“Der findes nærmest ikke noget sjovere end at ramme en aktie lige i røven. Det er næsten som at vinde i lotto, når man investerer i noget og derefter ser, at det går rigtig, rigtig godt. Den sidste grådighed var bare så unødvendig.”
Lars Hytting, chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning, har skruet tiden tilbage til 2008. Perioden står stadig klart i hans hukommelse, for det var dengang, han begik sin største investeringsmæssige fejl. Men de dyre lærepenge, han betalte dengang, hjalp ham i år med at styre udenom en stor del af den aktienedtur, som ramte Vestas og Ørsted.
For 13 år siden var Lars Hytting i færd med at færdiggøre sin uddannelse som cand.merc. i finansiering og regnskab på CBS. Og ved siden af studierne investerede han sine private midler i aktier – med stor risikovillighed.
pct. steg Neurosearch-aktien på en uge efter positive data for Huntexil-lægemidlet.
“Aktien kørte op som en raket på steroider. Den spurtede forbi mit kursmål, hvor jeg havde sagt til mig selv, at jeg ville sælge. I stedet holdt jeg fast. Jeg var forelsket i aktien, og jeg læste den ene og den anden analyse, der sagde, at selvom aktien var steget til kurs 224 kr. på et øjeblik, så var den altså 600 kr. værd.”
“Det gik ikke anderledes, end at Neurosearch ikke findes den dag i dag. Og de aktier, jeg lå inde med, de var intet værd i sidste ende,” fortæller Lars Hytting.
I slutningen af april 2010 tog kursfesten i Neurosearch nemlig en uventet drejning. Selskabet måtte ud og korrigere sin børsmeddelelse fra februar om forskningsresultaterne til det værre, og aktien faldt som en sten. I 2012 opgav selskabet håbet om at komme på markedet med medicinske produkter, mens der i 2013 blev indledt en sag om grov kursmanipulation, hvor Neurosearch i 2015 blev idømt en bøde på 5 mio. kr.
“Bevægelser kan ske så hurtigt, både når det går op, men så sandelig også når det går den anden vej. Jeg havde allerede fået det afkast, jeg ville have til at starte med. Men mere ville have mere. Jeg skulle have været tro mod mig selv og fulgt min strategi,” siger Lars Hytting, som samtidig slår fast, at investorer også bør være meget opmærksomme på, hvornår det er tid til at indkassere sit tab i en aktie.
“Min sidste læresætning i det her er, at lige så vel, som man kan forelske sig i en aktie og ikke få solgt under en optur, så skal man andre gange også bare tage sit tab, når en aktie falder. Det gør ondt at indkassere et tab, men det gør virkelig også ondt at se tabet blive større og se tabet, hver eneste gang man logger på sit depot.”
“Det er en oplevelse, jeg virkelig har taget med mig. Det var nogle meget dyrt tjente lærepenge. Men jeg har taget det med mig i min karriere lige siden dengang. Både privat og i forhold til mit virke i Artha,” siger Lars Hytting, som i starten af 2021 solgte ud af både Vestas- og Ørsted-aktierne for Artha Kapitalforvaltning, efter begge aktier var steget massivt i 2020. I år er begge aktier faldet mere end 20 pct., og først hen mod sommermånederne er han atter begyndt at samle op i de to grønne giganter.
“Jeg var ude i starten af året at sige, at jeg ikke kunne regne værdiansættelserne hjem på de aktier. Uanset hvad jeg tastede ind, så var lommeregneren glohed. Vi var langt over mine kursmål på begge. Derfor solgte vi en god del af beholdningen fra. Det er ét eksempel på, hvordan oplevelsen har gjort, at jeg fokuserer på at være tro mod mig selv, min strategi og min analyse,” lyder det fra Lars Hytting.
