Kim Fournais har som direktør og medstifter bygget Saxo Bank op til en milliardforretning. Men hvordan investerer han sine egne millioner?
Det får du svar på i Børsens podcast "Sådan investerer jeg", hvor han fortæller han om sine private investeringer i bl.a. Novo Nordisk, om sine bedste og værste investeringer, om sin strategi og om, hvorfor han hellere vil bruge en formue på at fjerne tonsvis af affald fra en dansk ø frem for at købe en penthouse i Dubai.
For nylig overtog schweiziske J. Safra Sarasin Group majoriteten af Saxo Bank. Kim Fournais ejer fortsat 28,4 pct. af banken og er nu formand for bankens bestyrelse.
Podcasten er optaget den 29. januar 2026, mens Kim Fournais var adm. direktør i Saxo Bank, og før han blev formand for bankens bestyrelse.
Værste investering: Vejrø har foreløbig kostet mig 300 mio.
“Jeg købte Vejrø i september 2005. Kort forinden havde et private equity-selskab købt aktier i Saxo, og der havde jeg solgt lidt.
Denne ø havde været annonceret i Børsen igennem lang tid. Der havde jeg ikke nogen som helst mulighed for at købe øen, den kostede 25 mio. Det var bare en drøm. Tanken om at have en øde ø, hvor der ikke er kontakt eller strøm eller færger, synes jeg var super interessant.
En drengedrøm, om man så må sige. Da denne her handel gik igennem, og jeg lige pludselig stod med nogle penge, syntes jeg, det mest naturlige var at købe Vejrø.
Det er en fantastisk ø, men jeg måtte starte med at fjerne 100 ton affald, og den var ikke ligefrem vedligeholdt. Det var det, folk kalder udkantsdanmark, den var affolket. Der boede et ægtepar, der passede lidt på den, og så var den i øvrigt gået fuldstændig i sig selv. Der var en lille havn, men bundgarnspælene lå og flød, og man gik på grund.
Der var masser at tage sig til på den ø, før den kunne gøres brugbar. Vi er stort set selvforsynende nu med en Vestas-mølle, vi har solceller, vi har batterilager, vi har lavet et regenerativt landbrug, vi har bygget nogle af de gamle bygninger op, så folk kan komme ud og holde deres off-sites, fødselsdage eller fester.
Alle dårlige investeringer bliver til langsigtede investeringer
Kim Fournais
Det har været superdyrt, og det er bæredygtigt på rigtig mange områder nu, stadig ikke på det økonomiske område, og jeg er næsten flov over at sige det, men jeg har brugt 300 mio. kr. på at investere i den her ø. Det er en fantastisk ø, og der er ikke andre som den. Du kan ikke købe gulerødder i et supermarked, men du kan dyrke dem selv. Der er selvfølgelig en værdi i at bygge det her op, så det er ikke penge ud af vinduet.
Jeg tror, hvis jeg skulle ud og sælge den i morgen, så ville jeg ikke få 300 mio. for den. Men jeg tror på sigt, er det en rigtig god investering. Alle dårlige investeringer bliver til langsigtede investeringer.
Det at have 155 hektar, som på rigtig mange områder er uafhængige og selvforsynende, er lidt af et statement
Kim Fournais
Og så synes jeg, at det at have 155 hektar, som på rigtig mange områder er uafhængige og selvforsynende, er lidt af et statement. Ikke mindst i den her geopolitiske situation, og hvor vi ikke kan finde ud af særlig mange ting i Europa alene. Det er jo sværere at gøre det på et lille sted, end det er at gøre det et stort sted. Europa mangler et ordentligt grid. Så det er et eksempel på, at det godt kan lade sig gøre.
Hvis det kun var det finansielle afkast, så skulle jeg bare lave Saxo Bank. Så skulle jeg bare have lavet en stor, bredt diversificeret aktieportefølje. Men det kommer ikke til at forskønne Danmark, skabe gode arbejdspladser, lave bedre fødevarer eller tage gamle bygninger og renovere dem osv. Så selvfølgelig er der noget værdimæssigt og et ønske om at være en del af løsningen snarere end en del af problemet.
Jeg synes også, at hvis man som jeg har været heldig og står i en situation, hvor der er dividende fra Saxo Bank, så vil jeg da meget hellere lave sådan noget end at købe en penthouse i Dubai. Det betyder noget for mig, i min krop, i min sjæl. Jeg bliver virkelig glad, når jeg går rundt dernede. Jeg slapper meget mere af. Der kommer en tid, hvor jeg skal bruge mindre tid i Saxo Bank. Jeg har været der siden dag ét.”
Bedste investering: Saxo Bank
“Jeg startede med at læse til civilingeniør, maskinretningen, som jeg aldrig rigtig blev færdig med. Jeg begyndte at arbejde som studiemedarbejder i et investeringsselskab, og jeg arbejdede hos Børsinformation Telecom, som Klaus Riskær Pedersen havde.
De solgte informationssystemer ud til banker, sparekasser og børsmæglere. Der var jeg rigtig meget ude og se, hvordan de arbejdede, og det gik op for mig, at der var rigtig meget, man kunne gøre meget bedre for kunderne. Det var både i relation til service og at have en lidt win-win-orienteret tilgang til, hvordan man servicerede kunderne.
BLÅ BOG
Kim Fournais
- Født 1966
- Bestyrelsesformand og medstifter af Saxo Bank
- Var i 1992 sammen med Lars Seier Christensen med til at stifte investeringsselskabet Midas, der senere blev til Saxo Bank.
- Ejer 28,4 pct. af Saxo Bank, som i dag har omkring 1,5 mio. kunder globalt.
- Bor nord for København.
Jeg har altid været sådan en, der i hvert fald kunne tænke store tanker, men også visualisere, hvad det er for nogle skridt, man skal tage for at komme derhen af.
Så det havde jeg mod på, og jeg vil sige, at jeg har ikke mod på at gøre det igen, for at være helt ærlig. Det er hårdt, men jeg er glad for, at jeg har gjort det, og det har været ganske fantastisk.”
Du ejer jo 28,4 pct. af Saxo Bank, som har en anslået markedsværdi på op mod 12 mia. kr. Så den aktiepost, du har, svarer til, at du er god for et sted mellem 3,5 og 4 mia. kr.?
“Lige nu har jeg i hvert fald nogle aktier i Saxo Bank, og det går rigtig fint. Jeg har ikke noget umiddelbart ønske om at sælge mine aktier. Det er jo et papir på at have en del af et selskab. Og hvad værdien er, det ved vi ikke, vi er ikke børsnoteret. Man kan kigge på alle mulige måder på, hvad en valuering på det skal være.”
Men det er selvfølgelig også gode penge at have, uanset om de står på papiret?
“Jo, jo det er klart, men det er papirpenge lige nu.
Penge er rigtig vigtige, hvis man ikke kan betale regningerne. Men når man har klaret de basale ting i Maslows behovspyramide, så kan man se, at penge ikke nødvendigvis gør én lykkeligere. Meget ofte gør det folk ulykkelige, fordi de har svært ved at agere med andre mennesker, og det bliver svært for andre mennesker at agere med dem.
Det er de basale ting, som giver mig mest glæde. Jeg forkæler mig selv med tid med mine kære. En tur i naturen, god mad, frisk luft og motion. De ting, som mange mennesker glemmer, er det bedste i verden. Det er familie, kærlighed, frisk luft, motion og alt det, der er her for os alle sammen. Som vi skal passe på.”
Lyt til hele podcasten, der hvor du plejer: Spotify, Apple, Podimo.




