Prisen på en række populære el- og hybridbiler er faldet markant med en ny aftale om afgifter. De gamle regler indebar, at flere el- og hybridbiler stod til at blive dyrere i 2021, men i stedet er afgifterne sat ned eller den gamle afgiftsfritagelse forlænget.
En Tesla Model 3 Long Range bliver for eksempel 2486 kr. billigere i 2021 end i 2020, viser beregninger fra bilejernes organisation FDM, som advarer om, at der er nogle usikkerheder omkring forløbet med de nye regler, og at det derfor er vigtigt for bilejere at sikre sig i købsaftalen.
Ifølge Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen, vil aftalen betyde flere el- og hybridbiler på vejene. Han forudser, at antallet af især plugin-hybridbiler i den dyrere prisklasse vil stige.
“Lovforslaget har medført, at hvor elbilerne var afgiftsfritaget op til 350.000 kr. i det gamle afgiftssystem, så er de i runde tal afgiftsfritaget op til 530.000 kr. i dag. Det betyder, at der er en lang række elbiler, som henvender sig til firmabilister, og lidt dyrere elbiler, som falder i pris,” siger Jan Lang.
Mens plugin-hybridbilerne i det lavere prissegment ser ud til at blive begunstiget lidt mindre end før, bliver hybridbiler i premiumsegmentet billigere.
“Plugin-hybrider over 350.000 kr. falder i pris. Jo dyrere de er, jo mere falder de. En tommelfingerregel er, at en plugin-hybrid, der før har kostet 500.000 kr. falder med 40.000-60.000 kr. En plugin-hybrid, der har kostet omkring 700.000 kr., falder 130.000-150.000 kr.," siger Jan Lang.
“Det, vi hører, er, at det allerede er blevet forstået og benyttet blandt firmabilister. Vi vil se et skifte fra diesel- og benzinbiler mod premium plugin-hybridbiler. Det bliver kæmpestort.”
“Det er virkelig en usikker tid at købe bil i. Og hvis man skal ud at have en bil, skal man tage sine forbehold
Ilyas Dogru, chefkonsulent hos FDM
Også elbilerne kan blive mere udbredt som firmabiler, blandt andet fordi prisen på strøm til elbiler er sikret på et lavt niveau, og værdien af hjemmeladere ikke bliver beskattet i firmaregi. Prisen på benzin- og dieselbiler står til at stige, men ikke voldsomt, mener Jan Lang.
Bilejernes organisation FDM er overordnet set tilfreds med de nye afgifter.
“Det er et meget velafbalanceret system, der på den ene side tager det hensyn med, at vi skal have flere grønne biler på vejene, men på den anden side tager det hensyn med, at det ikke er alle danskere, der har mulighed for at hoppe med på den grønne bølge lige her. På den måde er det et meget fint kompromis,” siger Ilyas Dogru, chefkonsulent hos FDM.
Han ser dog store problemer ved den måde, de nye afgifter træder i kraft på. For det første er der formelt set stadig tale om et lovforslag, som ikke er endeligt vedtaget endnu, selvom afgifterne allerede gælder, og selvom der er flertal for det.
For det andet er Skats it-systemer ikke gearet til at håndtere de nye afgifter. Det betyder, at de gamle afgifter skal betales frem til midten af 2021. Bagefter vil pengene bliver betalt tilbage, hvis der er blevet lagt ud for højere afgifter.
Alt i alt stiller det ifølge FDM bilkøberne i en meget svær situation.
juni forventer Skat at være klar til at opkræve de nye afgifter
“Det er virkelig en usikker tid at købe bil i. Og hvis man skal ud at have en bil, skal man tage sine forbehold,” siger Ilyas Dogru.
Han råder forbrugere til kun at købe bil, hvis forhandleren lægger ud for ekstraafgiften frem til 1. juni, hvor Skat forhåbentlig kan opkræve de rigtige afgifter.
Og så mener han, at man skal skrive ind i købsaftalen, at forbrugeren ikke skal betale ekstra, hvis afgifterne ændrer sig op til lovforslagets endelige vedtagelse.
