Et nyt investeringsmiljø venter i 2022, hvor der er udsigt til lavere afkast og højere risiko for korrektioner på aktiemarkedet. Det vurderer bl.a. Jakob Vejlø, chefstrateg i Bankinvest, som understreger, at det i højere grad bliver indtjeningsvækst, der skal sende aktiemarkedet fremad efter et forrygende 2021.
“Det bliver en meget mere kompleks dynamik i aktiemarkedet i 2022, hvor der ikke både er medvind fra højere indtjening og højere prisfastsættelse, men hvor der kun er én af de to motorer, der kan drive aktiemarkedet videre, nemlig indtjeningen. De seneste år er kurserne løbet foran indtjeningen, og nu er der meget, der tyder på, at p/e-niveauerne har nået en top og sikkert kommer under pres,” siger Jakob Vejlø med reference til nøgletallet price/earning, altså en virksomheds aktiekurs set i forhold til indtjeningen pr. aktie.