Det kan godt være, at det koster mange penge at købe et nyt køkken eller få skiftet alle vinduerne. Men det er tæt på gratis at låne pengene.
Nu sender Totalkredit et nyt 10-årigt fastforrentet lån på gaden, hvor renten ikke er i plus eller nul. Den er faktisk negativ med minus 0,5 pct.
Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, mener, at der er grund til at spærre øjnene op.
“Det er derimod er pivhamrende attraktivt lån for allerede eksisterende boligejere
Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank
“Lånet er ikke et klassisk ejerskiftelån for de mange danskere, der køber bolig i øjeblikket. Det er derimod er pivhamrende attraktivt lån for allerede eksisterende boligejere, som står med et behov for at låne ekstra i boligen og dermed skal bruge et tillægslån i den kommende tid. Det kan blandt andet være til energiforbedringer eller et nyt køkken,” siger Brian Friis Helmer.
Boligejerne kan få lånetilbud i lånet fra den 1. oktober, og forventningen er, at det åbner i lidt over kurs 97 ud fra de nuværende renteforhold.
Totalkredit havde også i sommeren et tilsvarende lån på hylden, men det fik et kort liv, fordi det røg af hylderne i forbindelse med det serieskifte, som alle realkreditinstitutter for en måned siden.
Men de ekstremt lave renter, der endda er faldet på det seneste, betyder altså, at et nyt fast lån med minusrente er på vej.
Brian Friis Helmer understreger, at selv om renten er i minus, så lander der efter alt at dømme en lille regning hos boligejerne samlet set.
“Selv om renten er negativ er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at boligejerne får penge for at låne penge. Dels skal der betales bidragssats, og samtidig er der kurstab på et fastforrentet lån med en aktuelt forventet kurs omkring 97. Hertil er lånet med afdrag, som under alle omstændigheder vil betyde, at ydelsen er positiv,” siger Brian Friis Helmer.
Han tilføjer, at hvis man skal have et klassisk ejerskiftelån i forbindelse med et boligkøb, så ligger det lige til højrebenet at vælge et 30-årigt fast 1 pct.-lån med afdrag, for her er kursen meget tæt på 100, hvor der ikke er noget kurstab.
“Det generelt lave renteniveau er godt nyt for boligejerne, hvor vi nærmer os opsigelsesfristen i horisonten ved udgangen af oktober måned. Det kan sætte skub i konverteringerne."
