Havde du for ti år siden reserveret et hjørne af porteføljen og købt Cbrain-aktier for 10.000 kr., ville du i dag sidde med en aktiepost til en værdi af 1,15 mio. kr.
Aktiekursen i det danske softwareselskab er steget fra kurs 4 i september 2011 og til nu at blive handlet i kurs 464, hvilket er lig med et afkast på 11.500 pct.
“Vi besluttede os for at tage med på rejsen i juni 2020. Vi købte i kurs 90 og nu 15 måneder senere, er værdien mere end femdoblet. Vi er glade aktionærer, lad mig sige det sådan,” siger Daniel Patterson, porteføljeforvalter hos SEB, hvor han forvalter bankens investeringsforening med danske aktier.
Efter et møde med Cbrains stifter og topchef, Per Tejs Knudsen, tog Daniel Patterson tre års tilløb, før han trykkede på købsknappen.
“Til mødet i 2017 fortalte Per Tejs Knudsen, at Cbrain stod på tærsklen til et eventyr, som skulle tage dem ud over landets grænser. I bagklogskabens lys havde det været bedre at købe aktien allerede der. Men vi var nødt til at se dem eksekvere på de planer. Og det har de gjort, og det er vildt imponerende, det de leverer,” siger Daniel Patterson.
Det københavnske softwareselskab har specialiseret sig i at lave standardiserede softwareløsninger til offentlige myndigheder, som gør det både billigere og nemmere at implementere.
“Vi er i gang med at udfordre en af verdens største industrier, it-industrien. Det er en kæmpe byggeplads med mange store softwarehuse og konsulenthuse, som skræddersyr nye systemer fra bunden. Vi forsøger at sige, at man kan gøre det anderledes og lave ét standardsystem og genbruge det,” siger Per Tejs Knudsen, om det standardiserede softwaresystem F2, som nu bruges i 16 ud af Danmarks 20 ministerier. Samtidig er 23 danske styrelser på kundelisten, mens også kunder i Frankrig, USA og Forenede Arabiske Emirater er kommet til.
Den største skalp er blevet taget i Tyskland, hvor Cbrain tilbage i 2016 annoncerede en kontrakt med en styrelse i den tyske centraladministration. Det er sidenhen blevet fulgt op med yderligere ni tyske kontrakter, hvor den seneste landede i juni og med sin værdi på op til 250 mio. kr. var den største ordre nogensinde for Cbrain. Samme dag steg aktien 8,42 pct.
“Mange ting lykkes for os, og man sidder og kniber sig selv lidt i armen. Det er fantastisk at opleve,” siger Per Tejs Knudsen.
I 2011 præsenterede Cbrain en omsætning på 37 mio. kr. og et resultat efter skat på 6,7 mio. kr. Næsten ti år senere – i årsregnskabet for 2020 – lød omsætningen på 120 mio. kr., samt et resultat efter skat på 15 mio. kr. Efter en opjustering i august forventer Cbrain en omsætningsvækst på 21-25 pct. i 2021.
Og det giver grobund for panderynker hos erhvervsmanden og privatinvestoren Jens Løgstrup. Cbrains markedsværdi er i takt med kursridtet nu oppe på 9,4 mia. kr., mens aktien handles til en estimeret price/earnings for 2021 (pris pr. krones indtjening) på 372. Det dobbelte af Ambus prissætning.
Jens Løgstrup har tidligere været investeret i Cbrain, men solgte ud af aktien i 2020.
“Det er et godt selskab. Men aktien er spekuleret op i de tyndere luftlag. En så aggressiv prissætning kan kun forsvares, hvis man har meget stærk tro på, at overskuddet fortsat drøner i vejret. Det gør det måske. Hvis indtjeningen er firedoblet om fem år, så kan det godt være fornuftigt. Men 9,4 mia. kr. i markedsværdi for noget der måske tjener 25-27 mio. kr. efter skat i år. Hold da op, siger jeg bare,” udtaler Jens Løgstrup, som siden sit frasalg har set aktiekursen fortsætte kursridtet.
“Det er en del af gamet. Jeg har haft gode kursgevinster i Cbrain, og jeg holder øje med selskabet, men jeg ved også, hvornår jeg skal nære mig lidt og passe på.”
Argumentet om en for høj prissætning bider ikke på Daniel Patterson hos SEB.
“Vi synes stadigvæk, at aktien er billig. Men det kommer helt an på hvilken tidshorisont, man betragter aktien i. Hvis du kun kan se frem til 2022 og 2023, og du samtidig kigger på price/earnings, så er den dyr. Det er bare ikke sådan, vi ser på aktien,” siger han og forklarer, at der er to ting, han især har fokus på.
“Den ene ting er, hvor meget kapital Cbrain skal bruge på at drive væksten de næste mange år. Vores vurdering er, at de ikke skal bruge ret meget kapital, mens vi tror, at Cbrain kan forstørre sin omsætning 30-50 pct. om året de kommende år,” siger Daniel Patterson, som også fokuserer på, hvor stort et dækningsbidrag, selskabet har på den ekstra omsætning.
“Fordi Cbrain er en softwarevirksomhed, så har de et højt dækningsbidrag, og vi mener, vi godt kan se 40-50 pct. af den ekstra omsætning havne direkte på bundlinjen. Kan de øge deres indtjening markant på den måde de næste tre-fire år, så er aktien hurtigt ikke særlig dyr. De har mulighederne for at vokse meget uden stort kapitalbehov til gode marginer,” siger han.
Hos ABG sænkede aktieanalytiker Jesper Billeskov sin anbefaling fra “køb” til “hold” i Cbrain i starten af august.
“Cbrain skal være dyr. Spørgsmålet er bare, hvor dyr den skal være. Jeg kunne regne prisen hjem, da vi optog dækningen af aktien omkring kurs 200, og det internationale potentiale i mindre grad var indregnet. Men siden da er aktien steget over 100 pct., og det begynder at se anstrengt ud,” siger Jesper Billeskov, som fortsætter:
“Selvom man skal være forsigtig med kortsigtede multipler, så betaler man i øjeblikket 60 gange omsætningen for en aktie i Cbrain. Selv hvis vi bevæger os ud i 2030, så vil den i mine estimater stadig være dobbelt så dyr som Simcorp. På de nuværende kursniveauer, mener jeg, der er bedre investeringsalternativer.”
Tilbage hos Per Tejs Knudsen, vil han hellere holde fokus på at fortsætte væksten end på kursudviklingen:
“Aktien koster det, som folk vil betale for den. Vi har opjusteret to gange i år, og på den måde er vi på vej mod nogle pæne vækstkurver. Det er også det, der afspejles i markedet på et eller andet niveau,” siger han.
