En stribe planlagte noteringer på vækstbørsen First North er de seneste måneder udskudt. Kort før børsprocesserne skulle meldes offentligt ud, er nødbremsen trukket, og flere selskaber har udsat børsdebuten til 2022, erfarer Børsen fra kilder i børsmiljøet.
Der har ellers været en massiv strøm af nye selskaber til børsen i årets første halvdel, hvor 14 nye aktier med en samlet aktuel børsværdi på 4,4 mia. kr. blev introduceret. Ifølge Nasdaqs opgørelser hentede de samlet 836 mio. kr. i kapital, men siden 7. juli, hvor Copyright Agent ramte kurslisterne, er der hverken gennemført noteringer eller meldt nye såkaldte intention to float ud fra børskandidater.
“På den måde får man sorteret ud i de mest umodne og uholdbare cases
Carsten Tanggaard, professor i finansiering
Den hårde opbremsning kommer, efter at Børsen før sommeren afdækkede, at selskaberne med flere års historik på børsen i stor stil har fejlet på at levere lovede vækstmål, og hvor der også blev et kastet kritisk blik på nye selskabers børsværdier ved introduktionen.
“Der var uro på First North-børsen inden sommerferien, og jeg og andre har hørt på vandrørene, at der er en del noteringer, der er blevet trukket tilbage. Så markedet har ligget stille, selvom der egentlig var en kæmpe pipeline. Samtidig har der været en markant diskussion både i miljøet og på sociale medier af sunde og usunde noteringer. Det handler meget om værdiansættelserne på selskaberne – og det synes jeg egentligt er sundt,” siger Søren Bruun, partner i Gemstone Capital, der fungerer som rådgiver ved børsnoteringer.
En række anonyme, men af hinanden uafhængige kilder med indsigt i miljøet, bekræfter samtidig overfor Børsen, at markedet lige nu er ramt af usikkerhed, og at mindst en håndfuld selskaber er trådt ud af fremskredne børsprocesser. Samtidig forlyder det, at en stor pipeline af selskaber står klar til at lade sig børsnotere henover efteråret, men at de selskaber, som nu har udskudt, vil se tiden an eller vente med børsnotering, til deres forretningsmodeller er mere modne.
selskaber er gået på First North i år
Professor i finansiering ved Aarhus Universitet Carsten Tanggaard udtaler:
“Det er positivt for markedet, at flere selskaber nu udsætter børsplanerne, hvis det er et udtryk for, at de lige skal kigge butikken efter en ekstra gang. På den måde får man sorteret ud i de mest umodne og uholdbare cases, og det vil have en gavnlig langsigtet effekt for markedet, hvis investorerne har tillid til, at det bliver en mere permanent tilstand,” siger han og tilføjer:
“Som børsnoteret skal man være klar til at håndtere øget fokus fra investorer og medier. Kan man ikke det, har man intet at gøre på børsen.”
Certified advisor og adm. direktør i rådgiverselskabet Norden CEF, John Norden, bekræfter, at han henover sommeren har udsat planlagte First North-børsnoteringer til 2022:
“Vi vurderer sammen med selskaberne markedssituationen, og hvis vi vurderer, at selskaberne ikke kan opnå den valuation, de havde håbet på, så betyder det, at selskaberne bliver sendt hjem for at lave deres arbejde bedre og f.eks. opnå et større salg. Det er jo dét, der bliver målt på,” siger han uden at ville gå i detaljer med årsagerne til udsættelserne grundet tavshedspligt.
Han tilføjer, at han har planer om at børsføre tre selskaber på First North i år.
Har I efter den seneste tids kritik af værdiansættelserne valgt at sænke dem for de selskaber, som ikke har udskudt, men stadig er længere fremme i børsprocessen?
“Vi har kigget på det, så meget kan jeg sige. Og jeg synes, vi kommer med nogen fornuftige værdiansættelser.”
Sterisafe Holding er blandt de selskaber, der har udskudt børsdebuten. Af investormateriale fra Sterisafe, som Børsen er i besiddelse af, fremgår det, at selskabet 23. juli orienterede sin nuværende ejerkreds om, at børsprocessen mod First North udskydes:
“Selvom vi udsætter det planlagte udbud af nye aktier og den første handelsdag til en endnu ikke fastlagt dato i løbet af første halvår 2022, fortsætter vi vores ipo-forberedelser assisteret af vores rådgivende team.”
Sterisafe ønsker ikke at udtale sig til Børsen. Men John Norden rådgiver Sterisafe i børsprocessen og siger:
“Der er flere årsager, men som tingene bl.a. er lige nu organisatorisk, var det forkert med en børsnotering. Det er meget hårdt at blive børsnoteret, og hvis vi kan mærke, at organisationen bliver presset allerede op til noteringen, er det et godt signal om, at man så skal passe på, for det bliver ikke nemmere, når man først er kommet på børsen. Det er en kæmpe proces, og med Sterisafe var det bare gået galt, hvis vi var fortsat nu.”
Sterisafe, der har udviklet en desinficerende robotløsning, er i akut pengemangel. I investormaterialet fremgår det, at selskabet “vil have behov for ny kapital for at bringe selskabet frem til det punkt, hvor det offentlige aktieudbud kan gennemføres. Beløbet for denne mellemliggende periode forventes at ligge på ca. 2 mio. euro, hvoraf 600.000 euro forventes anvendt til udligning af et banklån. I den forbindelse skal det nævnes, at vi arbejder med forskellige finansieringsmodeller”.
I perioden over sommeren, hvor markedet for noteringer har ligget dødt, har indekset for First North-børsen på tværs af Danmark og Sverige udviklet sig fladt, mens C25 er steget 7 pct.
“Derfor er det lidt bemærkelsesværdigt, at man nu begynder at tøve, når vi ellers har et grønt aktiemarked,” siger Søren Bruun i forhold til, at noteringer normalt har gode vilkår i et opadgående marked.
I maj afdækkede Børsen, at 13 ud af 13 selskaber, der er gået på vækstbørsen siden 2017 og med mindst to år på børsen til at bevise deres værd, alle har fejlet på at levere på de vækstmål, de stillede investorer i udsigt ved noteringen. Samtidig søsatte Børsen et nyt børspanel bestående af investorerne Jakob Have og Jens Løgstrup, der vurderer alle kommende First North-noteringer ud fra tre kriterier: forretningsmodel, aktiens prissætning og ledelsens kompetencer.
De to har indtil nu nået at vurdere Copyright Agent, Orderyoyo og Samesystem. Sidstnævnte sænkede midt i sin børsproces børsværdien med 100 mio. kr. fra 375 til 275 mio. kr. Det skete, efter at børspanelet var skeptiske i forhold til selskabets værdiansættelse. Prisnedslaget til trods har aktien blot givet 0,4 pct. i afkast i forhold til udbudskursen på 5 kr. Copyright Agents investorer har mistet 22,5 pct. af deres investering, mens Orderyoyo, der er den af de tre aktier, som panelet så det største potentiale i, er steget 80 pct.
