En af de mest vanskelige, men helt afgørende discipliner som aktieinvestor er at spotte aktieidéer. Her er tre bud, som ikke bare er klassiske C25-aktier. I stedet er det mulige investeringer i boomende e-handel, et ikonisk investeringsselskab og energitransformation. Aktieidéerne kom på bordet til det digitale aktieevent Børsen Investor MeetUp. Ole Søeberg, formand i Dansk Aktionærforening og porteføljeforvalter i Advice Capital Vision Fund, porteføljeforvalter Johannes Møller fra MW Compounders og Nina Movin, adm. direktør og kapitalforvalter i Otto Mønsteds Fond, leverer hver én aktie:
SE DET HELE:DER ER ADGANG TIL BØRSEN INVESTOR MEETUP LIGE HER
“Der er ingen grænser for den her aktie. Markedet vil være på ca. 100 mia. norske kr. i 2030. Hvis de med deres teknologi kan fastholde en markedsandel på 30 pct., så har du et selskab, der tidobler,” siger Ole Søeberg. Aktien er norske Hexagon Composites, der laver højtrykstanke til blandt andet den gas, der bruges til bl.a. grill. Men selskabet er midt i et stort sats på grøn energi og tanke til hydrogen, som kan blive fremtidens brændstof.
“De har lavet en kæmpe investeringsplan. Det gør, at indtjening og cashflow er negativt for øjeblikket. Der skal sås, før der kan høstes. Dermed ligger hele indtjeningen i den her virksomhed på den anden side af 2025. Men derfra får vi et helt, helt andet billede end det, vi ser nu. Det er som at købe pc'er i 1980'erne eller internetaktier i 1995. Man er forud for udviklingen. Men renewables kommer til at blive kæmpestort de næste 20 år, men du kan ikke se det i kursen endnu.”
Aktien er faldet 50 pct. siden januar.
“Aktiekursen bærer præg af, at der ved den her tid sidste år startede et hydrogen-aktierally. Der var aktier, der fem- og seksdoblede fra bunden, og så har de taget en kæmpetur ned igen. Men det ændrer ikke ved det underliggende forhold, at vi har brug for en dekarbonisering af den måde, vi anvender energi på. Der er Hexagon Composites godt positioneret.”
Bloomberg-data viser, at selskabet samlet omsatte for 3,1 mia. norske kr. i 2020.
“Allerede fra næste år ventes den division, der laver hydrogentanke, at have en omsætning på 1 til 1,2 mia. norske kr., og går alt som det skal, så bliver det 5 mia. norske i 2025. Derfra bliver det hydrogentankbutikken, som kommer til at trække den her virksomhed fremad.”
Hvad er risikoen?
“Komponentmangel og hvis tingene eksploderer. Der var en norsk tank, der eksploderede i foråret, og det fik alle aktierne, der var relateret til hydrogenomstilling, til at falde med 20 pct. fra den ene til den anden dag.”
SE DET HELE:DER ER ADGANG TIL BØRSEN INVESTOR MEETUP LIGE HER
Nina Movin forvalter en portefølje på ca. 950 mio. kr., og en del af millionerne er placeret i det ikoniske investeringsselskab Investor AB, der har den stenrige svenske Wallenberg-familie som hovedaktionær. Ca. 70 pct. af porteføljen er investeret i store og kendte børsnoterede selskaber som Atlas Copco og Astrazeneca.
“20 pct. udgøres af det, der kaldes Patricia, som er en hel række unoterede selskaber, hvor de så går ind og tager ejerskab og får dem til at vokse. Den sidste del består af EQT, som jo er en kapitalfond med rigtig mange fonde, hvoraf de fleste er gået godt, og som også i sig selv blev børsnoteret for halvandet år siden,” siger hun.
Investor AB har over de seneste ti år givet over 24 pct. i gennemsnitligt årligt afkast, viser data fra Bloomberg.
SE DET HELE:DER ER ADGANG TIL BØRSEN INVESTOR MEETUP LIGE HER
“Det, du får som investor, er en kraftig spredning. Du får indgang til nogle industriselskaber, som forhåbentlig kommer til at nyde godt af den covid-situation, vi nu er på vej ud af. Det, du selvfølgelig også får, er svenske kroner. Som investor skal du forholde dig til, hvordan du tror, det vil gå i forhold til danske kroner. Så der er en valutakursrisiko.”
Kan man ikke bare købe de mest interessante underliggende børsselskaber?
“Det kan du sagtens. Så ville jeg sandsynligvis bare tage EQT, men den er jo steget meget kraftigt. Du ville heller ikke få samme risikospredning, og du ville heller ikke få den rabat, der er her. Man kan jo se på kursen, den går stille og roligt derudad år efter år (...) Alt hvad der ligger i det unoterede Patricia-ben har en valuation på nul ifølge den nuværende aktiekurs. Så du skal håbe på, at de går ud og sælger to-tre af de selskaber, børsnoterer Patricia eller andet, hvis du skal have store kursryk.”
Hvad kan gå galt?
“Nogle af deres underliggende selskaber kan komme i vanskeligheder. Det er klart, hele covid-krisen er jo et ordentligt tryk. Der kan være problemer på supply chain-siden. I det hele taget tror jeg, vi undervurderer supply chain-situationen. Det gode ved investor AB er, at de ikke har ret meget gæld. De har den finansielle muskel til at klare sig igennem nogle måske lidt vanskeligere tider, som vi godt kunne være på vej ind i.”
Johannes Møller har længe haft aktier i e-handelsselskabet Boozt.com, men har nu også tilføjet en tysk konkurrent til porteføljen, About You. Et selskab, der i 2020 omsatte for 700 mio. euro, og hvor omsætningen ifølge Bloomberg i 2022 ventes at nå 1,8 mia. kr. Så der er fart på væksten.
“Vi lærte selskabet at kende i forbindelse med, at det blev børsnoteret før sommeren. Deres nøgletal i forhold til Boozt og Zalando så vildt imponerende ud, og vi så, at Anders Holch Povlsen havde købt sig ind. Han plejer at have en god næse for, hvad der sker i online-tøjmarkedet. Han kender det rigtig godt gennem Bestseller, og derfor besluttede vi, at vi godt kunne have både Boozt og About You i porteføljen.”
SE DET HELE:DER ER ADGANG TIL BØRSEN INVESTOR MEETUP LIGE HER
Han vurderer, at About You er rigtig god til at få fat i en yngre kundegruppe, da “de har en god app, og de er rigtig gode til at bruge influencers og marketing på sociale medier. Det gør, at de kan få kunder ind rigtig billigt i forhold til konkurrenterne.”
Og så var det muligt at købe aktien på tilbud. Siden børsdebuten er kursen droppet 25 pct.
“About You har haft en lidt trist udvikling på børsen. Men det har andre spillere i branchen også. Det har vi selv mærket i forhold til Boozt. Der er den her transition med corona, og jeg tror, der er mange investorer, som lige nu siger okay, nu red vi på den her onlinehandelsbølge sidste år, og nu trækker vi lige stikket og kigger på noget andet. Men jeg synes stadig, at de underliggende fundamentale tal ser gode ud.”
“Det er et kæmpestort marked, som stadig er meget offline. I takt med at det rykker online, så vil der være plads til forskellige udbydere, ligesom der også er i de fysiske butikker. Konkurrencen er hård, men samtidig kan onlinespillerne tjene penge på en lavere margin end de fysiske butikker, fordi de faktisk ikke binder ret meget kapital i deres forretning. Så selv med en lav ebit-margin kan de få et rigtig fornuftigt afkast på den investerede kapital.”
SE DET HELE:DER ER ADGANG TIL BØRSEN INVESTOR MEETUP LIGE HER
