ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kapitalforvalter: Glem alt om 10 pct. i afkast om året – det kræver alt for stor risiko og er urealistisk

Glem alt om 10 pct.

i afkast på aktieinvesteringerne om året. Det er et urealistisk afkastmål, lyder det fra milliardforvalter

Brian Kudsk fra Artha mener investorer må indstille sig på lavere afkast de kommende år. Arkivfoto: Jeppe Carlsen
Brian Kudsk fra Artha mener investorer må indstille sig på lavere afkast de kommende år. Arkivfoto: Jeppe Carlsen

Efter år med store aktiestigninger er det tid til at droppe jagten på de helt høje afkast. Risikoen bliver for stor. Investorer bør i stedet indstille sig på lavere afkast. Sådan lyder det fra Brian Kudsk, adm. direktør og stifter af Artha Kapitalforvaltning med over 12,7 mia. kr. under forvaltning.

“Siger man, at man ønsker 10 pct. eller derover i afkast årligt, så er meldingen herfra, at det ikke kan lade sig gøre,” siger han i forhold til de ønsker til afkast, han løbende får fra nye potentielle kunder.

Selv om danske aktier de seneste fem år i gennemsnit har givet 11,8 pct. i afkast, vil det ifølge Brian Kudsk selv med en ren aktieportefølje være et urealistisk afkastmål:

“Af de noterede aktivklasser, som findes, er aktier den med højest risiko. 100 pct. i aktier er set herfra ikke en passende risiko til hovedparten af dem, som har en investerbar formue. Aktier giver et forventet gennemsnitligt afkast på 6 pct. om året. Dette selvfølgelig med store udsving over årene.

Skal vi så over de 6 pct., så skal man enten ud og geare (investere for lånte midler,red.), hvilket jeg vil fraråde på det kraftigste, eller man skal tro på, at man kan gå ud og ind af markedet på de rigtige tidspunkter. Og det er der mig bekendt ikke rigtig nogen, som kan dokumentere, de har gjort med succes på den lange bane, hvis man holder resultatet op mod den risiko, de har brugt. Derfor er det urealistisk at gå efter et 10 pct. gennemsnitligt afkast,” siger Brian Kudsk.

Vi skal vinke farvel til en forventning om tocifrede afkast, mener også Johnny Madsen, investeringschef og partner i Investerings- og Formuepleje:

“Med det lavrentemiljø, vi er i, og med den lave inflation kan man ikke forvente tocifrede afkast. Vi kan ikke regne med 10 pct. p.a. over de næste fem til ti år. Man kan selvfølgelig have en periode med 15 pct. afkast og året efter færre – udsving vil komme.”

John Stihøj, adm. direktør i Aktieinfo, tror også, at det er slut med store tocifrede afkast de kommende år.

I princippet bør man være tilfreds med 5 pct. i afkast

John Stihøj, adm. direktør, Aktieinfo

“I princippet bør man være tilfreds med 5 pct. i afkast, når man sammenligner med, hvad man opnår i banken. Det er vi bare ikke, fordi vi har vænnet os til noget andet.”

Fokus på risiko

I Artha kigger Brian Kudsk meget på nøgletallet Sharpe ratio, som viser, hvor meget risiko man har løbet for at hente et givent afkast. Hans mål er at hente så meget afkast med så lav risiko som mulig. Artha har tre forskellige risikoprofiler: lav risiko, middel risiko og høj risiko. Her arbejder Brian Kudsk nu med fremtidige forventede årlige afkast over de næste fem år på 2,5 pct., 5,8 pct. og 8,3 pct.

“Når vi laver afkastforventninger, så tager vi udgangspunkt i pensionsrådets officielle afkastforventninger.”

Her lyder forventningerne til de årlige afkast på danske aktier de kommende ti år eksempelvis på 6 pct. om året. Og for eksempelvis ejendomme lyder det på 5,6 pct.

“Når vi så har et forventet fremtidigt afkast i vores Artha Max, som er højere end det forventede afkast på 100 pct. aktier, så er det jo netop hele vores dna, at vi har en blandet portefølje, som vil give højere afkast for samme risiko, og at vi selvfølgelig som aktiv forvalter skal gøre det bedre end et passivt benchmark. Ellers har vi ikke nogen berettigelse,” siger Brian Kudsk.

Artha investerer i ti forskellige aktivklasser i sine porteføljer, og Artha Max har de seneste ti år i gennemsnit givet et årligt afkast på 16,2 pct.

Højere prisfastsættelse

Johnny Madsen ser det som sandsynligt, at vi som konsekvens af den lave rente vil se en højere prisfastsættelse på aktier, hvilket vil betyde en repricing og derfor nogle højere niveauer, end vi er vant til.

Ifølge investeringschefen er det ikke usandsynligt, at det kan betyde afkast på 8 pct. om året de næste fem år, men det vil så være trukket af, at vi ser en højere prisfastsættelse på aktier målt i forhold til selskabernes indtjening.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu