ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktieåret 2021 byder på flere kurstriggere for danske aktier – her er, hvad du skal holde øje med

Flere faktorer og begivenheder

kan få betydning for kursbevægelserne hos de største danske aktier i 2021

Daniel Fabricius fra ABG Sundal Collier foreslår blandt andet at holde øje med DSV, Mærsk og Tryg i 2021. Arkivfoto: Andreas Vinther
Daniel Fabricius fra ABG Sundal Collier foreslår blandt andet at holde øje med DSV, Mærsk og Tryg i 2021. Arkivfoto: Andreas Vinther

Et vildt år for danske aktier er ved at nå til vejs ende, og allerede nu har investorerne blikket stift rettet mod en række selskabsspecifikke begivenheder, der i det kommende år enten kan udløse nye kurstoppe eller sende den pågældende aktie i dørken.

Fokus på bankaktier

Der bliver nok at holde øje med, når vi retter blikket mod de største danske aktier i 2021. Især de hårdt ramte bankaktier er værd at holde øje med.

Ifølge Lars Jørgen Rasmussen, investor og aktierådgiver i Formue- og Investeringsrådgivning, kan 2021 eksempelvis byde på afklaringer, der kan gavne Danske Bank, også selvom det kan betyde kæmpe bøder til banken:

180

pct. er Mærsk-aktien steget siden martsnedturen. I 2021 er den værd at holde øje med, siger Daniel Fabricius, børsmægler i ABG Sundal Collier

“Afklaringen af bødestørrelsen fra både de amerikanske myndigheders og de danske myndigheders side vedrørende hvidvaskskandalen kan få stor betydning. Og der er ingen, der ved, om det bliver 4,7 eller 10 mia., og derfor vil en afklaring alene være godt for aktiekursen,” siger han og fortsætter:

“Det er svært at sige, hvordan aktien vil reagere. Det kommer an på størrelsen på bøderne. Men afklaringen er vigtig, fordi nogle holder sig væk fra den, indtil de kender omfanget af bøderne. Men man aner ikke, om det bliver i første halvår, andet halvår eller overhovedet i 2021. Men det er værd at holde øje med.”

Og det er ikke det eneste, der kan komme til at få betydning i bankaktierne, vurderer Michael Friis, aktiechef i HC. Andersen Capital.

“Om bankerne får lov til at udbetale dividender, det bliver altafgørende for deres aktiekurs. Det bliver vi klogere på i starten af året. Og det kan blive en stor kurstrigger. Hvis de får lov til at betale udbytte, så ligger der store udlodninger, og så tror jeg, vi kan forvente at se relativt store kursstigninger i nogle af de her bankaktier.” Men det kan også betale sig at holde et vågent øje på farma, lyder det fra Michael Friis.

For kampen mellem Novo Nordisk og den amerikanske ærkerival Eli Lilly spidser til.

Eli Lilly har i 2020 fremlagt resultater fra et studie med selskabets diabetes- og fedmemiddel tirzepatid, som er udset til at være den helt store konkurrent til Novo Nordisk i fremtiden.

Og der er flere studier på vej, hvoraf det måske vigtigste er et, hvor tirzepatid bliver målt direkte op imod Novo Nordisks storsælgende diabetesmiddel Ozempic.

Resultaterne fra det studie, det bliver toppen af poppen

Michael Friis, aktiechef, H.C. Andersen Capital

“Resultaterne fra det studie, det bliver toppen af poppen. For det er stadig lidt uklart, hvor stærk en konkurrent Eli Lilly er i forhold til Novo. Resultaterne forventes at komme i foråret, og det kan rykke op og ned på de langsigtede forventninger. Det bliver ikke afgørende for kursen, men det er noget, der kan rykke,” siger Michael Friis.

Fragtrater og opkøb

Endnu en dansk aktie, der kan blive ramt af usikkerhed næste år, er Mærsk-aktien, som ellers er steget mere end 180 pct. siden nedturen i marts, lyder det fra Daniel Fabricius, der er børsmægler hos ABG Sundal Collier.

“Hos A.P. Møller Mærsk skal man følge fragtraterne. De har i lang tid steget uge-for-uge. Frygten har i lang tid været om disciplinen i branchen vil holde eller en af konkurrenterne ville sænke sine priser for at vinde markedsandele. Det har man ikke set indtil videre. Men skulle man se, at en konkurrent eller flere begynder at justere på priserne, så tror jeg, at det kan fremprovokere noget usikkerhed omkring Mærsk.”

Han noterer, at det også altid er en god idé at holde øje med M&A-appetitten blandt de selskaber. Heriblandt, nævner han særligt DSV, hvor er nyt større opkøb kunne vise at være en positiv trigger i 2021, taget selskabets succes med opkøb og integration in mente. Ydermere, tilføjer han, at det også er interessant at følge Trygs opkøb og integration af RSA i Norden.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu