To måneder efter softwarevirksomheden Monsensos børsnotering på First North 9. juni 2020 var kursen steget med mere end 358 pct. fra 5,3 kr. til 23,50 kr. Men et år efter er aktien stort set tilbage på samme kurs og har ikke oplevet samme kurssucces siden.
pct. steg Monsensos kurs med på to måneder
Jesper Lund er privatinvestor og har selv investeret i aktien. Han har fulgt de store udsving tæt:
“Kursen er jo steget 21,6 pct. på et år. 21,6 pct. på et år er ikke et dårligt afkast. Jeg er optimistisk, og jeg kan godt forstå, at aktien er faldet på det seneste. Det er fordi, selskabet nedjusterede 17. maj. Men jeg tror, der er et stort potentiale. Selskabet har indgået nogle gode aftaler, og jeg synes, casen er intakt. Men jeg synes ikke, at der nogen grund til at smide aktien pga. en forskydning,” fortæller han.
Monsenso blev stiftet i 2013 og udbyder digitale løsninger til patienter med mentale sundhedsproblemer. Virksomheden har udviklet en app, hvor patienten kan levere oplysninger, som sundhedsfaglige kan monitorere på afstand. Selskabet havde en omsætning på 9,1 mio. kr. i 2020.
Ifølge Jesper Lund skyldes raketstigningen aftaler med udenlandske farmavirksomheder.
“Der kom nogle nyheder omkring, at de havde indgået en aftale med en global medikovirksomhed i august 2020, og det steg aktien kraftigt på. Senere meldte selskabet også ud i december, at det havde lavet en aftale i Mellemøsten.”
Thomas Lethenborg, som er adm. direktør hos Monsenso, ser ikke kursfaldet som den store bekymring.
“Det er ikke noget, som bekymrer os for forretningens vedkommende, eller noget, som holder os vågen om natten. Men vi vil rigtig gerne have, at vores aktionærer er med på en god rejse,” fortæller han.
Spørger man Jesper Lund, steg kursen for meget under kurshoppet.
“Den steg jo fra 5,3 kr. til 23,5 kr. på en nyhed omkring, at de havde fået en ordre på 10 mio. kr. henover en treårig periode. Selvom det var bundlinjen, så kan det ikke forsvare så høj en stigning. Men sådan er det nogle gange, at når aktierne er illikvide, så går der lidt selvsving i den,” siger han.
Der er investorer, der har tabt stort på dem. Er det ikke forståeligt, at man ærgrer sig?
“Det er klart. Det er sikkert de samme, som har spekuleret i Gamestop, Orphazyme eller andre virksomheder, hvis kurs er steget helt vildt. De er jo gået med på noget, som er hypet. Man skal tænke på, at hvis noget er steget rigtig meget, og der ikke er nogen god grund til det, så skal man lade være med at gå ind i det,” siger han.
“Når aktierne er illikvide, så går der lidt selvsving i den
Jesper Lund, investor
Thomas Lethenborg ønsker ikke at kommentere på kursens daværende værdi, men er optimistisk for aktiens fremtidige potentiale.
“Det langsigtede potentiale, mener jeg, er intakt. Vi er i et marked, som er voksende. I samfundet er mentale lidelser den største sundhedsbyrde, og corona har ikke gjort det mindre relevant,” siger han.
24. juni lød det i en selskabsmeddelelse, at bestyrelsesmedlemmer, direktionen og stiftere forlænger lockup-perioden på deres Monsenso-aktier til 14. januar 2022. Det betyder, at de pågældende parter ikke må sælge deres andele i en bestemt tidsramme. Lockup-perioden udløb oprindeligt 10. juni, et år efter børsnoteringen, og andelen dækker over en tredjedel af selskabets aktiekapital.
Selvom Jesper Lund er positivt indstillet overfor Monsenso, erkender han samtidig, at visse faktorer kan udfordre aktien.
“Det handler jo om skalering. De er ude i en del lande, og de har også forventninger om at komme ind i flere lande. Så spørgsmålet er, om deres organisation kan skalere tingene op så hurtigt, som de gerne vil. Hvorvidt de kan styre deres vækst, det ville være en bekymring,” fortæller han.
