Jeg har investeret i aktiemarkedet, så langt som øjet rækker tilbage. Det gør jeg stadig. Men obligationer er med de seneste års rentehop genfødt som investeringsaktiv. Et område, der for mig indtil nu har været uopdyrket land. Men jeg har siden sidste år langsomt bevæget mig derud.
De høje renter frister ganske enkelt, og det samme gør muligheden for kursgevinster, hvis renterne for alvor begynder at falde tilbage.
Indtil videre har jeg købt ind i:
- Realkreditobligationer med fast rente på 6 pct. Den faste rente kunne jeg ikke modstå.
- Statsobligationer med lang løbetid. Her er renten ikke værd at skrive om, men kursfølsomheden er stor. Så falder renterne for alvor, venter gevinsten.
- En investeringsfond med fokus på højt forrentede obligationer. Den er mest indkøbt for at sprede risikoen. Den klarede sidste år at levere et afkast på 15 pct.
- Direkte i en kreditobligation, så jeg nu har penge til gode hos et enkelt selskab mod en rente på ca. 10 pct. årligt.
Så renterne tikker nu ind hos mig. Men jeg har også erfaret, at jeg ikke skal glæde mig for tidligt. Der er masser af benspænd på vejen, når man som privatinvestor bevæger sig ud i obligationsmarkedet.
Boligejerne nupper de gode obligationer
Jeg har nu oplevet, at boligejerne som låntagere i stor stil tager mine næsten nyindkøbte realkreditobligationer ud af hænderne på mig, når de konverterer og indfrier mine 6 pct. realkreditobligationer for at slippe ned i en lavere rente.
Husk at læse det med småt
Og noget så åbenlyst, som at man skal huske at dykke helt ned i dokumenterne for de enkelte obligationer, inden man køber, står nu også klart for selv mig. Ellers risikerer man at stå som ejer at realkreditobligationer med afdrag, selvom man mest ønsker sig uden afdrag. Det var en skidt start og en åbenlys tanketorsk.
Det er lidt som at handle med bind for øjnene
Det er uigennemsigtigt at handle obligationer. Og det er lidt som at skulle købe ind med bind for øjnene, når man tjekker op på, hvad eksempelvis realkreditobligationer bliver efterspurgt og udbudt til af kurser i børsmarkedet. Prisstillelsen er ganske enkelt ikke særlig effektiv. For spreadet mellem bud og udbud i markedet kan være dramatisk stort. Det gælder også på selv dansk statsgæld. Og købt til den forkerte kurs kommer man hurtigt bagud fra start.
Du kan ikke nødvendigvis få lov at købe det, du gerne vil
Markedet for kreditobligationer var ikke sådan lige at komme ind på. Jeg ville have købt efterstillet kapital i én af de store danske banker. Men det viste sig umuligt. I min almindelige hverdagsbank virkede de nærmest chokerede over, at jeg i det hele taget kunne tænke tanken.
“Er du egentlig klar over, hvad det er, du vil købe?
Ja, det var jeg udmærket. Jeg frygtede ikke risikoen. For går den bank ned, jeg ville købe en obligation fra og dermed stille kapital til rådighed for, står vi med større problemer end som så i Danmark.
Men den slags obligationer kan man kun få fingrene i som privatinvestor, hvis man er klassificeret som professionel investor. Og det kræver bl.a., at man har handlet den slags obligationer ti gange inden for de seneste år. Det er svært at levere på, når det er første indkøb.
Og så stoppede dialogen med banken om kreditobligationer i første omgang der.
Men der kan være andre muligheder
Med uforrettet sag gik jeg videre over i mit depot i min handelsplatform i stedet og fik dykket ned i kravene for køb af kreditobligationer mere bredt.
Og her blev jeg klogere på, at landet lå åbent for investering i kreditobligationer i stort set alt andet end bankers gæld.
Indgangsbilletten til dele af markedet kan være dyr
Dog kan det kræve, at man har en god portion kapital i den tunge ende af hundredtusindkronersklassen med til entrébilletten, hvis man vil købe gæld direkte. Så for de fleste privatinvestorer er der, selvom man har til indgangen, i hvert fald grænser for, hvor meget man kan sprede risikoen – mig selv inklusive. I al investering gælder det, at spredning kan vise sig at være lig med redning. Så man skal være sig den risiko klar.
Jeg tager gerne en kalkuleret risiko, så længe punktrisikoen i porteføljen samlet ikke bliver alt for høj. Det er også derfor, at investeringsfonde med en bred portefølje og uden krav til minimumsinvestering kan være det mest oplagte at gå efter som privatinvestor i stedet.
Kan kræve bankens hjælp at handle
Men efter research fandt jeg i logistikbranchen frem til et velkonsolideret, unoteret selskab med stærke ejere. Og selskabet har hentet finansiering via obligationer på børsmarkedet til en rente omkring de 10 pct. årligt.
Man kan ikke selv klare den slags handler. Der skal man have en børsmægler på bankens handelsgulv med på banen for at finde obligationerne i markedet og eksekvere handlen. Det kunne min handelsplatform hjælpe med.
Men nu ligger kreditobligationerne efter et par omveje undervejs i mit depot.
Jeg køber naturligvis obligationer, fordi jeg gerne vil have et afkast. Men jeg gør det også, fordi jeg simpelthen gerne vil blive klogere på børsmarkederne og investeringsmulighederne i obligationer.
For der er brug for, at vi genopdager obligationer som investering.
Det er der efter årtier, hvor renteudviklingen har gjort mange typer obligationer mindre interessante – tenderende til at være afkastfri risiko, da renterne i realkredit og statsobligationer var tæt på nul.
Investorinteressen blandt privatinvestorer har været tæt på død. Lige indtil renterne på bagkant af coronapandemien og den markante inflationsbølge skød op.
I dag kan vi se, at vores læsere flår artikler om obligationsinvesteringer ned af hylderne.
Et eksempel på sådan en artikel er denne, jeg skrev ved indgangen til året, hvor jeg dykker ned i mulighederne:
Rentetumult har skabt et gyldent moment for investeringer i obligationer
Markedet står nogenlunde samme sted i forhold til renteniveau m.v., som da vi gik ind i året.
Jeg har investeret i aktiemarkedet i næsten 20 årog har også dækket udviklingen i renter og obligationsmarkedet i Børsen siden 2008. Til tider mere intensivt end andre. Et eksempel på en periode, hvor det fyldte meget, var under den europæiske gældskrise i 2011.
Men jeg har måttet sande, at min praktiske forståelse og indsigt direkte i obligationsinvesteringer havde store huller, da jeg besluttede mig for at gå ned ad den sti. Og jeg har meget at lære på den front endnu.
Og der tror jeg, at jeg ligner den gængse privatinvestor.
Derfor har vi også i Børsen det seneste år arbejdet målrettet på at levere indhold, der klæder dig som læser på til at investere i obligationer.
Og netop nu er vi i luften med et nyt tiltag.
En artikelserie vi kalder“Rentejagt: Sådan investerer du i obligationer”
For et par måneder siden blev jeg kontaktet af Peter Mosbæk, der er privatinvestor og ved mere om obligationer end de fleste. Faktisk vil jeg påstå, at han er blandt de skarpeste obligationsinvestorer i landet. Det er han qua sin baggrund som blandt andet tidligere obligationschef i Maj Invest.
Peter Mosbæk havde konstateret det samme som mig: Der er brug for mere viden om obligationer ude blandt de brede masser af investorer. Den idé, han præsenterede for mig, var, at han og Anders Skytte Aalund, der er head of trading strategy i Nordea Markets, vil dele ud af deres viden og indsigt i obligationer. Det hele i en artikelserie i Børsen.
Da vi gik i luften med serien,præsenterede Peter Mosbæk selv tankerne bagden i et opslag på Linkedin:
“Antallet af private investorer er eksploderet – Og mange af dem har godt styr på aktieinvestering. Det samme er ikke i samme grad tilfældet, hvad angår obligationsinvestering. I et forsøg på at ændre dette vil Anders og jeg i en række artikler gennemgå de væsentligste typer af obligationer, og hvad man skal være opmærksom på, når man investerer. En betydelig del af artiklerne vil omhandle realkreditobligationer og det danske obligationsmarked. Vi vil dog også komme rundt om andre aktivklasser og emner, som Emerging markets obligationer, High Yield obligationer, præferenceaktier, hedgefonde, porteføljekonstruktion etc.”
Ja, der er nok at tage fat på. Og nu er vi i luften.
Du finder serien “Rentejagt: Sådan investerer du i obligationer” her:
Artikel 1)Rentejagten er i gang: Sådan henter du afkast i obligationer
Artikel 2)Rentejagt: Sådan finder du frem til de rigtige obligationer
Artiklerne bliver løbende lagt ud på denne underside på borsen.dk, efterhånden som de udkommer:Rentejagt
Men inden du kaster dig ud i at investere i obligationer, så husk: Intet muligt afkast kommer uden en risiko. Det gælder også på obligationsmarkedet.
God weekend.
Simon Kirketerp, investorredaktør
