ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Lugter det af nemme penge? Obligationer hitter – sådan tjener du på dem

Børsen Grafik
Børsen Grafik

Overvejer du at købe obligationer, eller har du allerede gjort det? Så er du ikke alene. Jeg har selv de seneste måneder købt både fastforrentede realkreditobligationer til 6 pct. til lige omkring kurs 100, og jeg er også med til at finansiere en stat med mit seneste træk på rentemarkedet: køb af statsobligationer.

Og nu begynder renterne at tikke ind. Det er en ny fornemmelse.

Obligationsinvesteringer er temaet i denne uges udgave af Investoranalysen. Nyhedsbrevet, der lander hos dig direkte fra Børsens investorredaktion hver lørdag.

Obligationer har i mange år været som at købe afkastfri risiko

Jeg har investeret i aktiemarkedet i næsten 20 år og har aldrig brugt tid på at se på obligationer – før nu. Jeg har ærlig talt anset dem som kedelige og irrelevante. Og der tror jeg, at jeg er, som privatinvestorer er flest.

Da renterne var nul, og prisen på penge ikkeeksisterende, var traditionelle obligationer som stats- og realkreditpapirer uinteressante. Og alt røg i stedet ind i aktier.

Dem, der vovede sig ud på obligationsisen, er endt med enorme tab, i takt med at renterne de seneste år er steget. Så obligationer har i mange år været som at købe afkastfri risiko.

Men verden er fuldstændigt forandret på bare to år, når det gælder investeringsmarkederne og interessen for obligationer. Renterne har nået et niveau, hvor det giver mening selv for mindre privatinvestorer at kigge i den retning. Og det gør mange.

Hvis vi for to år siden publicerede en artikel på borsen.dk, der handlede om noget, der lignede obligationer, var læserinteressen død, i det splitsekund artiklen blev publiceret.

Sådan er det ikke længere.

Interessen er stor

En af de mest læste artikler de seneste uger er eksempelvis denne: Obliga­tioner hitter hos private: Her er favorit­terne

Her er journalist Heidi Birgitte Nielsen gået på jagt efter de mest populære obligationsinvesteringer blandt danske privatinvestorer.

“De private er de største købere af fastforrentede realkreditobligationer i år, og det siger en del. De kan godt se, at det her er en rigtig god mulighed. Man er sikker på at få pengene igen, og skulle renten falde, så kan man få lidt mere ud af det. Og selv hvis renten skulle stige, så er renten på obligationen høj nok til, at det stadig kan betale sig,” fortalte Kristian Brinch Hansen, obligationschef hos Investering & Tryghed.

Saxo Banks nordiske investeringsstrateg Oskar Barner Bernhardtsen havde til samme artikel været i handelsplatformens handelsdata og kan her se en stigende interesse for særligt realkreditobligationer.

Og at læserinteressen går igennem loftet på sådan en artikel, vurderer jeg er et udtryk for, at mange investorer simpelthen ikke ved, hvor de skal starte deres søgen efter obligationer, eller hvor og hvordan de skal handle.

Hjælp en ven

Jeg fik eksempelvis denne sms fra min ven Mads forleden, som altså heller aldrig har investeret i obligationer før:

“Kan du huske, jeg spurgte om obligationer sidst? Jeg tænker mig nogle tiårige danske og tiårige amerikanske stater, og så nogle 30-årige danske realer. Kan jeg købe obligationer direkte, eller skal jeg gå via en etf (investeringsfond, der kan handles på børsmarkedet, red.), eller hvad siger du – som revisor og investorredaktør?”

Helt ærligt. Jeg er virkelig ikke ekspert i obligationsinvesteringer. Jeg er selv på uopdyrket land. Min største erfaring med direkte investeringer i obligationer har indtil i år været begrænset til, at jeg som ung og uprøvet revisor i start-00’erne bogførte et par rentenotaer for nogle kunder, der havde lidt obligationer på bogen.

Det var dengang, den slags senest var lidt på mode blandt privatinvestorer, og ellers har obligationsmarkedet mest været et sted, hvor store institutionelle investorer bevægede sig rundt.

Lige nu er jeg mest af alt i gang med at prøve mig frem. Eksempelvis havde jeg ved mit første obligationsindkøb glemt at overveje, om jeg ville købe udgaven med eller uden afdrag. Noget, man skal helt ned i obligationernes stamdata på fondsbørsen for at spotte.

Så jeg er ikke den rette at spørge til råds, når det gælder, hvilke specifikke obligationer du skal købe ind i. Men hvis du vil vide, hvordan du gør det, så ved jeg, hvor du kan læse op på det.

Vi udgav tidligere i år denne guide: Sådan investerer du i obliga­tioner

Her er teknikken

Det var også den guide, jeg lod gå videre til Mads. Om han har fået købt, har jeg ikke hørt noget om endnu. Og han er langtfra den eneste, der har spurgt mig til obligationer.

Men hvorfor hitter obligationer?

Renterne har ramt et niveau, hvor det rent faktisk ligner noget, der kan give et interessant afkast. For:

  • Falder renterne tilbage, så er der kursgevinster på vej.
  • Stiger renterne yderligere, så er din risiko begrænset. For den løbende rente tikker ind.
  • Holder renten det nuværende niveau, så kan du hæve renten og få et fornuftigt løbende afkast.

Om timingen så er helt rigtig til køb lige nu? Der er mit ærlige svar: Jeg aner det ikke.

Men jeg har i hvert fald selv vovet pelsen. Og med en lille kursgevinst på de første 6-procentsobligationer, jeg købte før sommeren, har jeg et afkast på knap 4 pct.

Og nej, det er ikke som en kursraket på aktiemarkedet. Men spredning kan være redning for ens investeringer på sigt. Og obligationer kan noget andet, og selv har jeg rigeligt med aktierisiko.

For en måned siden havde Heidi Birgitte Nielsen og jeg også fat i emnet i denne artikel: Efter store rentehop: Sådan tjener du på obliga­tioner.

Den dykker yderligere ned i teknikken bag afkast på investeringer.

“De har været glemt og ignoreret i mange år, men med forventning om at renterne snart når toppen, er det præcis nu, man skal begynde at investere i obligationer. Sådan lyder meldingen fra en række professionelle investorer. Den amerikanske tiårige statsrente er nu ca. 5 pct., hvilket er det højeste i over 15 år,” lød indledningen i den artikel.

Siden er rentepresset på den tiårige statsrente i USA aftaget noget, så den nu hedder 4,48 pct. Men det er stadig et højt niveau, taget i betragtning at den for et par år siden hed bare 0,5 pct.

En af de kilder, der medvirkede i artiklen, var Brian Buus Madsen, der er adm. direktør i Maj Bank:

“Det er tid til, at obligationerne skal tilbage i din portefølje. Afkastet har været rigtig skidt de seneste fem-ti år på grund af det lave renteniveau, men det er anderledes nu. Bliver renten på det nuværende niveau de næste år, kan du hente mellem 4 og 6 pct. i årligt afkast.”

“Falder renterne, vil det være super godt for obligationer, fordi man som investor modtager de høje kuponrenter samt har mulighed for at hente kursgevinster. Og stiger renterne, så er det naturligvis negativt for obligationer, fordi man så oplever kurstab. Men du kan stadig godt tjene penge, fordi renteniveauet nu er relativt højt, og du derfor har noget at stå imod med som investor,” fortalte han.

Mulige gevinster

Kurserne og renterne har ændret sig noget siden da, men teknikken er stadig den samme. I en oversigt illustrerede han og Maj Invests obligationschef Gustav Bundgaard Smidth afkastet på en syvårig 5-procentsstatsobligation ved forskellige renteændringer over tid.

Ved et rentefald til 3 pct. over to år vil afkastet eksempelvis være 19,3 pct., på grund af at kursgevinsten trækker op. Og så begynder det for alvor at være interessant.

Stiger renten derimod 2 pct. i samme periode, vil afkastet trods kurstab stadig kunne holde sig oven vande med et plus på 2 pct. på grund af den løbende rente.

Bemærk dog, at du som investor ikke kan forvente samme slags kursgevinster på realkreditobligationer, for falder renten, vil mange boligejere benytte muligheden for at konvertere deres lån til lavere rente. Og det sker til kurs 100. Derfor er der mindre elastik i realkreditkurserne.

Og inden du løber ud og køber, skal du selvfølgelig overveje, hvor renten er på vej hen. Et spørgsmål, som gang på gang har vist sig nærmest umuligt at svare på selv for de fremmeste økonomer. Eksempelvis forudså de færreste den renteudvikling, der har rullet det seneste år.

Men vil du have et bud på, hvordan fremtiden for renterne ser ud, så har perspektivredaktør og økonomisk korrespondent Kenneth Praefke netop interviewet Jean Boivin, der er chef for Blackrock Investment Institute, om det:

Verdens største kapital­for­valter: Om fem år er renten over 5 pct.

Holder hans forudsigelser, så glipper de helt store kursgevinster. Men lad os nu se.

Velkommen tilbage til obligationerne som investering – og god weekend.

Simon Kirketerp, investorredaktør


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu