Kuratoren for det konkursramte børsselskab Audientes vil rejse en konkurskarantænesag mod selskabets tidligere ledelse. Dermed føjes endnu et alvorligt kapitel til historien om høreapparatfirmaet, der med store vækstambitioner i blandt andet Indien og Kina rejste omkring 65 mio. kr. fra investorer i sin tid på aktiemarkedet.
“Der blev under bobehandlingen konstateret forhold, der senere dannede grundlag for indledning af en konkurskarantænesag. Kurator vil derfor indlede sag om konkurskarantæne mod selskabets tidligere ledelse,” fremgår det af ny redegørelse fra kurator Kristian Gustav Andersson fra Schjødt advokatfirma, som er indsendt til Skifteretten i Helsingør, og som Børsen er i besiddelse af.