ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Krav til boligkøbere strammet: Sådan kan du håndtere det

Realkredit Danmark har skærpet kravet til, hvor stor en udbetaling, man skal stille med, når man køber hus eller lejlighed. Boligøkonom har regnet på, hvordan køberne kan håndtere det ​​​​​​​

Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, mener, at der vil være meget forskellige muligheder at håndtere det øgede udbetalingskrav på. Arkivfoto: Mie Hee Christensen
Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, mener, at der vil være meget forskellige muligheder at håndtere det øgede udbetalingskrav på. Arkivfoto: Mie Hee Christensen

Spar op, lån penge eller læg forbruget om. Sådan er mulighederne for boligkøbere, som bliver ramt af Realkredit Danmarks øgede udbetalingskrav.

Realkreditinstituttet har valgt at øge kravet til, hvor meget boligkøbere selv skal lægge på bordet, fra 5 pct. af købsprisen til 10 pct. Det øgede udbetalingskrav er midlertidigt og skal forhindre, at boligkøbere sætter sig for dyrt under krisen.

Indtil videre har ingen af Realkredit Danmarks konkurrenter meldt ud, at de vil gøre det samme, men Curt Liliegreen, direktør i Boligøkonomisk Videncenter, forventer, at der vil blive stillet større krav til boligkøberne alle steder – på den ene eller den anden måde.

“Jeg forventer, at alle realkreditinstitutter og banker reelt gør det samme. Måske ikke formelt i form af et udbetalingskrav, men så ved at være mere tilbageholdende. De ved jo alle sammen godt, at man risikerer at skubbe folk ud i økonomisk uføre i den nuværende situation,” siger han.

For nogle grupper af boligkøbere har et udbetalingskrav på 10 pct. faktisk været virkelighed i et godt stykke tid.

I 2016 indførte man et krav om, at husstande i områder, hvor priserne er steget hurtigt, skal stille med mindst 10 pct. af købsprisen, hvis de låner mere end fire gange årsindkomsten. Der er god undtagelser, hvis køberne har meget høj jobsikkerhed og tager meget sikre lån.

Men for købere uden for storbyerne er kravet altså noget nyt. Og det påvirker først og fremmest førstegangskøberne, fortæller Curt Liliegreen.

“Alle der har ejerbolig i forvejen, som de sælger, hvorefter de bruger friværdien til at klare restfinansieringen af ny bolig, er ligeglade.," siger Curt Liliegreen.

For de mellem 30 og 40 pct. af køberne, som er førstegangskøbere, er effekten forskellig, alt efter hvor i landet, man befinder sig.

“Ekstra 5 pprocentpoint er for mange parcelhuse i omegnen af København 200.000 kr. Men det typiske hus i andre landsdele koster 1,5-1,7 mio. kr. På et sådant hus er yderligere 5 pct. lig med 80.000 kr. Der er nu forskellige reaktionsmønstre, og alt efter boligkøbernes adfærd, giver det forskellige priseffekter,” siger Curt Liliegreen.

Han forventer, at nogle købere vil finansiere udbetalingen ved at trække på kassekreditten. Det kræver, at man tænker fremad og forbereder sig, for man må ikke låne pengene i forbindelse med selve boligkøbet. Men sætter man dem til side gennem et par måneder, inden man bevæger sig ud på boligmarkedet, kan det godt lade sig gøre.

For boligkøberne betyder det en ekstra udgift hver måned, fordi renten godt kan snige sig op på 10 pct., hvis man trækker på kassekreditten.

For en førstegangskøber lidt uden for storbyerne, som køber en lejlighed til 800.000 kr., kan det ifølge Curt Liliegreens beregninger betyde en merudgift på ca. 200 kr. om måneden, hvis man bliver nødt til at trække på kassekreditten for at leve op til udbetalingskravet.

“Det er ofte sådan, man finansierer udbetalingen i dag. Det er dyrere end andre udbetalingsformer, for kassekredit har en høj rente. Jeg vil ikke sige, det er dårligt. Hvad der er godt for en person, kan være dårligt for en anden. Hvis du har en dårlig økonomi, er det ikke en god idé, for du risikerer, at boligen falder i værdi, og så står du stadig med kassekreditten,” siger Curt Liliegreen.

Hvis det kan lade sig gøre, råder han boligkøberne til at spare op i stedet.

“Når du venter, skal du låne mindre, både fordi du har sparet op, men muligvis også fordi, huset vil være faldet i værdi. Så er det klart, at der vil være nogle renteudsving. Der er altid en usikkerhed om, hvor vi er henne, når der er gået et halvt eller et helt år. Men der er ikke noget, der tyder på, at vi kommer til at se de store rentestigninger,” siger Curt Liliegreen.

Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, mener, at der vil være meget forskellige muligheder at håndtere det øgede udbetalingskrav på.

“For det første vil der helt sikkert være nogle, som alligevel ikke ville give sig i kast med boligkøb i det nuværende usikre økonomiske miljø. Så er der andre, der vil spare mere op, nogle vil måske købe en lidt billigere bolig – og så kan der også være nogle, der vil udnytte de forskelle, der kan være i tilbuddene fra banker og realkreditinstitutter,” siger han.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu