Kapitalen vælter op af investorernes lommer, og selskaberne står i kø for at få fat i den. Aktier som FOM Technologies, Monsenso, Konsolidator, Penneo og LED Ibond er fløjet højt efter deres børsdebuter. Afkast i 100 pct.-klassen på selv små og ikke-overraskende nyheder, som eksempelvis bekræftelse på, at en allerede kendt ordre endegyldigt er i hus, er blevet hverdag på vækstbørsen First North.
Det giver indtrykket af, at investorerne er villige til at købe ind på hvad som helst i håbet om hurtige gevinster på aktier, der bare stiger endnu mere. Det er risikabelt. Som investor Warren Buffett har sagt: “Du finder først ud af, hvem der svømmer nøgne, når tidevandet falder.”
På sigt er et børsmarked, hvor aktier kan handles op til en værdiansættelse på "fri fantasi plus 20 pct.", uholdbar. Bliver der overhovedet kigget på de økonomiske fundamentaler selskab for selskab? Er investorerne så afkasthungrende, at alt kan sælges? Er normale markedskræfter sat ud af spil?
“Selskabet løb tør for penge tidligere på måneden og er nu konkurs
Heldigvis nej. En konkurs er altid en trist historie, men selskabet Nustays økonomiske undergang viser, at udsigten til en børsentré på First North-børsen ikke er en fribillet til kapital.
Hotelbookingportalen Nustay blev sidste år børsnoteret på minibørsen Sportlight Stockmarket, men det underskudsgivende selskab er ad flere omgange blevet presset på kapitalen. Og pengene brændte ekstra stærkt, da coronakrisen kom.
Der er i år noteret otte selskaber på First North-børsen, og i hvert fald tre mere er på vej. Nustay kunne være endt i den statistik. I august indledte direktør og stifter Mathias Lundøe Nielsen processen med at flytte selskabets aktie til First North som en del af en plan, der skulle være selskabets økonomiske redning. Samtidig ville Nustay skaffe frisk kapital fra risikovillige aktieinvestorer, der fik mulighed for at udnytte aktieoptioner. Det kunne have skaffet Nustay 21 mio. kr. i kassen. Men resultatet blev blot 39.000 kr. Selskabet gik konkurs tidligere på måneden.
Også Waturu Holding, der fik børsdebut i 2019, har igen fået jordforbindelse. Store forventninger til selskabets cleantech-teknologi inden for vandforsyning pumpede aktiekursen op i kurs 88 fra udbudskursen på 6,87. Det gik så godt, at også et datterselskab blev planlagt børsnoteret i år. Den plan blev skrinlagt i september, for forventninger er blevet vendt til tvivl hos investorerne, efter at selskabet og direktør Toke Reedtz gentagne gange har misset at levere på udmeldte planer. Samtidig bliver der kastet mudder mellem selskabet og dets nu tidligere finansdirektør. Fra begge veje lyder beskyldninger om, at der er foregået uregelmæssigheder i selskabet. Hvad der er op og ned er åbenlyst uklart. Men aktiekursen er i et styrtdyk faldet til 8,6.
To elendige historier som viser, at investorerne trods børseufori ikke bare køber ind på hvad som helst. Børsmarkedet fungerer.
