På mandag åbner Skat officielt for årsopgørelsen for 2020, men du kan muligvis allerede i denne weekend tjekke, om du skal betale eller får penge tilbage i skat.
Partner og skatteekspert i revisionsvirksomheden PwC, Per Ørtoft Jensen, har i den anledning samlet en række punkter, han mener, at vi som minimum bør tjekke op på i vores årsopgørelse.
For selvom Skattestyrelsen automatisk får indberettet størstedelen af ens skatteoplysninger, mener eksperten fra PwC stadig, at det er vigtigt at tjekke op på alle forhold og især de oplysninger, som ikke indberettes automatisk.
“Årsopgørelsen indeholder langtfra automatisk alle fradrag, og derudover kan Skattestyrelsen også have forkerte informationer, særligt i år på grund af covid-19, som eksempelvis befordringsfradraget. Derfor er det altid en god idé at løbe de forskellige fradrag igennem, så man sikrer at betale den rigtige skat,” udtaler Per Ørtoft Jensen.
Og netop befordringsfradraget, også kaldet kørselsfradraget, er det første, skatteeksperten fra PwC anbefaler, at man ser nærmere på.
Som noget nyt i år er kørselsfradraget ikke fortrykt på vores årsopgørelse, og du skal derfor selv oplyse, hvilke konkrete antal dage du har transporteret dig til og fra arbejde. Og for manges vedkommende har det været markant færre dage end på et normalt arbejdsår, siger Per Ørtoft Jensen.
Marianne Thørs, rådgiver og indehaver af rådgivningsvirksomheden Confida, mener også, at det kan være gavnligt at kigge opmærksomt på sit kørselsfradrag, ellers peger hun også på noget andet, du kan kigge på i årsopgørelsen.
Hvis du som mange andre har brugt ekstra tid og penge på at renovere boligen, kan det være klogt at kigge på de håndværker- og servicefradrag, du kan få.
“Man skal lige få kigget fakturaerne efter, som man har fra sine håndværkere, og så se, hvor meget der er arbejdsløn (som er fradragsberettiget,red.), og så også lige kontrollere, om det rent faktisk er en ydelse, der er fradrag for. For så er det næsten fjollet at snyde sig selv for det,” siger Marianne Thørs.
Du kan trække op til 12.500 kr. fra på selvangivelsen for arbejdsløn til forskellige grønne håndværksydelser vedrørende dit hjem eller fritidshus som isolering af tag, gulv og ydermure og udskiftning af ruder.
Derudover kan du trække op til 6200 kr. fra pr. person i servicefradrag på ydelser som rengøring og børnepasning.
Boligmarkedet er eksploderet under coronakrisen, og hvis du enten har solgt eller købt en bolig, er der endnu et punkt på årsopgørelsen, som kunne have relevans for dig.
For har du i forbindelse med salg eller køb af en ejendom betalt nogle renter eller fået nogle renter tilbage i forbindelse med en refusionsopgørelse, skal de også indberettes til Skattestyrelsen.
Både Per Ørtoft Jensen og Marianne Thørs er enige om, at man også skal være ekstra opmærksom, hvis man har lagt sit lån om.
Har du omlagt dit realkreditlån, skal du ofte stille en bankgaranti. Det vil sige, at man betaler en garantiprovision til banken, der kan trækkes fra i skat, men det er ikke altid indberettet til Skattestyrelsen. Det samme gælder for stiftelsesprovision, hvis lånets løbetid er under to år, siger skatteekspert Per Ørtoft Jensen.
“Der er en del, som har lagt deres lån om sidste år. Det er måske lige så relevant også på forskudsopgørelsen at sørge for, at den ser rigtig ud. Men selvfølgelig også på årsopgørelsen, og at der er taget højde for de ændringer, der er,” udtaler privatrådgiver Marianne Thørs og tilføjer:
“På forskudsopgørelsen er det vigtigt at få ændret, så du ikke betaler for meget eller for lidt i skat og får et ordentlig skattesmæk. På årsopgørelsen er det for at kontrollere, at man rent faktisk får det fradrag, man skal have.”
Hvis du har indbetalt til velgørenhed som Amnesty International eller Kræftens Bekæmpelse, skal du tjekke, om organisationerne har indberettet beløbene til Skattestyrelsen. Du kan nemlig kun få fradrag, hvis organisationerne har indberettet dine bidrag, dog højst 16.600 kr. i alt, påpeger Per Ørtoft Jensen.
Yderligere udtaler skatteeksperten, at vi skal sørge for, at indskud på ratepension ikke overstiger fradragsgrænsen på 57.200 kr. Er grænsen overskredet, har du mulighed for at bede banken eller pensionsselskabet om at få overført til eksempelvis en fradragsberettiget livrenteordning eller få beløbet tilbagebetalt og dermed ikke få fradrag.
Selvom 2020 ikke har været et stort rejseår, kan det alligevel være relevant ifølge eksperten fra PwC at tjekke op på eventuelle rejseaktiviteter i forbindelse med arbejdet, da der her er mulighed for at få et fradrag for udgifter forbundet med kost, logi og småfornødenheder som en kop kaffe i lufthavnen.
Husk at kontrollere, om Skattestyrelsen har oplysninger om årets anskaffelser af børsnoterede aktier og investeringsforeningsbeviser. Det er særligt relevant at være opmærksom, hvis du har dine aktier i en udenlandsk bank, da de danske banker har pligt til at indberette dine handler, gør Per Ørtoft Jensen opmærksom på og fortsætter:
Du skal også selv angive dine indkomster fra udlandet, som renteindtægter fra udenlandske bankkonti eller aktieudbytte fra aktier i udenlandsk depot, da ikke alle de oplysninger indberettes til Skattestyrelsen. Husk også, at der skal betales dansk ejendomsværdiskat af fast ejendom i udlandet.
Har du lånt penge privat, har du fradrag for renterne. Du kan også få fradrag for stiftelsesprovision, hvis løbetiden er under to år. Hvis provisionen er mere end 2,5 pct. af lånebeløbet, er der særlige regler, siger Per Ørtoft Jensen.
Børne- og underholdsbidrag bliver kun indberettet til Skattestyrelsen, hvis ordningen går via det offentlige, ellers skal du selv sørge for at fratrække det fradragsberettigede bidrag på årsopgørelsen, siger skatteeksperten fra PwC og fortsætter til næste punkt:
Deleøkonomi skal delvist beskattes, så hvis du lejer værelser ud i din bolig via Airbnb, er en andel skattefri, mens resten er skattepligtig. Nye regler giver et skattefrit bundfradrag på 29.300 kr. Du kan dog læse mere på Skats hjemmeside om muligheden for i 2018-2020 fortsat at anvende de gamle regler med andre satser, som nogle gange kan give et bedre resultat, tilføjer PwC’s skatteekspert. Ved sommerhusudlejning er det skattefri bundfradrag ekstraordinært forhøjet til 60.000 kr., hvis der udlejes gennem et bureau, som indberetter til Skat, ellers er bundfradraget 11.500 kr.
Har du betalt for lidt i skat i 2020, så er dag-til-dag-renten på restskatten på 1,8 pct. Og den beregnes dag-til-dag fra 1. januar 2021, indtil den dag du betaler i 2021. Hvis du betaler efter den 1. juli, beregnes dag-til-dag rente ikke. Så lægges der i stedet for et fast 3,8 pct. tillæg til restskatten, beretter Per Ørtoft Jensen.
