ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Goldman Sachs: Aktiefesten fortsætter – men stigende inflationsforventninger kan skabe nye aktievindere

Goldman Sachs ser grobund for fortsatte aktiestigninger, men stigende inflation kan give medvind til andre sektorer

Arkivfoto: Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix

58

pct. er MSCI World-indekset steget siden bunden i marts 2020

Aktieinvestorer har siden slutningen af marts i 2020 befundet sig midt i en kraftig aktieoptur, som på 11 måneder har sendt det globale marked i vejret med knap 70 pct. Og aktiefesten vil fortsætte et stykke tid endnu, mener den amerikanske storbank Goldman Sachs.

Vi mener, vi stadig er i den tidlige fase af et nyt bull-marked, hvor vi går fra den håbefulde fase og over mod en længerevarende vækstfase i takt med, at stærke indtjeninger vinder frem

Goldman Sachs

“Vi mener, vi stadig er i den tidlige fase af et nyt bull-marked, hvor vi går fra den håbefulde fase og over mod en længerevarende vækstfase i takt med, at stærke indtjeninger vinder frem,” skriver Goldman Sachs i en analyse.

De forventninger bakkes op af Tine Choi Danielsen, chefstrateg i PFA:

“Jeg er meget enig med dem. Bull-markedet fortsætter, og det fortsætter også året ud. Det er jeg ikke så meget i tvivl om.”

Men den længerevarende vækstfase, som Goldman Sachs henviser til, kan meget vel byde på nye vindere, som skal trække afkastet. Det er i hvert fald storbankens forventning, hvis den seneste tids stigende inflationsforventninger, i højere grad prises ind i aktierne.

Sker det, så peger Goldman Sachs blandt andet på valueaktier frem for vækstaktier. Bankaktier i stedet for stabilt forbrug og de cykliske aktier på bekostning af de defensive.

Mere inflation forude

Netop inflationen har den seneste tid fået opmærksomhed, i takt med at inflationsforventningerne er kravlet i vejret. I øjeblikket befinder de amerikanske femårige inflationsswaps, som Federal Reserve skeler til, sig på sit højeste niveau siden 2018. Med til at trække dem i vejret er bl.a. udsigten til den hjælpepakke på 1900 millarder dollar, som USA's præsident, Joe Biden, ønsker at booste den amerikanske økonomi med, mens stigende råvarepriser og udsigten til genåbninger også skubber til forventningerne.

Ifølge Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg hos Danske Bank, så er det alt sammen med til at skabe en cocktail, der i øjeblikket får renterne til at tikke i vejret.

“Markedet sidder ikke og venter på, at det her reelt sker. Det opstiller sandsynligheder for det, og de sandsynligheder betyder, at flere justerer i allokeringerne. Det skaber bevægelser,” siger han og peger på, at blandt andet finansaktier, som i S&P 500 er steget 8,5 pct. i 2021, mens stabilt forbrug er faldet med 3,20 pct.

Henrik Henriksen, chefstrateg i Velliv, forklarer, at det er de cykliske dele af aktiemarkedet, der nyder bedst af udsigten til stigende inflation og renter, mens det kan gøre mest ondt på de dyreste tech-aktier. Men overordnet er det en god nyhed.

Godt for investorer

“Den første del af rejsen med stigende inflation, hvor vi eksempelvis bevæger os fra 1 pct. og op til 2,5 pct., det er i min verden en god nyhed for den globale vækst og for aktierne. Aktier kan overordnet set godt lide, når inflationen stiger, fordi det er et udtryk for stigende aktivitet i økonomierne,” siger Henrik Henriksen om den nuværende inflation i USA, som befinder sig på omkring 1,4 pct.

Ifølge Goldman Sachs har S&P 500-indekset leveret de største kursstigninger i perioder, hvor inflationen er steget fra et niveau på under 1 pct. Siden 1929 har det i gennemsnit været lig med årlige afkast på mere end 20 pct., mens det omvendt har kostet kursfald, når inflationen er steget yderligere fra et niveau på 3 pct.

“Der hvor inflation kan blive kritisk, det er, hvis centralbankerne strammer pengepolitikken, fordi de vurderer, at inflationspresset i opadgående retning er for kraftigt. Men jeg mener, vi er flere år for tidligt med sådanne bekymringer,” siger Jakob Vejlø, chefstrateg i Bankinvest, som forventer aktierne fortsætter opturen.

Hos PFA oplyser Tine Choi Danielsen, at pensionsselskabet også har justeret sin positionering.

“Sidste år havde vi en undervægt af valueaktier. Nu er vi overvægtet. Vi har ændret i den retning i løbet af det seneste år, så vi går også på den sti, Goldman Sachs taler for.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu