ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Årets Wall Street-event bliver gennemført trods omsætningskollaps på 72 pct: “Det er faktisk et godt tidspunkt at blive børsnoteret”

Coronakrisen slog Airbnb

ud af kurs. Men markedet for nye noteringer slår rekorder i USA, og det har mod alle odds sendt selskabets børsplaner tilbage på sporet

Airbnb's stifter og topchef, Brian Chesky, vil sende sin virksomhed på børsen i et uventet rekordår for rejst kapital i børsnoteringer. Foto: Mike Hutchings/Reuters/Ritzau Scanpix
Airbnb's stifter og topchef, Brian Chesky, vil sende sin virksomhed på børsen i et uventet rekordår for rejst kapital i børsnoteringer. Foto: Mike Hutchings/Reuters/Ritzau Scanpix Foto: Mike Hutchings/Reuters/Ritzau Scanpix

2020 skulle være kulminationen på et vaskeægte Silicon Valley-eventyr. 13 år efter at stifterne fandt på at udleje en overnatning på luftmadras inkl. morgenmad i deres lejlighed, skulle Airbnb endelig på børsen. Årets helt store Wall Street-event.

Så kom coronakrisen. Airbnb's omsætning kollapsede med et fald på 72 pct. i andet kvartal, og børsplanerne var ved at falde helt sammen.

Men så skete der noget uventet. Mod alle odds udviklede 2020 sig historisk godt for børsnoteringer og med over en måned tilbage, har det allerede været et rekordår. Selskaber har indtil nu rejst 133,5 mia. dollar i kapital gennem børsnoteringer i USA.

Det virker som et sært år for sådan en rekord. Men det er faktisk et godt tidspunkt, at blive børsnoteret

Bill Callahan, investeringsstrateg, Schroders

“Det virker som et sært år for sådan en rekord. Men det er faktisk et godt tidspunkt at blive børsnoteret,” siger Bill Callahan, investeringsstrateg hos finansgiganten Schroders.

Han har sammen med resten af Wall Street i efteråret fulgt de store noteringer af danskgrundlagte Unity og datatjenesten Palantir. Og i september købte selve Warren Buffett op, da cloudfirmaet Snowflake rejste 3,8 mia. dollar på børsen.

Masser af likviditet

Danmark har oplevet samme trend. Boozt.com og Huscompagniet er netop gået på børsen efter flere års tørke for børsnoteringer, og samtidig vælter det ind med nye selskaber på vækstbørsen Nasdaq First North, som i år indtil videre har haft hele 11 nynoteringer.

“Der er masser af likviditet i markedet, og folk er villige til at påtage sig risiko, bl.a. på grund af de meget lave afkast på sikrere investeringer,” siger Bill Callahan, bl.a. med henvisning til de lave renter.

3

mia. dollar ventes Airbnb at rejse ved børsnoteringen

En anden forklaring på det uventede børsboom i 2020 er, at selskaber indenfor teknologi og biotek – modsat det meste af verdensøkonomien – har fået et boost af covid-pandemien. Og det er netop disse to sektorer, der står for langt størstedelen af de nye noteringer i USA.

Nu vil Airbnb også være med. På et tidspunkt med historisk usikkerhed for rejsebranchen vil den ikoniske boligtjeneste i december rejse ca. 3 mia. dollar på Nasdaq i en notering, der estimeres at give selskabet en værdi på godt 30 mia. dollar. Det til trods for at Airbnb ifølge prospektet indtil videre har haft et underskud på 697 mio. dollar i år og 2,1 mia. dollar siden 2008.

Et kig i historiebøgerne

Og de er ikke alene.

“Mange af årets børsnoteringer er faktisk ikke af profitable selskaber, og det har været et af de største år for den slags noteringer,” siger Bill Callahan, der derfor, i lighed med andre investorer, er begyndt at skæve til historiebøgerne.

De seneste rekordår for børsnoteringer var omkring årtusindskiftet, hvor et væld af oppustede tech-startups blev noteret blot for at kollapse kort efter.

Branchen er modnet siden, men investorerne er fortsat ikke helt enige om, hvordan man værdisætter tech-selskaber. Airbnb erkender i sit prospekt, at de potentielt aldrig bliver profitable, men beroliger investorerne med, at det samlede addressérbare marked er på 3400 mia. dollar.

“Ofte sker værdisætningen ud fra det totale globale markedspotentiale og ikke ud fra aktuel omsætning og indtjening. Det vækker en smule minder om dengang, selskaber blev værdisat alene på øjemål omkring år 2000,” siger Bill Callahan, der derfor opfordrer til grundigt hjemmearbejde:

“Det er nemt at se, at et marked er stort. Det er sværere at sikre sig, at det er vinderen, du køber.”

Guld-standarden

Historien er dog ikke ved at gentage sig med Airbnb, mener Søren Juul Jørgensen, forsker ved Stanford University.

“Airbnb er guldstandard herude og i Silicon Valley er det arketypen på den succesfulde startup. Der er generel tillid til dem, og de er velanskrevne her. De har vist, at de fortsat kan innovere, eksekvere og skalere,” siger han og påpeger, at Airbnb under pandemien har skåret kraftigt i deres omkostninger og kløgtigt drejet markedsføringen over mod det “nye” marked for folk, der blot vil lidt væk fra deres lejlighed, når der er lockdown.

“Jeg tror, der er tillid til, at det er naturligt, de rejser kapital nu, at de fortsat kan få en høj værdisætning i et år, der på trods af pandemien jo har vist sig mere favorabelt for IPO's end sidste år,” siger Søren Juul Jørgensen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu