ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Udbytter fra europæiske aktier næsten halveret i andet kvartal: Største udbyttetab siden finanskrisen

Udbytterne fra verdens 1200

største selskaber er faldet 22 pct. i andet kvartal, hvor særligt Europa er hårdt ramt

Chefstrateg i Velliv, Henrik Henriksen. Arkivfoto: Steven Achiam
Chefstrateg i Velliv, Henrik Henriksen. Arkivfoto: Steven Achiam

Coronapandemien har gjort ondt på udbyttebetalingerne fra verdens 1200 største børsnoterede selskaber verden rundt i andet kvartal.

22

pct. er de globale udbyttebetalingerne dykket i andet kvartal, viser en rapport fra finanshuset Janus Henderson

Ifølge en rapport fra finanshuset Janus Henderson, er udbytterne faldet samlet set 678 mia. kr. i andet kvartal i forhold til samme periode sidste år i de 1200 selskaber, hvilket svarer til et fald på 22 pct. Så stort et fald har Janus Henderson ikke oplevet i tidligere undersøgelser, der strækker sig tilbage til 2009.

“Alene med den oplysning, at udbytterne er faldet 22 pct., så ved man, det har været et rigtig slemt kvartal,” siger Henrik Henriksen, chefstrateg i Velliv.

For helåret forudser finanshuset, at udbyttebetalingerne kan falde op mod 23 pct. for helåret.

“2020 vil opleve det værste udfald for globale dividender siden finanskrisen,” skriver Janus Henderson i rapporten.

Jonas Vejlin er én af de investorer, der målretter investeringskronerne efter selskaber, som udbetaler faste udbytter, for på sigt at kunne skabe sig en stabil indkomst fra aktiernes dividender.

Investor er ramt

“Jeg havde håbet at komme op på 40.000 kr. i udbyttebetaling i år, men det mål er ikke realistisk. Det må blive næste års mål,” siger Jonas Vejlin, der indtil videre har høstet udbytter for 21.000 kr. i år og som regner med at den samlede udbyttehøst når 30.000 inden året er omme.

“Men det er stadig ca. 7000 kr. mindre, end jeg fik i udbytter sidste år,” siger Jonas Vejlin, der ejer udbytteaktier for 1,59 mio. kr.

Det er særligt coronapandemien, der har fået selskaberne til at holde igen med dividenderne i andet kvartal. Skeler man til den seneste Global Fund Manager Survey for august fra Bank of America, hvor de har adspurgt mere end 200 kapitalforvaltere, der har 3200 mia. kr. under forvaltning, svarer 57 pct. af de adspurgte, at deres største ønske til virksomhederne er, at de fokuserer på at forbedre balancen.

“Det ønske lever virksomhederne op til ved at skære ned på udbytterne. Det er vigtigere at være solide end at betale et højt udbytte,” siger Henrik Henriksen.

Også Jonas Vejlin har forståelse for virksomhedernes ageren.

“Jeg forstår godt, at de vil holde pause da coronavirussen kom pludseligt. Men jeg tror, at nogle virksomheder overreagerede. Derfor har jeg ikke tænkt mig at sælge,” siger han.

Europa i massivt fald

Med et fald på 40 pct. er det især de europæiske selskaber, som har skåret ned på udbytterne i løbet af andet kvartal, mens Nordamerika har leveret en marginal stigning i sine udbytter sammenlignet med samme periode sidste år.

Ifølge Henrik Henriksen skyldes det sektorsammensætningen af de europæiske aktier, mens man i USA har tradition for også at gøre flittigt brug af aktietilbagekøb.

“Vi har færre tech-selskaber i Europa, og vi står derfor med en mere sårbar sektorsammensætning. Desuden er det i USA nærmest fifty/fifty om man gør brug af udbytter eller aktietilbagekøb,” siger Henrik Henriksen, som uddyber:

“Den fordeling er mere skæv i Europa, hvor jeg vil skyde på, at mere end 80 pct. af virksomhedernes udlodninger sker i form af udbyttebetalinger.”

Ifølge investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen, er det også sammensætningen af virksomhederne i Europa, der er årsagen til den store forskel mellem USA og Europa.

“I Europa har vi mange banker, meget industri, og store energiselskaber. De er alle kendte for at betale udbytter, og det er netop den type selskaber, der har været inde og toppe udbytter. I USA derimod har man en overvægt af it-selskaber, som faktisk er begyndt at øge udbytter,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu