Vi kunne have haft et noget anderledes C25-indeks, hvis nogle af de største danske erhvervssucceser over de seneste årtier var blevet på dansk jord og ikke var fløjet til udlandet med deres hovedkontorer og børsnoteringer. Selskaberne Unity, Zendesk, Just Eat og senest Trustpilot, som blev børsnoteret i London tidligere i år, er braget ind på børsmarkedet.
Men braget er gået uden om den danske børs. Ifølge en ny opgørelse fra Erhvervsministeriet har de fire selskaber en børsværdi på rundt regnet 380 mia. kr.
De tre førstnævntes markedsværdier er opgjort til mellem 92 mia. kr. og 170 mia. kr. Hvis deres fondskoder hørte til i Danmark, ville det sende tech-selskaberne direkte i eliteindekset C25.
I samme luftlag værdimæssigt finder man velkendte koncerner som Danske Bank, Genmab og Tryg. Der er ikke en entydig konklusion på, hvorvidt selskabernes udlandstur er skidt for Danmark i forhold til tabte skatteindtægter og arbejdspladser.
Der er argumenter for og imod: som at turen til udlandet har givet internationalt rygstød; at selskaberne uden slet ikke ville have vokset sig så store, og dermed ville have skabt færre arbejdsplader på dansk grund.
Men vækstselskabernes ridt ud af landet har en anden og overset pris: De glider væk på radaren hos danske privatinvestorer og store institutionelle pengetanke.
På Bloombergs liste over største aktionærer i selskaberne, glimrer danske investorer ved deres fravær. Det er lig med spildte muligheder. Zendesk og Just Eat gik på børsen i hhv. 2014 og 2016 og har for længst bevist deres værd på børsmarkedet.
I den periode har investorer favoriseret høj vækst, og selskaberne har leveret på den konto med høje vækstrater. Det har skabt investorinteresse, og startinvesteringerne fra børsdebuterne er blevet betalt tilbage adskillige gange.
Ifølge Bloomberg er totalafkastet på Zendesk-aktien over 1500 pct. siden 2014. Just Eat er også godt med deroppe af, og Unity, der kom på børsen sidste efterår, er med et afkast på 62,5 pct. på vej i samme retning, mens Trustpilot siden noteringen i marts er steget 16,5 pct.
Men flytningerne til udenlandske børser gør det let for danske investorer at overse mulighederne. Det er afkast tabt på gulvet for danske investorer. Tag i stedet Netcompany.
Det selskab er som de andre også stiftet efter år 2000, men her er kendskabsgraden blandt danske børsinvestorer langt, langt større, for selskabet fylder med sin danske børsnotering langt mere i både mediebilledet og investorernes bevidsthed end de andre børsraketter på listen.
