ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Hold øje med de her fem aktier: De kan afgøre afkastet for det samlede amerikanske aktiemarked – investor kalder udviklingen "alarmerende"

Fem aktier tegner sig for en 22 pct. af S&P 500-indeksets vægt. Det skaber manglende spredning for investorer, lyder det

Afkastudviklingen for de fem aktier de seneste fem år.
Afkastudviklingen for de fem aktier de seneste fem år.

Amerikanske aktier har været en tur gennem finansmarkedernes rutsjebane de seneste to handelsdage. Mandag faldt S&P 500-indeksets femtestørste aktie, Tesla, mere end 8 pct., og tirsdag lagde aktien ud med at dykke endnu 8 pct., inden den indhentede en del af det tabte og lukkede i et samlet fald på 10,55 pct. for ugens første to handelsdage.

I samme periode var S&P 500-indekset nede og runde et fald på 2 pct. for ugens første dage, inden indekset i løbet af tirsdagen vendte rundt og kan notere sig et beskedent dyk på 0,28 pct.

“Teslas kursfald ligner det, der satte lavinen i gang. Det aktierally, vi har haft, siden markederne vendte sidste år, har været verdensrekord i stigninger, og det er meget usædvanligt, at der ikke kommer en seriøs korrektion undervejs på sådan en optur,” siger Lars Tvede, stifter og investeringsdirektør i Atlas Global Macro.

Manglende spredning

Men det er ikke kun Tesla, der dykket i ugens løb. Apple, Microsoft, Alphabet og Amazon har alle været ramt af kursfald. Her tegner Microsoft sig for det største fald på 3,2 pct. Netop disse fem aktier udgør 22 pct. af S&P-indekset markedsværdi, viser data fra Bloomberg.

“Hvis en fjerdedel af indekset sætter sig 3 pct., så skal de resterende 75 pct. klare det godt for at opveje det,” siger Otto Friedrichsen, aktiechef i Formuepleje.

Ifølge Niclas Faurby, der er investor og står bag Faurby Capital, betyder giganternes tunge vægt i S&P 500-indekset, at investorer ikke opnår den spredning i indekset, som bør være i høj kurs i øjeblikket:

“Du har i givet fald lav eksponering til de mindre selskaber og lav diversifikation til de øvrige sektorer. Jeg mener, diversifikation er væsentligt, ikke mindst på nuværende tidspunkt, i forhold til der hvor vi befinder os i markedscyklussen,” siger han.

Med til at skabe tumult på markederne er den stigende tiårige amerikanske statsrente. Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank, mener de dyreste vækstaktier rammes hårdest af den udvikling. Her handler Tesla til en p/e (pris pr. krones indtjening) på 879.

Apple, Microsoft, Amazon og Alphabets befinder sig mellem 33 og 74.

“Det er de dyreste aktier, der bliver udstillet, når vi bevæger os ind i dette nye miljø. Men ser man omvendt på en aktie som Microsoft, så er den jo ikke meget dyrere end Novo Nordisk. Men når koncentrationen af de helt store selskaber er så stor, så kan de andre dele, der stiger, ikke opveje det pres, der opstår, hvis giganterne bliver sendt ned. Det kan være et problem, hvis det varer ved,” siger han og uddyber:

Vær klar over risikoen

“Du kan godt ligge i S&P 500, det skal bare ikke være det eneste, du ligger i. Og du skal vide, hvad du køber,” siger han og påpeger, at Danske Bank har skruet ned for amerikanske aktier og op for Europa, så begge nu er neutralvægtede.

Hos Miranova, der har specialiseret sig i investeringer gennem passive etf-fonde, mener adm. direktør Rune Wagenitz, at en investering i et S&P 500-indeks stadig kan være en fordel for mange.

“Jeg synes, det er ganske fint at være opmærksom på fordelingen i det indeks, man investerer i. Men er man én af de investorer, der har mellem to og fem enkeltaktier i sin portefølje, så mener jeg, det er fint, hvis man køber sig ind i en bredere fond som S&P 500. Men kan man gøre det endnu bedre? Ja, det kan man,” siger han og peger på eksempelvis MSCI All Countries-indeks.

Det bakkes op af Niclas Faurby:

“Den nemme løsning er at købe det brede MSCI All Countries-indeks. Der er stadig koncentrationsrisiko, men det er ikke på samme måde som med S&P 500, som jeg synes er alarmerende.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu