Fornyet virusfrygt og et nedslående Ryanair-regnskab udløste mandag massive kurstæsk til en lang række rejse- og flyaktier, der flere steder i Europa faldt over 10 pct. SAS-aktien var en af de få aktier i segmentet, der slap med skindet på næsen og lukkede med et fald på 0,7 pct.
mio. rejsende forventer Ryanair nu kun i indeværende regnskabsår
“SAS-aktien kommer nok til at leve lidt sit eget liv i forbindelse med deres kapitalforhøjelse. Alle andre flyselskaber falder ganske meget på udmeldingerne fra Ryanair, men SAS' passagerer er også i høj grad forretningsrejsende og knapt så meget fritidsrejsende, og det er især fritid- og ferieselskaber, som reagerer på udviklingen,” siger aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen.
Mandag led flyselskaber som Lufthansa, Easyjet og IAG, der står bag British Airways, store kurstab og gik henholdsvis 5,1 pct., 8 pct. og 5,9 pct. tilbage. Dette skete ifølge Jacob Pedersen som konsekvens af blandt andet dystre meldinger fra Ryanairs topchef Michael O'Leary i forbindelse med fremlæggelsen af selskabets regnskab.
“Ryanair forventer endnu færre rejsende, omkring 60 mio. i det her regnskabsår, hvor de før har meldt ud, at de forventer 80 mio. rejsende. De er også nervøse for en anden coronabølge til efteråret, og så er der flere dårlige nyheder om nye restriktioner og stigende smitte. Det sætter sig i hele sektoren,” siger Jacob Pedersen.
SAS-aktien er en af de danske aktier, som har været hårdest ramt af det stormvejr, coronavirussen har forårsaget. Aktien har tabt næsten halvdelen af sin børsværdi i indeværende år, hvor selskabet er i dybe vanskeligheder som følge af de restriktioner, der har været og fortsat er for luftfartsindustrien. SAS har iværksat en rekapitaliseringsplan, som skal styrke egenkapitalen med 14,5 mia. kr., og en konkurs er ifølge Jacob Pedersen stadig noget, investorerne bør have på radaren.
“Lige nu forhandles der stadigvæk på en redningsplan, som hænger på, at obligationsejerne skal blive enige med SAS og dermed også de regeringer, som støtter, om, hvilke betingelser der skal gøre sig gældende for den gæld, der skal konverteres til egenkapital. Det er selvfølgelig noget, der skal falde på plads, og selvom jeg tror, staterne vil gå langt for at undgå det, så er konkursbilledet stadigvæk på radaren omkring SAS,” siger Jacob Pedersen og tilføjer:
“SAS er jo stadigvæk presset, og man har været nødt til at udskyde de rentebetalinger, man har på en del af gælden. Så der er tale om et selskab, der er på kanten i øjeblikket,” siger han.
