ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Mens selskaber sænker og suspenderer deres udbytter: Denne type udbytteaktier har slået markedet de seneste ti år

Er du i stand til at spotte de stabile udbytteaktier, der formår at øge sine udbytter, så har du et godt fundament for at slå markedet

Nils Thygesen, stifter af Thygesen Capital, har stor tiltro til stabile udbytteaktier, som han selv har seks af i sin portefølje. Arkivfoto: Nicolai Lorenzen
Nils Thygesen, stifter af Thygesen Capital, har stor tiltro til stabile udbytteaktier, som han selv har seks af i sin portefølje. Arkivfoto: Nicolai Lorenzen

Vil du slå det bredere marked og samtidig have udsigt til en stabil og stigende udbyttebetaling, så bør du kigge mod de såkaldte “dividend aristocrats”.

Betegnelsen dækker over selskaber, der gennem de seneste minimum ti år, har formået at øge sine udbyttebetalinger. Den slags aktier har de seneste ti år vist sig at skabe et merafkast i USA og Europa.

Hos privatinvestoren Jonas Vejlin er netop den type aktier på indkøbslisten. Jonas Vejlin ejer udbytteaktier for lidt over 1,4 mio. kr., men med coronavirussens indtog er han blevet ramt af de selskaber, der har valgt at sænke eller suspendere sin dividendebetaling.

“Jeg havde ventet et tilbagetog på mine udbyttebetalinger på 10-15 pct. Men der er snarere tale om et tab på 20 pct.,” siger Jonas Vejlin, som blandt andet er blevet ramt af Danske Bank og ISS, der begge har sløjfet sine udbyttebetalinger i år.

“Lige nu kigger jeg primært i retning af aristocrats-indeksene. Jeg forventer, jeg vil plukke aktier ud fra de indeks i de kommende år,” siger han.

Stor nedgang i udbytter

Jonas Vejlin er langt fra den eneste, der er blevet ramt af sænkede eller suspenderede udbyttebetalinger.

Finanshuset Janus Henderson, som i maj udgav sin “global dividend index”-rapport, vurderer, at globale dividender minimum vil falde 15 pct. i 2020 og i værste fald 35 pct. Det svarer til et fald på 3200 mia. kr.

Hos Nils Thygesen, der står bag investeringsselskabet Thygesen Capital, er en del af porteføljen allokeret mod netop de stabile udbytteaktier.

Kigger man på lang sigt, så ser det ud som om, de giver et fornuftigt merafkast

Nils Thygesen, stifter af Thygesen Capital
"Det kan godt være, man mister noget afkast i perioder ved den type aktie, men kigger man på lang sigt, ser det ud som om, de giver et fornuftigt merafkast,” siger han og bakkes op af Vellivs chefstrateg, Henrik Henriksen.

“Selskaber som er i stand til at fastholde eller øge sit udbytte, de outperformer over tid. Det er et udtryk for, at selskabet har et stærkt cashflow, og ofte er der tale om strukturelle vindere, der har stærke positioner i voksende brancher,” siger han.

I Nils Thygesens portefølje er det aktier som Novo Nordisk, Nestlé, Danone, Aflac, Diageo og Johnson Matthey, der tegner sig for hans stabile udbytteaktier. Og med dem i porteføljen frygter han ikke, han vil stå i en situation, hvor selskaberne ender med at sænke eller suspendere udbyttebetalingen. Ifølge Nils Thygesen er det nemlig hele idéen ved at skele til de såkaldte dividend aristocrats.

“Den begrænsede risiko for suspenderede eller sænkede udbytter gør netop, at disse dividend aristocrats er ekstra interessante at have i porteføljen i øjeblikket. De har bevist gennem mange år, at de formår at fastholde niveauet for udbyttebetalingerne,” siger han. ​​

Kig mod en etf

Tilbage hos Jonas Vejlin er det særligt de amerikanske udbytteaktier, han vil fokusere på, når han skal udvælge sine næste investeringer.

“Det er særligt i mine skandinaviske udbytteaktier, at jeg er blevet ramt, mens de amerikanske har virket mere stabile i denne henseende. Så jeg vil fremadrettet købe mere op i de amerikanske udbytteaktier,” siger han. ​​

Hos Nils Thygesen peges der på, at man kan kigge på en etf, der følger dividend aristocrats, hvis man ikke ønsker at kaste sig ud i selv at skulle analysere de forskellige aktier.

“En etf er en god mulighed, så har man lave omkostninger, det kører rent automatisk, og man ved, at de aktier man investerer i formentligt vil klare sig godt på lang sigt. Jeg synes, det er et meget sjovt produkt som supplement til den aktive forvaltning, jeg står for,” siger han og uddyber:

“På lang sigt mener jeg altid, denne type aktier er attraktive. Specielt for den investor, der ikke ønsker at være så aktiv. Man kan købe sådan en portefølje og bare lade den ligge og ellers regne med, den ikke svinger for meget i kurs.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu