Torsdagens handel er blevet sat igang på Københavns Fondsbørs, hvor de danske eliteaktier falder 0,20 pct. kort inde i handelsdagen.
Dermed følger de overordnet set den negative stemning fra onsdagens handel i USA, hvor de tre ledende indeks onsdag lukkede i negativt terræn. Værst gik det udover Nasdaq-indekset der faldt 1,94 pct.
De amerikanske kursfald var drevet af dødvande i forhandlingerne om nye hjælpepakker, mens tech-aktierne blev ramt, da Facebook blev sagsøgt for at bryde konkurrencereglerne.
Vender vi blikket tilbage mod det danske aktiemarked, er der særligt fokus på Netcompany, Vestas og Novo Nordisk:
Netcompany
Det amerikanske finanshus Morgan Stanley har kigget nærmere på Netcompany-aktien. De har i den forbindelse valgt at nedgradere sin anbefaling, som er blevet sænket fra "overvægt" til "ligevægt".
Aktien er steget mere end 70 pct. i år, men den ændrede anbefaling giver torsdag modvind til aktien, som lægger ud med at falde 2,81 pct.
Vestas
Holder vi fast i analytikerkorpsets syn på de danske aktier, så er der også nyt til Vestas på denne front. Citigroup har nemlig hævet sit kursmål for Vestas-aktien, hvor det nye kursmål nu lyder på 1415 kr. Tidligere lød det på 1290 kr.
Det indikerer altså, at Citigroup ser en pæn upside til den danske vindmølleaktie, som i øjeblikket handles omkring kurs 1249 kr. Aktien stiger i dag 0,44 pct.
Novo Nordisk
I tirsdags gennemførte Novo Nordisk sin overtagelse af Emisphere Technologies. Men det er ikke faldet i god jord, hos en række mindretalsaktionærer i netop Emisphere Technologies.
De har nemlig valgt at lægge sag an mod det amerikanske selskab, fordi de mener, at det blev solgt for billigt. Det skriver Bloomberg News.
Novo Nordisk-aktien falder 0,09 pct.
