ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Stejl stigning til C25-aktier giver 11 pct. i afkast på én måned: “Svært at se, hvad der skal stoppe toget”

De største danske

aktier løber meget hurtigt lige nu. “Der er et helt vildt momentum,” lyder det fra ekspert

“Lige nu har vi nogle markeder, som er på steroider,” siger daytrader Nanne Fick. Arkivfoto: Magnus Møller
“Lige nu har vi nogle markeder, som er på steroider,” siger daytrader Nanne Fick. Arkivfoto: Magnus Møller

De største danske aktier bliver revet ned af hylderne på aktiemarkedet. Eliteindekset C25 har de seneste uger haft en formidabel periode målt på afkast. Fra midten af september og frem til mandag ved børslukketid er indekset på lige godt en måned steget hele 11 pct. Samtidig er de største europæiske aktier blot steget 1 pct.

Der er et helt vildt momentum i danske aktier lige nu. Q3-regnskaberne tegner nu til at blive langt bedre end frygtet

Tue Østergaard, adm. direktør, HC Andersen Capital

“Der er et helt vildt momentum i danske aktier lige nu. Q3-regnskaberne tegner nu til at blive langt bedre end frygtet. Det viser alle de seneste opjusteringer. Derfor er det svært at se, hvad der skal stoppe toget,” siger Tue Østergaard, der er adm. direktør i HC Andersen Capital med speciale i danske aktier.

Alene de seneste handelsdage er der kommet opjusteringer af indtjeningsforventningerne fra selskaber som A.P. Møller-Mærsk, DSV Panalpina, Pandora, GN Store Nord og Novo Nordisk. Det har udløst nye kurshop i aktierne.

René Engell, porteføljeforvalter hos Falcon Invest, siger:

“Vi investerer benhårdt efter momentumfaktoren, hvor de aktier, der har performet godt, typisk vil blive ved med at performe bedst. I Europa – hvor vi investerer i mere end 400 aktier – der er Vestas nummer tre målt på momentum. Rockwool nummer fire, DSV Panalpina er nummer syv. Der dukker rigtig mange danske aktier op i toppen.”

De tre aktier, som René Engell nævner, har alene siden midt september taget kursstigninger på 26, 23 og 13 pct.

Marked på steroider

Nanna Fick er professionel daytrader og kigger normalt mest mod amerikanske aktier, men den seneste tids kursrally for danske aktier er også noget, hun har fulgt:

“Lige nu har vi nogle markeder, som er på steroider, fordi der er blevet pumpet en masse penge ind. Der er en masse stimulus, priserne er højt oppe osv. De reaktioner, der kommer, kan bare blive meget større, end de burde være,” siger hun og fortsætter:

“Jeg handler på ret kort sigt, jeg handler jo i virkeligheden bare der, hvor der er et momentum. Hvis vi ser overordnet på markedet i år, har det fra min side af verden været et meget volatilt marked at handle i og være i.”

Kigger man historisk på det, løber de danske aktier meget hurtigt lige nu. Bloomberg-data for afkast på indekset tilbage fra 2010 viser, at aktiemarkedet samlet i en enkelt specifik kalendermåned aldrig har leveret over 9,6 pct. i afkast.

Her blev rekorden sat i april i år, da indekset efter coronanedturens store slag gjorde comeback – måler man fra nedturens absolutte bund 23. marts, klarede indekset dog at levere et kursløft på hele 24 pct. på blot en enkelt måned.

Det er kun sket to gange tidligere i en kalendermåned, at indekset har rundet et afkast på 9 pct. på en enkelt kalendermåned. Det skete i februar 2015 og februar 2012.

Med det seneste store kurshop har de største danske aktier nu leveret over 29 pct. i afkast i år, når udbyttet medregnes. Euro Stoxx-indekset er i minus med 12,5 pct. Og siden markedet ramte bunden i marts, er C25-indekset steget 61,5 pct.

Danske aktier er i særklasse. I samme periode som de danske aktier over den seneste måned er sprunget kraftigt i vejret, så har de allerstørste europæiske aktier målt i Euro Stoxx 50-indekset stort set ligget fladt. Aktierådgiver Lars Jørgen Rasmussen fra Formue- & Investeringsrådgivning har denne forklaring:

“Når vi ser bort fra Danmark og USA, er der ikke noget at råbe hurra for. Det er jo en fantastisk aktiesammensætning, vi har her i lille Danmark,” siger han i relation til de store danske medicinal- og sundhedsaktier som Novo Nordisk (+20 pct. i år), Ambu (+73 pct.) samt Genmab (+63 pct.) og aktierne indenfor grøn energi, Vestas (+69 pct.) og Ørsted (+51 pct.).

Når vi ser bort fra Danmark og USA, er der ikke noget at råbe hurra for

Lars Jørgen Rasmussen, aktierådgiver

“Selvfølgelig er det de udenlandske investorer, der er toneangivende på det danske aktiemarked, men det er nogle gode specielle aktier, vi har, og derfor bliver de ved med at flokkes om dem. Det viser de seneste opjusteringer,” siger Lars Jørgen Rasmussen.

Tungt lastet i aktier

Chefstrateg i PP Capital og mangeårig privatinvestor, Jens Løgstrup, har været positiv på aktier hele vejen gennem coronakrisen:

“Jeg er ikke bekymret for, det går for stærkt. En af grundende til, at jeg ved årets start mente, aktierne skulle stige 10-15 pct., var, at markedet fem år forinden leverede ret begrænsede stigninger,” siger han og slår fast, at investorer bør overveje at lægge sig tungt i aktier.

“Jeg forventer, vi slutter højere, end vi ligger nu. Og 2021 giver et positivt afkast. Så ud fra det mener jeg, man bør lægge næsten fuldt ud investeret i aktier. Jeg har selv 95 pct. i aktier i øjeblikket,” siger han.

Allerede i begyndelsen af september forudsagde Tue Østergaard, at danske aktier kunne ende med at stige 30 pct. i år. Dengang lå aktierne efter et allerede heftigt comeback oppe med 17 pct. for året. Da sagde han:

“Renten vil fortsat være lav, og der er ikke så mange andre steder at gå hen. Køb op, når markedet falder lidt tilbage,” sagde han.

Siden er markedet stort set kun steget.

“Ja, nu er den melding ikke så kontroversiel længere. Men jeg er overrasket over, hvor hurtigt det er gået, men ikke over retningen. Driverne for aktier er enormt stærke,” siger han i forhold til blandt andet negative renter og dårlige udsigter for afkast på obligationer.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu