ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Huspriser er steget mere end dobbelt så meget som indkomster på 30 år – alligevel er det sjovere at være huskøber

Førstegangskøbere skal være glade

for, at de kommer ind på boligmarkedet nu og ikke i 1990. Også selvom boligpriserne er steget meget mere end indkomsterne, siger ekspert

De sidste 30 år er huspriserne tordnet i vejret – ikke mindst her på Frederiksberg. Arkivfoto: Thomas Nielsen
De sidste 30 år er huspriserne tordnet i vejret – ikke mindst her på Frederiksberg. Arkivfoto: Thomas Nielsen

De sidste 30 år er huspriserne tordnet i vejret alt for hurtigt til, at gennemsnitsindkomsterne har kunnet følge med.

Mens indkomsterne er steget 128 pct. fra 1990 til i dag, er prisen på et gennemsnitligt hus steget 252 pct., viser beregninger fra Realkredit Danmark.

Umiddelbart kan det altså se ud som om, det var en del sjovere at være førstegangskøber i 1990, end det er i 2020. Men det er faktisk ikke rigtigt.

“Selvom huspriserne er høje, så er omkostningerne ved at eje og købe en bolig historisk lave. I historisk kontekst er det ikke slemt at komme ind på boligmarkedet lige nu, selvom de stigende huspriser kan være skræmmende for førstegangskøbere,” siger Sofie Heerup Friis, seniorøkonom i Realkredit Danmark.

Massive rentefald i samme periode betyder nemlig, at familier, som køber bolig i dag, bruger færre penge på huset hver måned. Det er simpelthen blevet langt, langt billigere at låne.

Fordel for boligkøbere

“Dagens boligkøbere bør glæde sig over, at det er i dag og ikke for 30 år siden, at de kommer ud på boligmarkedet. I 1990 lå den lange rente på ca. 11 pct., mens den i dag ligger på ca. 1 pct. Samtidig har man mulighed for at finansiere lånet over 30 år mod 20 år i 1990 og kombinere det med afdragsfrihed,” siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom og chefanalytiker i Nordea Kredit.

På grund af de lave renter, men også de stigende indkomster, er boligbyrden faldet markant sammenlignet med for 30 år siden. Boligbyrden viser, hvor stor en del af indkomsten efter skat en gennemsnitlig familie bruger på et gennemsnitligt hus.

År på vandgrød

“I dag kan langt de fleste familier leve fornuftigt, også selvom de lige er trådt ind på boligmarkedet. Tilbage i 1990 var både inflation og renter langt højere, end de er i dag, og det var helt almindeligt, at man fik nogle år på vandgrød, når man trådte ind på boligmarkedet,” siger Lise Nytoft Bergmann.

Realkredit Danmarks beregning af boligbyrden bygger på prisen på et fastforrentet lån med afdrag.

Men siden 1990 har boligejerne også fået både variabelt forrentede lån og afdragsfrie lån på hylden hos realkreditinstitutterne og kan altså sidde endnu billigere i det, hvis de vil.

Sikret med fast rente

Har man et variabelt forrentet lån, kan man dog risikere, at privatøkonomien bliver negativt påvirket, hvis renten stiger.

Det er ikke en risiko for familier med fastforrentede lån.

“Hvis vi ser en stigende rente på sigt – selvom det lige nu kan være svært at forestille sig – så vil det i bund og grund ikke gøre så meget for dem, som har fastforrentede lån,” siger Sofie Heerup Friis.

11

pct. var den faste rente i 1990

I den situation vil det dog blive sværere for dem, som skal ind på markedet for første gang.

“En stigende rente vil lægge en dæmper på boligpriserne. Hvis de kommende købere ikke kan låne lige så meget, har de heller ikke den mulighed for at give det samme for en bolig. Så hvis du skal ud på markedet, vil det betyde noget,” siger Sofie Heerup Friis.

Dobbelt effekt

Lige nu er situationen dog den omvendte, og de lave renter fortsætter med at sende priserne opad.

Det var helt almindeligt, at man fik nogle år på vandgrød, når man trådte ind på boligmarkedet

Lise Nytoft Bergmann, Nordea Kredit

“I den forbindelse tror jeg også, det er vigtigt at bemærke, at renten har en nærmest dobbelt effekt, hvor den er blevet så lav. Det genererer noget efterspørgsel, at folk hellere vil have penge stående i ejendomme end nødvendigvis at have dem placeret til negativ rente. Dermed ser man, at flere øger deres boligforbrug, om man vil,” siger Mikkel Høegh, afdelingsdirektør for boligøkonomi i Jyske Realkredit, og nævner, at nye låneprodukter og skattestop har været med til at presse priserne op.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu