ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Klumme: Én aktie har knækket aktiespillet midtover – dette kan rykke aktierne de kommende uger

Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, peger på, at de næste ugers regnskabsbølge og mulige kursbevægelser kan rykke rundt på vindere og tabere i Børsens aktiespil. Arkivfoto: Esther Kofoed Sørensen
Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, peger på, at de næste ugers regnskabsbølge og mulige kursbevægelser kan rykke rundt på vindere og tabere i Børsens aktiespil. Arkivfoto: Esther Kofoed Sørensen Esther Kofoed Sørensen

Der skal efterhånden meget til at overraske mig, når det kommer til bevægelserne på aktiemarkedet.

Men overrasket blev jeg alligevel i sidste uge, da SAS-aktien fuldstændig ophævede den finansielle tyngdekraft og steg med over 400 pct., efter en ny redningsplan for selskabet ellers havde dømt den de facto værdiløs. Samlet blev den handlet for over 100 mio. kr., og det strider i min optik imod al logik.

Muligvis tror nogle investorer, at udhulingen af aktien bliver omgjort, men det vil kræve – foruden en indgående viden om konkurs- og børsret – at de ved noget, vi andre ikke ved. Der kan også bare være tale om rent lykketræf, måske et element af short-covering, og ellers er der et ikke ubetydeligt element af spekulation.

Uanset hvad, er det et eksempel, jeg vil tage med mig til fremtidige oplæg, når jeg skal vise, hvor irrationelt og uforudsigeligt, aktieinvestorer kan optræde.

Det var tilsyneladende også noget, som fik stor betydning for Børsens Aktiespil, og som tydeligvis har knækket det midt over. Således har de førende aktiespillere udnyttet sidste uges ubegribelige udvikling og samlet SAS-aktien op ved børsåbning, så flere nu har lavet afkast på næsten 100 pct.

Inden for de næste uger kommer syndfloden af regnskaber, og det kan flytte afkastene betragteligt

Det er altid en fornøjelse, når spillerne laver den slags genistreger, og det viser, hvor vigtigt det er i det her spil at udse sig de aktier, man kan spinne guld på i en snæver vending. Den her bliver særdeles vanskelig for de øvrige spillere at komme tilbage på og vil kræve, at de laver noget lignende – f.eks. rammer et biotekselskab, som kommer ud med spændende forsøgsdata eller får et lægemiddel godkendt. Så nu handler det om at være vågen.

Hvis SAS-historien fra sidste uge har vist mig noget, er det da også, at man aldrig skal sige aldrig i den her verden.

Mest købte aktie

Ellers noterer jeg mig, at sidste uges udmeldinger fra Pandora også har givet lidt opmærksomhed i aktiespillet, hvor den var fredagens mest købte aktie.

Smykkeselskabet havde kapitalmarkedsdag og offentliggjorde i den forbindelse nye finansielle mål, der overgår analytikernes forventninger. Det belønnede investorerne ved at sende aktien op, og det håber nogle spillere tilsyneladende at kapitalisere på efterfølgende.

100

pct. har de investorer, som p.t. fører Børsens Aktiespil, formået at lave i afkast

I skrivende stund har de spillere, der havde set den komme forinden, hentet et afkast på næsten 11 pct. Pandora er også det selskab, der p.t. har givet den største nettogevinst på tværs af depoter.

Kan rykke afkast betydeligt

Spillet har i øvrigt fået et skud virkelighed på en tragisk baggrund i form af den aktuelle udvikling i konflikten mellem Israel og Palæstina. Den kommer også til at præge markedet det næste stykke tid. Hvis konflikten ikke eskalerer yderligere, tror jeg ikke, at den ligefrem kommer til at lægge en tung dyne hen over markederne, men vi må heller ikke underkende, at alt, der kan påvirke olieprisen, også påvirker aktiemarkedet.

Hvis olien bliver dyrere, vil det formentlig også øge inflationen, og det kan få centralbankerne til at hæve renten. For aktieinvestorerne, der har sukket efter en afslutning på alle renteforhøjelserne, kunne timingen næsten ikke være dårligere.

Det har generelt været et meget rentebåret marked, og selvom det ikke ligefrem har været fuldstændig irrelevant, hvad virksomhederne har tjent, så er det renteudviklingen, som har sat den overordnede retning. Det bliver der nok ikke lavet om på lige foreløbig.

Onsdag får vi så et referat efter seneste rentemøde i den amerikanske forbundsbank, og torsdag får vi de seneste inflationstal fra USA. Det vil give et fingerpeg om, hvor vi er på vej hen.

På selskabsniveau er det også værd at bemærke, at virksomhederne nu kommer med deres op- eller nedjusteringer, efter de har fået et overblik over, hvor de står oven på tredje kvartal. Her kan man være heldig eller dygtig og ramme en aktie, som kan hjælpe en til at distancere sig yderligere – eller genvinde noget af det tabte, hvis man ikke tog del i SAS-vanviddet i onsdags.

Traditionen tro venter der flere finansielle begivenheder, der kan rokke lidt med båden. Inden for de næste uger kommer syndfloden af regnskaber, og det kan flytte afkastene betragteligt.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu