ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Luftfartsaktier er eksploderet i værdi: “Du skal ikke komme og tude, når det vender på et tidspunkt; for det kommer til at vende en dag”

Aktien i Københavns Lufthavne er sendt mod rekordkurs, mens SAS’ børsværdi er eksploderet. Men fremtidsudsigterne ser dystre ud

Københavns Lufthavne, der ejer og driver lufthavnene i Kastrup og Roskilde, er steget 73 pct. siden dykket under coronakrisens begyndelse i marts 2020 og handler ifølge Sydbank nu på rekordhøjt niveau.
Københavns Lufthavne, der ejer og driver lufthavnene i Kastrup og Roskilde, er steget 73 pct. siden dykket under coronakrisens begyndelse i marts 2020 og handler ifølge Sydbank nu på rekordhøjt niveau.

Luftfarten vil vende tilbage på et noget lavere niveau end før corona

Michael Svane, branchedirektør, DI Transport

Investorerne har kastet sig over luftfartsaktierne som led i den genåbningseufori, der dominerer aktiemarkedet. I dag har Københavns Lufthavne en højere markedsværdi, end før forretningen blev smadret af coronakrisen, som sidste år medførte detværste årfor selskabet siden Anden Verdenskrig. Samtidig handler SAS til en markedsværdi, der er 157 pct. højere end før krisen.

“Det virker overgjort og optimistisk, men vi befinder os i et aktiemarked, hvor der er rigeligt med likviditet, og mange af de nye penge kommer fra privatinvestorer, som måske bare vil have noget, der kan få gavn af en genåbning. Derfor er der ikke noget at sige til, at det bliver en rygmarvsreaktion fra uoplyste investorers side – de skal bare have nogle flyaktier,” siger luftfartsanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.

Kurserne bliver især drevet op af private, der flokkes om luftfartsaktierne, og dernæst hedgefonde, der jagter momentum, mener Lars Skovgaard Andersen, senioraktiestrateg i Danske Bank:

“Privatinvestorer tænker, at det er en god idé med luftfartsaktier, fordi vi skal ud at rejse igen. Vi bliver tiltrukket af tendensen og bekymrer os ikke så meget om, at aktierne måske er dyre. Prissætningen er ikke længere det vigtigste. Det vigtigste er bare, at der kommer én efter mig, der tror på, at aktien kan blive endnu dyrere,” siger Lars Skovgaard Andersen, der dog ikke mener, at aktiefesten er holdbar.

“Jeg kan godt lide opportunisme, du skal bare ikke have for mange af den slags aktier, og du skal ikke komme og tude, når det vender på et tidspunkt; for det kommer til at vende en dag. Vi skal selvfølgelig have luftfartsselskaber i fremtiden, men det bliver måske mest for de rejsendes skyld – og ikke for aktionærernes.”

Hård fremtid i vente

Luftfartsaktionærer bør imidlertid væbne sig med tålmodighed, før der er udsigt til en form for normalisering af flytrafikken.

“Vi kigger ind i en ny normalitet, hvor luftfarten vil vende tilbage på et noget lavere niveau end før corona. Jeg tror, at vi som minimum skal hen i 2024-2025, før vi har et trafikprogram, der minder om det, vi så før coronakrisen. Og der vil formentlig blive færre forretningsrejser fremover, fordi der bl.a. er flere virtuelle møder, som går hånd i hånd med klimatilgang,” siger Michael Svane, branchedirektør i DI Transport.

Jacob Pedersen venter også, at passagertallet igen i 2024 vil kunne matche niveauet fra 2019, mens aktiviteten for forretningsrejsende først vil være tilbage omkring 2026-2028.

2024

er flytrafikken formentlig tidligst tilbage til normal

“Det kræver omstilling fra flyselskaber som SAS, som har været allermest afhængige af de forretningsrejsende,” siger Jacob Pedersen.

Spillere som SAS kan desuden blive yderligere presset, i takt med at lavprisselskaber som Wizz Air og Ryanair ekspanderer og forsøger at stjæle markedsandele i Norden, spår Michael Svane.

“Der bliver et udskilningsløb, hvor nogle selskaber vil blive udfordret på, om de kan holde butikken gående. Jo længere tid der går, før man kommer tilbage til en solid indtjening, jo sværere bliver det at overleve,” siger Michael Svane.

Trods dystre udsigter kan stigningerne dog sagtens vare ved et stykke tid endnu, hvor et positivt nyhedsflow om øget aktivitet formentlig vil præge aktierne, mener Jacob Pedersen. På længere sigt er historien dog en anden.

“Hen over det næste år til halvandet vil der vente flyaktieinvestorer en brat opvågnen til en indtjeningsmæssig virkelighed, som slet ikke står mål med den prisfastsættelse, der er på nogle af de her aktier,” siger Jacob Pedersen.

Lars Skovgaard Andersen påpeger, at et pludseligt rentehop også vil kunne sætte en brat stopper for festen.

“Og os, der vurderer aktier fundamentalt, gider ikke købe dem, for de er alt for dyre. Og så er der ikke nogen tilbage til at købe op, for alle de opportunistiske investorer har været der,” siger strategen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu