Efter et 2020, hvor hverdagen blev vendt på hovedet, og boligmarkedet overraskede med accelererende priser og en bølge af købere, som strømmede ud på markedet, forventede Nykredit en lidt mere afdæmpet start på 2021.
Men sådan er det ikke blevet. Tværtimod er væksten i boligpriserne fortsat, og det får nu banken til at opjustere forventningerne til 2021. Tidligere forventede Nykredit, at huspriserne ville stige 6 pct. på landsplan i 2021, mens lejlighedspriserne ville stige 6,1 pct.
Men i den seneste prognose er forventningen ændret til en stigning på 9,4 pct. i huspriserne og 10,3 pct. i ejerlejlighedspriserne.
“Det er endnu en læring, at boligmarkedet trives bedre og bedre under nedlukningen
Mira Lie Nielsen, Nykredit
“Virkeligheden har overhalet forventningerne indenom. Vi forventede, at vi ville se boligmarkedet bremse i første kvartal, men det gjorde det ikke. Tværtimod skete der en acceleration. Det er endnu en læring, at boligmarkedet trives bedre og bedre under nedlukningen. Det ville kræve en urealistisk hård opbremsning resten af året, hvis vi ikke skulle lave den her forholdsvis store opjustering,” siger Mira Lie Nielsen, boligøkonom og chefanalytiker i Nykredit.
Årsagen til, at prognosen bliver opjusteret, er altså først og fremmest den reelle udvikling i årets første tre måneder. Nykredit forventer stadig, at væksten lige så stille vil aftage – men ikke så pludseligt, at de lavere tal i den gamle prognose holder.
Mira Lie Nielsen understreger, at selvom det går stærkt på boligmarkedet, er der et stykke vej op til de prisstigninger, vi så lige før finanskrisen. Fra første kvartal 2005 til første kvartal 2006, altså kort tid før finanskrisen, steg huspriserne på landsplan godt 27 pct. – altså en del over det niveau, vi ser i dag. En anden forskel på situationen på boligmarkedet nu og lige før krisen er, at adgangen til risikable lån er blevet begrænset nu – i modsætning til i 00’erne, hvor det var lettere at få et ja i banken til afdragsfrihed og variable lån.
“I årene inden finanskrisen var der lige blevet indført nogle muligheder for afdragsfrihed, som var tilgængelige for boligkøberne meget bredt. I dag har vi nogle helt andre regler for adgangen til afdragsfrihed. Så der er nogle kreditregler, som kommer til at bremse det her,” siger Mira Lie Nielsen.
Hun forventer ikke, at boligmarkedet er på vej ind i en overophedning, eller at vi vil se pludselige prisfald. Nykredit forventer fortsat stigende priser i sidste halvdel af året, men i et meget lavere tempo end i første kvartal. I takt med at hverdagen normaliseres, tror hun også, at folk vil bruge mindre tid på boligsøgning.
“Vi holder fast i, at der skal komme en opbremsning. Boligmarkedet er blomstret under nedlukningen. Nu er vi på vej mod normalitet, og det er en af årsagerne til, at vi forventer, at vi kommer til at se, det dæmpes. Foruden rentestigningen, som også er kommet. Men om det kan overraske igen, det kan jeg ikke afvise,” siger Mira Lie Nielsen.
pct. forventer Nykredit at huspriserne vil stige i 2021
Hos Jyske Realkredit er forventningerne til resten af året lidt mere afdæmpede. Mikkel Høegh, afdelingsdirektør for boligøkonomi, forventer, at huspriserne stiger 6,8 pct. i 2021 og 1,9 i 2022.
“Vi har en forventning om, at genåbningen og det økonomiske opsving vil give anledning til højere fast rente. Det er den, man bliver kreditgodkendt ud fra, hvorfor vi forventer, at det vil bremse boligmarkedet. Herudover vil genåbningen formentlig betyde, at danskerne igen har andre ting at bruge deres tid og ressourcer på. Det vil betyde, at bolig vil fylde mindre, end når vi går herhjemme og hele tiden ser på de samme tapeter,” siger han.
Realkredit Danmark er endnu mere optimistiske end Nykredit og forventer husprisstigninger på 11,5 pct. i år.
“Når det er sagt, så skal vi dog huske på, at langt størstedelen af prisstigningerne allerede har fundet sted,” siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.
