISS. De fire aktier var ved nytår med på min liste over aktier, der er værd at holde øje med i løbet af 2021. For kommer der nyt brændstof på børsraketten Chemometec? Holder smykkeselskabet Pandoras comeback? Vil klimainvestorerne stadig jagte Vestas? Og kan den nye topchef i ISS, Jacob Aarup Andersen, feje fortidens fejl væk?
Det var de spørgsmål, jeg rejste i forhold til de fire aktier, og som jeg fremhævede som faktorer, der potentielt kan udløse store kursudsving i de enkelte aktier.
Aktieåret er for længst godt i gang, selvom det ikke er de store cifre, der står i tælleren for C25-indeksets afkast. De største danske aktier har indtil videre givet et afkast på bare 1,6 pct. i år.
Her en status for de fire aktier, hvor det heller ikke har været helt så vildt endnu som tidligere år, men der har været masser af nyheder:
Chemometec: Kommer der nyt brændstof på børsraketten?
En aktie kan ikke købes for dyrt, hvis bare væksten er stærk nok. Det er Chemometec bevis på. Afkastet siden 2014 nærmer sig svimlende 15.000 pct. Igen i 2020 var aktien at finde i toppen af markedet efter en fordobling af børsværdien. Chemometec var et skrantende selskab med haltende indtjening, men er forvandlet til en vækstraket med stærkt stigende indtjening.
Aktien handler til en p/e over 130, altså koster det 130 kr. at købe sig til bare 1 kr. af indtjeningen. Så aktien er uhørt dyr. Men det har den været på stort set hele opturen, så pas på med at dømme aktien ude med det argument. Skal prissætningen holde og opturen for børsraketten fortsætte, kræver det, at topchef Steen Søndergaard holder selskabets vækstridt i gang.
Her er status nu:
Et stærkt halvårsregnskab fra Chemometec landede hos investorerne i januar: Vækst og større indtjening var hovedlinjerne.
“Vi har formået at fastholde en høj vækst på alle vores væsentlige markeder,” lød det her fra Steen Søndergaard.
Forventningerne til indtjeningen i regnskabsåret fastholdt han, men det ændrede han snart igen. For i marts leverede selskabet endnu engang en opjustering.
Og det er præcis det aktieopturen i Chemometec er bygget på: Opjustering på opjustering. År for år har selskabet gjort det bedre end de forventninger, man i første omgang har meldt ud.
Og ikke en eneste gang er selskabet trådt forkert med en nedjustering, siden aktieopturen satte ind i 2014 og aktien begyndte at stige næsten lodret opad fra et kursniveau på omkring 3,5.
Dengang og i årene forinden lå selskabets salg og cyklede op og ned omkring 30-40 mio. kr. årligt, og indtjeningen på bundlinjen i regnskaberne var til at overse.
Med de forventninger Chemometec nu styrer mod i indeværende regnskabsår, så forventer selskabet og adm. direktør Steen Søndergaard nu at kunne sælge produkter for et sted mellem 263-268 mio. kr., og lande et samlet bruttoresultat et sted mellem 120-125 mio. kr. I seneste årsregnskab lød de tal på 214 mio. kr. i omsætning og et bruttoresultat på 92,6 mio. kr.
Så selskabets vækstridt er stadig i gang. Men ud fra aktiekursen kan man se, at selskabets investorer heller ikke forventer noget mindre end, at det er den vare, der bliver leveret. Aktien er siden årsskiftet oppe med 10,1 pct. Ikke voldsomt meget når selskabet har leveret en opjustering, men aktien er prissat til det, man i investorsprog vil kaldepriced for perfectionmed en p/e, der lige nu har passeret 140 – altså en værdiansættelse, der er baseret på optimistiske forventninger til den fremtidige indtjening.
Kursudvikling i 2021:+10,1 pct.
Startkurs:578
Kurs nu:636,5
Højeste kurs:658 den 11. februar, kursgevinst på +14,4 pct. i forhold til startkurs
Laveste kurs:508 den 27. januar, kurstab på -12,1 pct. i forhold til startkurs
...
Pandora: Holder smykkeselskabets comeback?
I løbet af 2020 er verden vendt på hovedet for Pandoras aktionærer. Bunden på fire års hård aktienedtur blev ramt i foråret, efter at aktien i løbet af fire år havde tabt 80 pct. af børsværdien. Siden er selskabets aktie steget kraftigt, og selskabets nye ledelse med Alexander Lacik i spidsen arbejder hårdt på at få gennemført en turnaround af selskabet.
Men der er stadig lang vej hjem for den plan. Selskabets omsætning står til et stort drop på mellem 14 og 17 pct., og data fra Bloomberg viser, at indtjeningen pr. aktie i 2020 står til mere end en halvering i forhold til niveauet i 2016. Alligevel er Pandora-aktien, nu målt på indtjeningen, værdiansat til et niveau, der er et vækstselskab værdigt.
Her er status nu:
Efter et 2020, hvor aktien steg hele 144 pct., tager aktien sig nu en puster. Pandoras comeback ser fortsat ud til at være på sporet. Dermed er værdiansættelsen af aktien indtil videre på sikker grund.
Data fra Bloomberg viser, at aktieanalytikerne, der følger selskabet, forventer et markant comeback i selskabets indtjening, så resultatet målt pr. aktie bliver 38,07 kr. i år. Et markant hop fra de 22,97 kr., som indtjeningen landede på sidste år efter et massivt tilbageslag. Her dykkede både salg og indtjening markant.
Tilbage i 2017 før problemerne begyndte at hobe sig op i Pandora, var indtjeningen pr. aktie næsten 52 kr.
Men selskabet synes på vej tilbage.
Pandoras salg voksede i februar med 12 pct. i forhold til samme måned sidste år, og da selskabet i marts afholdt generalforsamling, var det en selvsikker Alexander Lacik, der stillede investorerne bedre tider i vente:
“Pandora er ved at gøre klar til en ny æra – en æra af vækst,” udtalte han.
Her i Børsen kvitterede vi med overskriften: “Smykkegigant rejser sig som en forgyldt fugl Fønix”.
For Pandora-investorer gælder det nu om at se frem mod 4. maj, hvor næste regnskab fremlægges. For topchefen har proklameret, at han her vil løfte en del af sløret for selskabet fremtidige strategiske retning.
“Vi har store muligheder for vækst i vores kerneforretning og kernemarkeder, og derfor vil strategien ikke byde på nogen revolution men mere en evolution,” udtalte Alexander Lacik ved generalforsamlingen.
Kursudvikling i 2021:+5,0 pct.
Startkurs:681
Kurs nu:714,8
Højeste kurs:714,8 den 8. april, kursgevinst på +5,0 pct. i forhold til startkurs
Laveste kurs:586,8 den 4. februar, kurstab på -13,7 pct. i forhold til startkurs
...
Vestas: Vil klimainvestorer stadig jagte aktien?
Investeringerne vælter ind i vind fra hele kloden. Så ordrebøgerne bugner, og det i sig selv giver efterspørgsel efter Vestas-aktier, for det er noget, investorerne har fået øjnene op for. Men alt, hvad der lugter af bæredygtighed, er samtidig i høj kurs på det globale aktiemarked lige nu, for store internationale aktieinvestorer omlægger i stor stil deres investeringsstrategier til at fokusere på klima, miljø og etiske investeringer.
Derfor er investorinteressen for Vestas massiv, og Henrik Andersen har, siden han blev topchef for knap halvandet år siden, kunnet se aktien mere end fordoble i værdi. Men kan opturen forsætte? Aktieanalytikerne spår, at Vestas’ salg næste år runder et niveau, så det på fem år er steget 50 pct.
Her er status nu:
Sikke en start på året. Investorinteressen synes vendt på hovedet. Sort energi er pludselig blevet en efterspurgt vare blandt aktieinvestorer, hvor olieselskaber med ét synes forvandlet fra at være tunge sten i porteføljerne til nu at være kursraketter, der flyver højt.
Til gengæld er et stort udsalg af de grønne aktier blevet indledt.
