Porteføljeforvaltere verden over har de seneste måneder solgt ud af aktier i et tempo, som bringer kontantbeholdningerne i porteføljerne op på det højeste niveau i næsten 20 år.
Det viser Bank of Americas månedlige Global Fund Manager Survey, hvor de har adspurgt mere end 200 investorer, som har mere end 4000 mia. kr. under forvaltning.
Rundspørgen viser “ekstrem investorpessimisme eftersom kontantniveauerne stiger til 5,9 pct. Det højeste niveau siden terrorangrebene 11. september,” lyder det i analysen fra storbanken.
I marts var 5,1 pct. af forvalternes kapital placeret i kontanter, mens tallet i februar var nede på 4 pct.
“Vi siger april er lig med pessimismen topper,” lyder konklusionen.
Under finanskrisen toppede kontantbeholdningerne omkring 5,5 pct.
De tårnhøje kontantbeholdninger kan være en del af forklaringen på det hurtige og kraftige rebound, der har kørt i aktiemarkedet, de seneste uger.
pct. er de tyske aktier steget, siden de ramte bunden i marts
Det er i hvert fald vurderingen hos chefstrategen i pensionsselskabet Velliv, Henrik Henriksen.
“Når folk af gode grunde allerede er løbet væk, så er der på et tidspunkt ikke flere til at sælge. Så får man sådan et monsterrally på aktiemarkedet, som vi har set de seneste uger,” siger han.
Altså kan den store pessimisme og det udsalg, der er gået forud for, at kontantbeholdningerne er gået kraftigt op, netop være det, der skaber grobunden for, at aktierne kan indhente en del af det tabte.
“Når folk er så defensivt positioneret, så kan de ikke sælge mere ud. De er allerede positioneret til en værre dag i morgen, og derfor er der ikke rigtig nogen til at sælge, når sådan et rally tager fat.”
Coronakrisen har udløst store aktietab, men siden markedet ramte bunden i marts, er de danske aktier eksempelvis steget 18 pct., mens tallet for de tyske Dax-aktier er 23 pct. Og kigger man på de store amerikanske aktier i S&P 500-indekset, så er de i perioden steget 27 pct.
Rundspørgen viser samtidig, at hele 93 pct. af investorerne forventer, at økonomien i 2020 rammer ind i en recession. Det tal er ikke set så højt siden finanskrisen, var på sit højeste.
“Investorerne har reageret på frygten ved at reducere deres risiko og på en del punkter er positioneringen lige så forsigtig som i 2008/09. Det er alt andet lige positivt, for det betyder at forventningerne er sænket, og at der er færre investorer, der har behov for at sælge, hvis markedet tager et 10 pct. dyk,” siger Henrik Henriksen. Han hæfter sig ved, at det kombineret med den meget aggressive adfærd fra bl.a. den amerikanske centralbank Fed – der nu også køber high yield-virksomhedsobligationer – øger sandsynligheden for “at den bund, vi så den 23. marts på globale aktier, holder.”
Henrik Henriksen fortæller, at man hos Velliv har holdt fast i sine positioner under nedturen.
“Vi har ikke reduceret risikoen, men vi har heller ikke købt ind i markedet. Så vi har sådan i hele træskolængder forholdt os afventende.”
Hos Dansk Formue- & Investeringspleje hæfter investeringschef Johnny Madsen sig ved, at investorerne nu ligger med den laveste aktieandel siden marts 2009.
“Det er svært at se, at investorerne skulle være for optimistiske, som mange strateger ellers har anført. Tværtimod er de til den skeptiske side, og med gode smittetal in mente, så er reaktionen på aktiemarkedet vel forståelig nok.” siger Johnny Madsen, der altså også mener, at det kraftige aktierebound til dels kan forklares af, at det er tyndet voldsomt ud i sælgerne på markedet.
