ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Her er fire danske superaktier: Har alle ramt “all-time-high” efter coronakrisen

Blandt de helt tunge danske børsselskaber har en gruppe aktier ramt nye rekordniveauer efter coronanedturen

Afkast for de fire aktier de seneste seks måneder.
Afkast for de fire aktier de seneste seks måneder.

En gruppe af danske aktier ser stort på coronakrisen og sætter nye kursrekorder. Fire af de helt tunge danske aktier har i løbet af de seneste uger ramt det højeste kursniveau nogensinde.

Det gælder for C25-selskaberne Coloplast, Genmab, Novo Nordisk, og Ørsted. Og Vestas var 9. juni blot 2,60 kr. fra at ramme aktiens all-time-high, da prisen nåede 720 kr. pr. aktie.

Hvor en meget stor del af de danske børsselskaber har været nødt til at suspendere indtjeningsforventningerne til regnskabsåret 2020, har de fire selskaber, der har ramt nye kursrekorder, vist muskler ved gennem de seneste måneders finansielle og økonomiske rystetur at fastholde de forventninger, de gik ind i året med.

I et coronaramt år, hvor alt ellers kan synes usikkert, er det noget, der giver point i børsmarkedet. For investorer har der været markante afkast at hente blandt den gruppe af aktier. Og de har en stor del af æren for, at C25-indekset indtil videre kan fremvise et positivt afkast på hele 7,5 pct. i år – et afkast, der tilbage i marts virkede nærmest utænkeligt at opnå, da de største danske eliteaktier smed 28 pct. af værdien på få uger. Men i år er Genmab nu steget 39,1 pct., Coloplasts afkast er på 28 pct., Novo Nordisk er oppe med 15 pct., og Ørsted er i plus med 12 pct.

Tillid fra investorerne er nærmest altafgørende for aktiers kursdannelse på børsmarkedet

Vestas, som ikke helt har nået sin gamle kursrekord endnu, er blandt de børsselskaber, som har måttet igennem en suspendering af indtjeningsforventningerne, og aktien er derfor lidt uden for kategori i denne sammenhæng. Afkastet balancerer da også omkring 0 pct. samlet i år.

Bemærkelsesværdigt kan aktierne deles i to undergrupper: sundhed og grøn energi.

Coronakrisen er en viruskrise, og det har naturligt rettet investorernes interesse mod medicinal- og sundhedssektoren, hvor aktiekurserne i en lang række selskaber er blevet båret frem af investorernes skærpede interesse. Det har blandt andet Coloplast, Genmab og Novo Nordisk nydt godt af.

Blandt få lyspunkter

Naturligvis spiller selskabsspecifikke forhold også ind på kursdannelsen, men de tre aktier har samtidig et karakteristika, som er i høj kurs under en økonomisk krise: de er defensive aktier.

Altså aktier, hvor den underliggende forretning kun i meget lille grad påvirkes af, hvordan de økonomiske konjunkturer udvikler sig.

At den type aktier er efterspurgte, gælder ikke bare i Danmark. I indekset over de største europæiske aktier, Euro Stoxx 600, er aktier inden for sundhed sammen med teknologiaktier de eneste sektorer, der har leveret positivt afkast i år. Hvor europæiske aktier samlet har givet et tab til investorerne på 13 pct., har de to sektorer præsteret positive afkast på 2,6 og 3,3 pct.

Den anden gren af aktier, der har nået nye højder i C25, er aktierne inden for grøn energi.

Et must i porteføljen

Aktierådgiver Lars Jørgen Rasmussen fra Formue- & Investeringsrådgivning har tidligere været stærk fortaler for, at man som langsigtet aktieinvestor skulle købe de to vindenergiaktier, mølleproducenten Vestas og energiselskabet Ørsted, ind til sin portefølje. I august 2019 udtalte han om de to aktier:

“Der er vigende vækst i verdensøkonomien. Det vil sige, at de brancher, der er konjunkturfølsomme, har nogle kæmpestore udfordringer med at fastholde omsætningen og indtjeningsniveauet. Så man kigger efter brancher, der, uanset hvordan det går med verdensøkonomien, falder voldsomt i øjnene. Og det gør vindmøllebranchen.”

Aktierne får nu for alvor lov at stå deres prøve på det punkt, da væksten i verdensøkonomien ikke bare er vigende, men går tilbage. Men siden meldingen fra Lars Jørgen Rasmussen er aktierne i plus 38 pct. og 20 pct.

Men uberørte af situationen er Vestas ikke. Det stod helt tydeligt, da selskabets direktør Henrik Andersen i april måtte suspendere forventningerne til 2020, men allerede en måned senere, da delårsresultatet blev fremlagt, var der beroligende ord at spore, også selvom suspenderingen fortsat fastholdes.

For Henrik Andersen udtalte:

“Den stærke globale efterspørgsel på vindenergi fortsatte i første kvartal af 2020 på trods af covid-19-pandemiens vedblivende indvirkning.”​​​

Og i regnskabsmeddelelsen den 5. maj stod der blandt andet:

“Efter Vestas’ nuværende skøn vil det stadig være muligt at indfri de oprindeligt udmeldte forventninger til omsætning og ebit-margin før særlige poster.”

Var på afveje

Før det lignede Vestas en aktie på afveje. Kursen droppede voldsomt under coronanedturen, og selvom aktien red med på det store kurscomeback fra slutningen af marts og i april, lå aktien stadig næsten 20 pct. lavere, end før nedturen satte ind. Men med et kurshop på 25 pct. i ugerne efter regnskabsmeldingen blev det tab udvisket.

Tillid fra investorerne er nærmest altafgørende for aktiers kursdannelse på børsmarkedet, og det lukkede Vestas-aktien tilbage i klubben blandt de aktier, som nærer stor tillid i investorkredse, og hvor der er tiltro til, at de kan komme uskadte gennem coronakrisen. En klub, de fire øvrige aktier hele vejen igennem har været sikre medlemmer af.

Genbesøger man i dag Lars Jørgen Rasmussen i forhold til de to energiaktier, er meldingen: “Ørsted har en god track-record inden for en meget vækstorienteret branche. Den er stadig et must i en langsigtet aktieportefølje. Vestas viser på driften i år, hvor dygtige de er. Hvor nogle af konkurrenterne er i problemer, der viser de deres styrke. Men aktien svinger en del, og den har lidt mere cyklisk karakter (konjunkturfølsom,red.) end Ørsted.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu