ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Her er aktierne, der løb med opmærksomheden efter endnu en dag med kursslag til danske aktier: Grønne aktier fik tæsk og bryggerier strøg til tops

Det danske aktiemarked blev ligesom i mandags ramt af kursfald i tirsdagens handel, og tabet på 1,78 pct. endte med at blive større end på de øvrige europæiske aktiemarkeder. På bare to handelsdage har indekset nu tabt 3,6 pct. i værdi.

Langt de fleste danske eliteaktier oplevede markante kursdyk. En række aktier var dog i særlig grad i investorernes søgelys. Få overblikket herunder.

ISS +3,27%

På en mørkerød handelsdag kravlede ISS-aktien til toppen af eliteindekset og leverede som en af få aktier et positivt afkast. Investeringsbanken Carnegie har kigget ISS-aktien i kortene og valgt at hæve kursmålet for aktien til 125 kr. fra 110 kr. Samtidig fastholdes købsanbefalingen. Det gennemsnitlige kursmål blandt analytikerne lyder på 109,14 kr. for selskabet, skriver Ritzau Finans.

Aktien har ligget fladt de seneste par måneder, efter at være steget ca. 42 pct. på bare et par uger i efteråret. Kursen er dog fortsat langt fra tidligere toppe og er alene det seneste år dykket med ca. 30 pct.

Royal Unibrew +2,06%

Både Carlsberg og Royal Unibrew modstod tirsdagens kursdyk, og bryggeriaktierne nyder ifølge seniorrådgiver i Jyske Bank Martin Munk ligesom ISS-aktien godt af Storbritanniens nye planer for genåbningen.

Tirsdag løftede SHB sin anbefaling af Unibrew-aktien til “hold” fra “sælg”, mens kursmålet blev løftet til 675 kr. fra 650 kr.

Vestas -3,45%

Vestas-aktien så det meste af dagen ud til at blive den helt store taber i eliteindekset, hvor den længe lå med et kurstab på ca. 6 pct., men indhentede kort før børsluk noget af det tabte.

Aktien har været under pres siden årsskiftet og ligger nu med et tab på ca. 25 pct. siden kursrekorden fra 7. januar. Alene den seneste uge har aktien tabt omkring 11 pct. i værdi uden selskabsspecifikke nyheder.

Ørsted +1,18%

Ligesom Vestas har Østed-aktien været udsat for salgspres siden kursrekorden i starten af året, og med et fald på ca. 5 pct. to timer efter børsåbningen så det ud til, at tendensen ville fortsætte tirsdag.

Men investorerne vendte rundt på en tallerken og købte henad eftermiddagen massivt op i aktien, der dermed udviskede det tabte og endda lagde til. Trods den seneste tids kursfald er Ørsted-aktien oppe med ca. 30 pct. det seneste år.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu