Gamestop her, Gamestop der, Gamestop alle vegne. Det amerikanske selskab var pludseligt det helt store samtaleemne, når det gjaldt aktier, da den totale hype ramte i januar, og aktien på kort tid steg næsten 1800 pct. Men derefter skvattede kursen sammen – og nu stiger kursen så igen. Alene i dag ved børsåbning 70 pct. og samlet 255 pct. på to dage. Men aktien er dog stadig nede med 55 pct. fra toppen.
Har du svært ved at følge med, er det til at forstå, for det bliver nærmest ikke vildere. Blandt Danske Banks investeringskunder, var Gamestop i januar den mest handlede udenlandske aktie, men det har været en dyr omgang for langt de fleste af dem, som lod sig rive med og købte op i aktien.
75 pct. af kunderne tabt penge på det spekulative sats, viser en analyse fra Danske Bank, som er foretaget på baggrund af handelsdata for de 2100 Danske Bank-kunder, der de seneste måneder har været investeret i aktien.,
Jacob Hvidberg Falkencrone, senioranalytiker i Danske Bank, siger:
“De private investorers spekulation i Gamestop har altså været en farlig leg, der måske nok har forgyldt nogle få investorer, men medført store tab for mange andre, der kom for sent ind i legen eller ikke stoppede, mens legen var god. Der er altså ikke opfundet en pengemaskine,” lyder det fra Jacob Hvidberg Falkencrone.
Data viser godt nok, at 21 pct. af investorerne har overlevet turen ind og ud af aktien med et lille plus som resultat, men kun 3 pct. er endt med, hvad han kalder kalder en pæn gevinst, mens blot 1 pct. af kunderne har haft en stor gevinst på aktien. Den ene procents samlede gevinst udgør knap 70 pct. af alt positivt afkast, der er skabt – og de har fået knap 1 mio. kr. i gevinst i gennemsnit.
“Denne gruppes afkast udgør langt størstedelen af det samlede afkast, og den består af investorer, der ejede aktien allerede før hypen startede.”
Aktiekursen på det ellers hensygnende selskab, som er ramt af tilbagegang og i år regner med negativ indtjening, bragede op, da et angreb mod hedgefonde blev indledt i aktien koordineret via forummet Wall Street Bets på platformen Reddit. De massive opkøb fra privatinvestorer 100-doblede handlen i aktien, der pludselig blæste mod himlen som en kursraket. Formålet var at presse hedgefondene, der havde spekuleret i kursfald i aktien via short-positioner, hvor man låner aktierne af en investor og sælger dem i markedet i håb om at kunne købe dem billigere tilbage senere. Jo højere kursen kom op, desto større tab så hedgefondene ind i, hvis ikke de allerede havde købt aktierne tilbage i markedet og lukket deres short-positioner.
Saxo Bank har ikke offentliggjort egentlige handelsdata på kundernes ageren i Gamestop-aktien, men i forbindelse med at bankens årsregnskab onsdag blev præsenteret, udtalte topchef Kim Fournais:
“Aktiemarkedet er fuldstændig ustyrligt. Der er en meget emotionel tilgang til markederne. Det, vi har set med aktivister, der gerne vil straffe hedgefonde, er meget risikabelt for investorerne, og det er ikke noget, som almindelige mennesker bør sidde og investere ind i.”
I Danske Bank er det for det meste yngre kunder, der har handlet Gamestop. 91 pct. af dem er mænd.
“Det stemmer meget godt overens med, at netop unge mænd ofte er de mest risikovillige,” siger Jacob Hvidberg Falkencrone.
I gennemsnit har de kunder, som har tab, mistet 10.000 kr. – eller hvad der svarer til omkring 25 pct. af investeringen.
“Procenttallet dækker dog over rigtig store variationer. Selvom det heller ikke er enorme summer, skal det ses i lyset af, at det hovedsageligt er unge mellem 18 og 30 år, der har deltaget.”
De kunder som stadig hænger i aktien, sidder tilbage med sorteper – og det er ikke så få endda:
“Stort set alle de kunder, der har haft gevinster har solgt hele deres position. Blandt kunderne med tab er det dog stadig knap 65 pct., der har hele eller dele af deres positioner. Det er et kendt fænomen, at investorer har meget svært ved at realisere et tab, og at mange derfor holder fast i håbet om, at aktiekursen kan stige igen,” lyder det fra Jacob Hvidberg Falkencrone.
