Der er stor forskel på, hvor meget man fra kommune til kommune i gennemsnit vil få udbetalt, når de indefrosne feriepenge bliver frigivet til efteråret. Det samme gælder, når man ser på, hvad pengene vil blive brugt på, mener økonomer.
Det er senest til oktober, at de lønmodtagere, der ønsker det, vil få udbetalt tre ugers indefrosne feriepenge som en del af Folketingets brede aftale om genopretning af den danske økonomi efter coronakrisens spor.
“Rejselystne rejser væk i efterårsferien, hvis man må. Så gavner pengene ikke dansk økonomi
Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom
Men der er altså store forskelle på, hvor meget den gennemsnitlige lønmodtager i hver kommune får udbetalt, ifølge en undersøgelse, der er lavet med afsæt i de aktuelle løntal fra Danmarks Statistik, som Spar Nord står bag.
“Ikke overraskende placerer kommuner i den nordlige del af hovedstadsområdet, hvor mange mere velhavende familier bosætter sig, sig øverst på listen,” siger Jens Nyholm, der er økonom i Spar Nord.
Faktisk skal man helt ned til nummer 18 på listen for at finde en kommune, der ikke ligger på Sjælland. Det er Skanderborg Kommune, hvor lønmodtagerne i gennemsnit vil få 26.918 kr. udbetalt.
Ifølge undersøgelsen er det især lønmodtagerne i flere hovedstadskommuner, der kan se frem til at få et ekstra stort beløb ind på kontoen.
Gentofte, Rudersdal og Hørsholm brillerer øverst på listen som de tre kommuner, hvor lønmodtagerne har optjent flest feriepenge siden 1. september og således får flest penge udbetalt i gennemsnit pr. lønmodtager.
Her løber beløbet op i hhv. 41.561 kr., 39.372 kr. og 38.950 kr. før skat, hvis man forudsætter, at der ikke er indbetalt til pensionsopsparingen.
Men selvom flere kommuners lønmodtagere kan se frem til at få en ekstra stor pose penge udbetalt i forhold til andre, er det ikke en garanti for, at de mange penge bliver brugt i kommunen – eller i Danmark for den sags skyld. De tre ugers feriepenge kommer senest til udbetaling til oktober. Lønmodtagerne er nemlig lige nu i gang med at optjene feriemidlerne, der optjenes frem til 31. august 2020.Udbetalingerne kommer til at afspejle en specifik optjeningsperiode fra 1. september 2019 til 31. marts 2020.
Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea, gætter på, at der er en stor opsparet rejselyst blandt danskerne.
“Pengene kommer senest til oktober og dermed til efterårsferien. Det betyder, at de rejselystne rejser væk i efterårsferien, hvis man må. Så gavner pengene ikke dansk økonomi,” siger hun.
Når det er sagt, så påpeger hun, at ser man på de kommuner med de højeste indkomster, vil mange af modtagerne betale topskat af pengene.
“Dermed ender 56 pct. med garanti retur i “fælleskassen Danmark”.
Ser man omvendt på de ti kommuner med de laveste udbetalinger, vurderer hun, at de i højere grad vil få “fuld valuta for pengene” end de ti kommuner med de største udbetalinger.
“Vi ved, at de med lav indkomst typisk har en større forbrugskvote. Der er mindre opsparing og derfor et lidt større forbrugsbehov,” siger hun.
Mens de sjællandske kommuner som nævnt kan se frem til de største beløb, ser det anderledes ud i landets økommuner. De kommuner, hvor lønmodtagerne har færrest indefrosne feriepenge til gode, tæller bl.a. Læsø, Samsø og Langeland Kommune. Her står den gennemsnitlige lønmodtager til at få udbetalt henholdsvis 19.031 kr., 19.052 kr. og 19.308 kr. før skat.
Men selvom de får den mindste effekt af udbetalingen, hvis man kigger på lønmodtagerne isoleret set, vil de formentlig mærke det alligevel, mener Jens Nyholm.
“Mange økommuner er populære feriedestinationer med mange sommerhuse, og flere banker har allerede gjort det muligt at låne det beløb, feriepengene svarer til, så de vil sandsynligvis allerede få ben at gå på i sommerferien,” siger han.
