ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

C25-indekset blandt bundpropperne i 2021: Nu forventer strateg comeback til danske eliteaktier

C25-indekset må se sig overhalet af adskillige andre nationale indeks i år, men strateg forudser et snarligt comeback

Efter et indbringende aktieår i 2020 for investorer i det danske C25-indeks er virkeligheden i 2021 en anden, hvis man sammenligner med aktieindeks i resten af verden.

Her må de danske eliteaktier, ifølge data fra Industriens Pension, indtil videre se sig slået af flere nationale indeks verden rundt, hvor det er ledende indeks i Rusland, Taiwan og Frankrig, som er blandt dem, der har skinnet klarest.

“Helt overordnet har det været et rigtig godt halvår på aktiesiden. Når man er i en konjunkturcyklus, hvor vækstforventningerne bygges op, mens centralbanker signalerer, at der ikke sker noget med renten, så spurter aktier afsted. Det er det, vi har set,” siger Christian Blaabjerg, investeringsstrateg i Industriens Pension, med henvisning til at det globale MSCI ACWI-indekset er steget 13,54 pct. siden årets start.

Men han forventer, at investorernes opmærksomhed i stigende grad vil vende tilbage til de danske aktier i andet halvår.

“Jeg tror ikke, C25-indekset vil være blandt de fem dårligste på listen, når året er omme. Jeg er ikke i tvivl om, at medicinal- og farmaaktierne vil komme igen. Der er udsigt til, at væksten topper i Europa i løbet af tredje kvartal, og så bliver det tid til at skifte over mod den type aktier igen, hvor man er mere sikker på den underliggende pengestrøm,” siger Christian Blaabjerg, som også venter at se den tendens smitte af på eksempelvis stabile fødevareaktier som franske Carrefour.

“Og kigger vi på de grønne aktier herhjemme, så var især Vestas og Ørsted med til at skubbe bag på indekset i 2020. Og selvom de har haft det svært i år, så kommer vi ikke udenom, at de er en del af en trend, som vil fortsætte i dette årti og endnu længere frem,” siger investeringsstrategen.

Defensivt gearskift

Hos PFA har chefstrateg Tine Choi Danielsen også bemærket, hvordan danske aktier er blevet overhalet både højre og venstre om i løbet af 2021, efter et 2020 hvor C25-indekset steg 33,72 pct.

“Vi halter bagefter, fordi alt det cykliske og det opsvingsrelaterede er kørt hurtigt. Det er ikke, fordi de danske selskaber er blevet dårligere eller har leveret dårligere resultater. Der er bare tale om, at der er noget, som er mere spændende end det, vi kan tilbyde. Og vi er jo stadig oppe med 10 pct. – det er jo en pæn performance,” siger hun og oplyser, at PFA hele året har været overvægtet i value-aktier og kvalitetsaktier. Den allokering rokkes der ikke ved i øjeblikket, og hun er enig i, at kvalitets- og defensive aktier kan løbe hurtigere den kommende tid:

“Vi bevæger os mod det punkt, hvor vi ikke længere er i starten af et opsving, men hvor det bliver mere modent. I den periode vil cykliske aktier stadig performe, men man vil samtidig se defensive aktier komme mere op i gear,” siger hun.

Tag toppen af value

Blandt højdespringerne i år er det russiske MOEX-indeks, hvori energisektoren fylder 40 pct., mens finanssektoren fylder 20 pct. af indekset. Begge sektorer befinder sig i value-segmentet, som er kendetegnet ved at bestå af lavere prissatte aktier.

Tilbage hos Christian Blaabjerg vurderer han, at det snart er tid til at skrue ned for eksponeringen af value-aktier, hvis porteføljen er tungt lastet med den aktietype.

“Jeg vurderer stadig, at der er noget at hente for nogle typer value-aktier, men helt overordnet begynder vi at tage noget af value-vægten af,” siger han og fortsætter:

“I stedet kan man kigge efter selskaber, som har en stabil underliggende forretning. Det finder man eksempelvis i dansk farma. Det kan også være greentech som Ørsted, hvor man har et stabilt underliggende cashflow, som er priset skævt, fordi markederne har været beskæftiget med noget andet. Sådanne aktier begynder igen at se mere attraktive ud efter et halvår, hvor de har haltet efter,” lyder det fra Christian Blaabjerg.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu