Efter nylige hug til Novo Nordisk og en flad udvikling i det danske eliteindeks C25 vil det nye år give masser af muligheder for gode afkast. Det er seks topinvestorer enige om i nytårsudgaven af Børsens Investor Podcast, hvor du får deres bud på de bedste køb i 2025.
“Geopolitisk har verden udviklet sig negativt, men tech-aktier i bred forstand har klaret sig godt,” lyder det fra Nina Movin, der forvalter en formue på 1 mia. kr. for Otto Mønsteds Fond.
Hun er klar på nye aktieopkøb og forudser et ok år rent investeringsmæssigt.
“Alphabet kan være en mulig vinderaktie. I det nye år vil der forsat være fokus på AI-anvendelse, og hvem der er gode til at bruge det og på quantum computing, men også på om farmaselskaberne kan levere, og om de bliver presset på pris,” spår den erfarne investor.
Investor og direktør Ole Søeberg er “bull” på danske aktier og fortæller i podcasten, hvilke han har i kikkerten. Her zoomer han blandt andet ind på Matas og GN Store Nord.
Johnny Madsen, investeringschef i formue og investeringspleje, er enig.
“Danske aktier kan godt hente noget af det, de har tabt,” siger Johnny Madsen, der selv har kig på bl.a. FLSmidth og Novonesis.
Lyt med til et brag af en nytårsudgave, hvor også investor Jesper Langmack, direktør i Polaris Flexible, privatinvestor og tidl. børshaj på Wall Street, Peter Bækgaard og Lars Hytting, afslører deres favoritaktier i det kommende år.
Hør alle de konkrete og spændende bud fra de seks erfarne investorer i denne eksklusive nytårsudgave af “Børsen Investor”-podcasten, hvor der også bliver tid til at fejre overskuddet fra All Star-porteføljen.
Lyt podcasten her:
