Ørsted-aktien er klappet sammen. GN Store Nord har over de seneste to år udviklet sig til en rædselsinvestering. Ambu har efterhånden været på en årelang børsderoute.
Alle tre aktier er faldet over 75 pct. fra toppen. Det er den slags nedture, der kan ødelægge totalafkastet for selv de bedste investorer, hvis man tager turen med ned.
Er der et fællestræk?
Ja. Og det er noget, der i investorkredse kan beskrives som et rødt flag. Og de blev hejst, inden de tre aktiers børsværdier begyndte at falde fra hinanden.
Dem skal vi se nærmere på i denne uges udgave af Investoranalysen.Nyhedsbrevet, der lander hos dig hver lørdag direkte fra Børsens investorredaktion.
I alle tre aktier solgte personer fra selskabets absolutte inderkreds ud af aktierne for store millionbeløb stort set på toppen. Fælles for dem var, at de havde været med på opturen, men hver især må have haft deres bevæggrunde for, at det nu var tid til at stå af.
Henrik Poulsen stoppede som adm. direktør i Ørsted ved udgangen af 2020. Da havde han aktier for en værdi på lidt over 200 mio. kr. Da han få måneder efter indtrådte i bestyrelsen, viste aktieindberetninger til gengæld, at han havde solgt langt de fleste i den mellemliggende periode. Det har Inside Business beskrevet her:Ombejlet erhvervsmand solgte stort ud før brat nedtur
Dengang ved årskiftet 2020/21 kostede en Ørsted-aktie over 1200 kr. I dag er prisen 284 kr. efter stigende renter, og omkostninger har sendt selskabet i finansielt uføre. Senest med udmeldingen om nedskrivninger for 28,4 mia. kr. onsdag i denne uge.
I GN Store Nord præsterede den daværende og mangeårige bestyrelsesformand Per Wold-Olsen en nærmest perfekt timing, da han solgte for 108 mio. kr. aktier på et næsten historisk højt kursniveau for GN i juni 2021 til kurs 517,6.
Siden er aktien faldet helt ned til 122,7, efter at et 8 mia. kr. dyrt gældsfinansieret opkøb af gamingvirksomheden Steelseries til gengæld viste sig at være rigtig skidt timing, da det skete på toppen af markedet og med penge, der dengang kunne lånes billigt – hvilket som bekendt er slut nu.
Per Wold-Olsen er i dag fortid som formand.
Ambu var i mange år en kursraket på børsen. Prissætningen på aktien blev drevet op af et ambitiøst vækstmål, men indtjeningen nåede aldrig rigtig med op i de høje luftlag. På et tidspunkt var investorer imidlertid klar til at betale over p/e 200 for aktien. Altså 200 kr. for at få andel i bare én krone af den årlige indtjening.
Som investor Christian Klarskov dengang sagde i et interview med mig om aktien i august 2018:
Aktien havde mistet jordforbindelsen. Om det var det, Jens Bager som daværende bestyrelsesformand også kunne se, er uvist. Men faktum er til gengæld, at han få uger senere gik i børsmarkedet og solgte for 61,2 mio. kr. nærmest præcis på aktiens daværende top. Salgskursen var 244,71.
Ambu-aktien blev herefter ramt af et stort tilbageslag. Og værdien af aktien ligger i dag 75 pct. under kurstoppen fra 2018.
Er det så sådan, så vi bare med sikkerhed kan konstatere, at de tre vidste, at aktiekurserne snart kun kendte én vej: Ned. Her er svaret så absolut nej. Det kan også blot være et bemærkelsesværdigt sammentræf.
Men store insidersalg er et klart rødt flag i forhold til aktieinvesteringer. Alle investorer bør naturligt spørge sig selv, når den slags store salg sker: Hvad er det, de kan se, som jeg har overset?
Og folk fra selskabers inderkreds kan ganske enkelt se mere end investorer, der kun kender aktien fra kurslisterne.
På samme måde, som et opkøb fra nøglepersoner omkring et børsselskab for de fleste investorer tæller på plussiden, så gør et salg det modsatte.
Som investor er det godt at kende de røde flag. Ting, der gør, at man må stoppe op og overveje sin investering én ekstra gang. Hvad der er røde flag for den enkelte investor, varierer, men insidersalg er et af mine bud.
Men på Børsen har vi i en artikelserie sat os for at afdække, hvad der kan bringe det røde flag i spil hos forskellige investortyper. Som investor i enkeltaktier er det selvsagt afgørende for afkastet at få købt de rigtige selskaber, men mindst lige så vigtigt at få solgt aktierne i tide.
Signe Duedahl Nørgaard har derfor været i marken og interviewet først investor og associeret partner i Formue Danmark Marlene Nørgaard Carolus og aktieforvalteren Michael Voss fra Fundamental Invest
Første afsnit i serien hed:Her er de ting, investorer ikke vil røre ved på aktiemarkedet.
De to bragte dårlig governance, absurde indtjeningsbegreber, revisorskifte og dyre opkøb på banen som eksempler på “røde flag”, der kan få dem til at gå i en stor bue uden om bestemte selskaber på aktiemarkedet.
I andet skud i serien var aktieinvestor Per Juul og adm. direktør i Otto Mønsteds Fond, Nina Movin, på banen.
Læs det her:Det styrer eksperter uden om på aktiemarkedet: Bilsektor står for skud
Dyre opkøb, aftagende vækst, biler og skæve ejerforhold er på listen, når de udpeger røde flag på aktiemarkedet
Tredje og sidste afsnit i serien er ikke udkommet endnu. Men hvis du tjekker borsen.dk søndag, kan du finde artiklen med Nordeas chefstrateg Josephine Cetti og porteføljeforvalter i Maj Invest Mads Peter Søndergaard.
Topchefskifte og absurde indtjeningsbegreber er blandt de røde flag, der kan få Mads Peter Søndergaard og Josephine Cetti til at holde sig langt væk fra et selskab på aktiemarkedet
Og de to bringer også netop insidersalg på banen.
Hvis vi skal slutte i det konstruktive hjørne i stedet, så kan man som investor også gå efter aktiehandel med modsat fortegn.
Her er et af de mest bemærkelsesværdige insiderkøb vi har set på dansk grund, da Royal Unibrews daværende topledelse med Henrik Brandt og Hans Savonije i 2009 formåede at købe op nærmest helt præcist på bunden i det dengang stærkt kriseramte bryggeri. Siden dengang er aktiekursen mere end 100-doblet i værdi.
Det aktiekøb var med til at vende stemningen. Og blandt hovedårsagerne til, at investor Ole Søeberg fulgte med ind i aktien dengang, og det blev hans bedste investering nogensinde. Mere om den historie i denne udgave af Børsen Investor Podcast:Dyr fejl: Ole Søeberg solgte aktie, der gav pengene igen over 1700 gange
God weekend
Simon Kirketerp, investorredaktør
