ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Udbetalte feriepenge giver mulighed for nyt liv til aktiesparekontoen

Arkivfoto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank, fortæller, at man kan vælge at investere sine udbetalte feriepenge i aktier og nævner, at aktiesparekontoen 1. juli får løftet sin indskudsgrænse fra 51.100 kr. til 100.000.

“Det kan godt være, at det er en god idé. Man skal stille sig selv nogle af de klassiske spørgsmål; hvor meget risiko vil man tage, hvornår skal man bruge pengene igen, og hvordan ser ens økonomi ellers ud?,” siger hun.

Aktiesparekontoen blev i høj grad introduceret, fordi man ville have flere danskere til at investere i aktier. I modsætning til mange andre aktiegevinster, som bliver beskattet med 27 pct., når man sælger, så er skattesatsen 17 pct. for en aktiesparekonto. Den forfalder dog hvert år, uanset om man har solgt aktierne eller ej.

Flere mente dog, at fortjenesten var for lille, og det var begrænset, hvor mange nye investorer, der gik i gang med at handle aktier.

Men den fordoblede indskudsgrænse giver nye muligheder, fortæller direktør i Dansk Aktionærforening, Mikael Bak.

“Vi er meget positive og har kæmpet for, at aktiesparekontoen overlevede og fik liv. Det mener vi, at den får ved at komme op på 100.000 kr., men den må også gerne fortsætte op til 200.000 kr.,” siger han og fortsætter:

“De små og mellemstore virksomheder, og også dem der er børsnoterede, har i forvejen brug for investering og penge i øjeblikket. Derfor ville det formentlig falde et tørt sted,” siger Mikael Bak.

Mikael Bak kalder det en spændende cocktail, at aktiesparekontoens loft bliver løftet på nogenlunde samme tid som udbetalingen af feriepengene.

“Det kan være en god kombination, at der kommer flere penge i hænderne på danskerne samtidigt med, at aktiesparekontoen reelt også får større fokus fra bankerne, fordi den nu er mere attraktiv,” sige Mikael Bak og fortsætter:

“Vi tror, at bankerne i højere grad kommer til at anbefale aktiesparekontoen.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu