ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sommerhussalget er buldret i vejret – især én type sommerhus er der bud efter

På trods af at en verdensomspændende pandemi er rullet over landet, har salget af sommerhuse slået alle rekorder i år. Én bestemt køberskare har meldt sig på banen

At det er de billige sommerhuse, der er rift om, viser, at købet er behovsdrevet og ikke skal ses som investering, lyder det fra Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom og chefanalytiker i Nordea Kredit. Foto: Steven Achiam
At det er de billige sommerhuse, der er rift om, viser, at købet er behovsdrevet og ikke skal ses som investering, lyder det fra Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom og chefanalytiker i Nordea Kredit. Foto: Steven Achiam

Med coronavirussen kom nedlukninger og nedskæringer, men hvad der overraskende nok skød voldsomt i vejret, var handlen med sommerhuse. Dét i en sådan grad, at handlen fra marts til og med juli ligger 70 pct. over samme periode sidste år.

80

pct. er salget af sommerhuse til under 1 mio. kr. steget

Og det er særligt én type sommerhus, der har været bud efter ifølge en analyse, Arbejdernes Landsbank står bag.

“Det er virkelig voldsomme tal, vi har set for sommerhusmarkedet. Og selvom aktiviteten generelt er høj for markedet som helhed, er den særligt høj for de billigste sommerhuse. Ser man på de 20 største sommerhuskommuner, der samlet dækker knap 70 pct. af handlerne, er det klart de billige sommerhuse, der er rift om,” siger Anders Christian Overvad, økonom i Arbejdernes Landsbank.

Analysen viser, at for de billigste sommerhuse, der koster mindre end 1 mio. kr., er salget steget med mere end 80 pct. Ser man på sommerhuse, der koster mellem 1 og 1,2 mio. kr., er handelsaktiviteten over fordoblet.

Også handlen med de dyreste sommerhuse, der koster mere end 1,6 mio., er gået frem, men “kun” med 32 pct.

Behovsdrevne køb

Ifølge Anders Christian Overvad havde sommerhusmarkedet da også de bedste betingelser for et godt år allerede inden coronakrisen. Bl.a. har man fra politisk hold lempet lånereglerne for sommerhuse og gjort det nemmere at benytte det som helårsbolig. Dansk økonomi havde også været i fremgang længe med rekordhøj beskæftigelse og pæne prisstigninger på helårsboliger.

“Det har skabt et økonomisk råderum hos mange familier til at realisere sommerhusdrømmen,” siger han.

Helt afgørende for den voldsomme handel i 2020 er dog, at rejserne sydpå blev sløjfet til fordel for udsigten til en sommer indenfor landets grænser, mener han.

At det netop er de billige sommerhuse, der er rift om, viser, at købet er behovsdrevet og ikke skal ses som investering, ifølge Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker i Nordea Kredit.

“Den øgede efterspørgsel skyldes interessen for selv at komme ud i naturen og ikke et nyt behov for at investere. De billige og typisk små sommerhuse appellerer nemlig til familiens eget brug, mens store og dyre sommerhuse ofte kombineres med udlejning,” siger hun.

At efterspørgslen efter dyre sommerhuse ikke er steget nær så meget, kan bl.a. forklares med faldende turisme, hvor de lukkede grænser bl.a. gjorde det svært for tyskere, svenskere og nordmænd at komme ind i landet i coronakrisens første måneder, påpeger hun.

“

Det er sommerhuse, som i årevis ikke har kunnet sælges, som vi i år har set pludselig have flere potentielle købere

Lennart Christensen, indehaver og køberrådgiver, Købersmægler

“Det er der blødt op på i dag, og kombineret med den lave rente og den store interesse for at holde ferie hjemme kan de dyre sommerhuse forvente større interesse i de kommende måneder end i foråret.”


Småbørnsfamilierne køber

Hos Købersmægler har indehaver og køberrådgiver Lennart Christensen tydeligt kunnet mærke, at efterspørgslen har ændret sig i år.

“Et par år tilbage var det primært de klassiske og dyrere sommerhusområder, der var bud efter; Tisvildeleje, Rågeleje, Skagen osv., hvor køberne har en høj indkomst. Men det er tydeligt, at der er sket et skifte i år, og at markedet nu er drevet af mindre kendte og knap så dyre områder. Det er sommerhuse, som i årevis ikke har kunnet sælges, som vi i år har set pludselig have flere potentielle købere,” siger han.

Dem, der køber de billigere sommerhuse i de mindre kendte områder, er typisk småbørnsfamilier.

“De kan i kraft af en opbygget friværdi i deres bolig nu købe og få finansieret et sommerhus til en meget lav månedlig udgift pga. det lave renteniveau,” siger han.

Den store efterspørgsel kan dog være midlertidig, mener Lise Nytoft Bergmann.

“Mange af dem, der har skrevet under siden marts, har måske gået i årevis og overvejet at købe fritidshus, og coronakrisen var den udløsende faktor. Det kan mindske antallet af potentielle sommerhuskøbere den kommende sæson, og man kan frygte, at der også har fundet impulskøb sted,” siger hun.

De mange sommerhuskøb er dog en indikator for, at danskerne er optimistiske for fremtiden.

“Sommerhuskøb er på luksuslisten, og hvis vi var bange for at miste jobbet, var det ikke et nyt sommerhus, man ville kaste sig over. Så den gode stemning på markedet er et vigtigt signal om, at vi ser lyst på fremtiden, og det vil være med til at trække privatforbruget og dermed også dansk økonomi i den rigtige retning,” siger hun.


Nyt i Investor Academy

Nyt i Investor Academy

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu