Gammeldags fastforrentede realkreditobligationer er blevet de danske privatinvestorers favorit her i 2023, men ser man på afkastene i bankernes og formueforvalternes fonde er det en helt anden type papirer, der har skabt de største afkast. Det er nemlig fonde med privat virksomhedsgæld, statsobligationer fra eksotiske lande, og europæiske banklån, der ligger højest på oversigten over årets bedste obligationsafkast.
Øverst finder man fonden King's Garden, som har skabt et afkast på hele 31 pct. i år. Til sammenligning har det danske C25-indeks givet omkring 7 pct. i afkast i 2023. King’s Garden-fonden investeres af fondsmæglerselskabet Accunia, men trods den flotte placering, er der ikke megen forklaring at hente hos adm. direktør Henrik Nordby Christensen.