Da det så værst ud for Vestas' investorer, havde aktien fra starten af januar og frem på få uger tabt over 33 pct. af værdien. Siden er aktien kommet noget igen, men Vestas-aktien er langt fra alene om at tage kurstævene, som investorerne i år har udløst ved flittig brug af salgsknapperne ud for de grønne aktier.
Etf'en (exchange traded fund) Ishares Global Clean Energy skygger kursudviklingen på de 30 største aktier indenfor vedvarende energi globalt – herunder Vestas. Sidste år væltede kapitalen ind i fonden, der samlet gav et afkast på over 140 pct. i 2020. Blandt andet fordi fondens efterspørgsel efter aktier, var så massiv, at det var med til at sende priserne op på selvsamme aktier. Altså en selvforstærkende effekt.
I år er udviklingen løbet den modsatte vej. Fonden har siden nytår givet et negativt afkast på over 15 pct.
Så uden at Vestas selv som sådan har sat et ben forkert i 2021, så er aktien blevet revet med ned af det globale udsalg, der har ramt den type aktier. Billedet er det samme for Ørsted-aktien.
Prissætningen på den type aktier er efter kursrallyet gennem 2020 drevet højt op. Det er det stof kursturbulens er gjort af.
Kursudvikling i 2021:-12,9 pct.
Startkurs:1439,5
Kurs nu:1254,2
Højeste kurs:1560 den 7. januar, kursgevinst på +8,4 pct. i forhold til startkurs
Laveste kurs:1042,5 den 5. marts, kurstab på -27,6 pct. i forhold til startkurs
...
ISS: Kan ny topchef feje fortidens fejl væk?
Nedjusteringer, manglende vækst og skuffende indtjening har kostet dyrt. Under coronakrisen passerede det samlede kurstab siden 2007 hele 73 pct. Men nu er der måske nye tider på vej, og selskabets aktiekurs er begyndt at kravle op fra bunden. Ny topchef Jacob Aarup-Andersen, der er hentet i Danske Bank, varsler, at der er ændringer på vej:
“Vi er ikke tilfredse med vores operationelle performance i det seneste år, og vi arbejder hårdt for at forberede forretningen til de kommende år, inklusiv et fokus på at sikre at al vækst kommer med den rette profitabilitet og cashflow,” lød det fra ham i efteråret.
I december reviderede han selskabets strategi. ISS skal strømlines, og han varsler, at frasalg er på vej.
Her er status nu:
Minus 5,2 mia. kr. stod der noteret som tab i det årsregnskab, som ISS og Jacob Aarup-Andersen i februar lagde frem for investorerne. Ikke ligefrem behagelige tal at kigge på for længe ad gangen som investor, men det til trods så har aktien fået en rigtig god start på året. Afkastet er positivt med 17 pct. Dermed er aktien en af årets bedste investeringer blandt de mest værdifulde danske børsselskaber i C25-indekset.
“Vi har brugt 2020 til at fokusere vores forretning og skære den til strategisk, i forhold til hvilke kundesegmenter og ydelser vi gerne vil fokusere endnu mere på. Det her var et unikt år, hvor vi måtte tage hårdt fat for at sikre os, at ISS også står skarpt til tiden efter covid. Vi kan se, at 2021 bliver bedre,” sagde ISS-topchefen i forbindelse med årsregnskabet.
Og den har såvel aktieanalytikere som investorer købt ind på. Hvor milliardtabet for 2020 udløste et tab målt pr. aktie på 25,66 kr., så forudser de analytikere, der følger selskabet, at indtjeningen i år kommer tilbage i plus. Helt præcist så indtjeningen pr. aktie kan gøres op til 3,61 kr., når årsregnskabet for 2021 lander om et lille års tid.
Jacob Aarup-Andersen har samtidig leveret på målet om frasalg. Så sent som i sidste uge meddelte han, at ISS frasælger aktiviteter på fire østeuropæiske markeder.
Kursudvikling i 2021:+16,7 pct.
Startkurs:105,4
Kurs nu:123
Højeste kurs:125,6 den 7. april, kursgevinst på +19,2 pct. i forhold til startkurs
Laveste kurs:101,5 den 15. januar, kurstab på -3,7 pct. i forhold til startkurs
