Et kig på udviklingen for danske eliteaktier, C25, viser negativt afkast på 11,5 pct. siden toppen i midten af november. På overfladen ikke så slemt, men på det halve år er aktiemarkedet forandret, og investorer i de største danske selskaber holder hårdt for. Hvis ikke bankaktier og tunge børsgiganter i perioden havde leveret positive afkast, ville et noget mere dystert billede tegne sig. Indekstunge Novo Nordisk har givet afkast på 5,5 pct., mens A.P. Møller-Mærsk A- og B-aktier har genereret 8 og 5,9 pct. i værdi i perioden. Men imens er hele otte aktier i indekset samtidig faldet mere end 25 pct. Værst ramt er GN Store Nord, Rockwool, Netcompany, Ambu og Bavarian Nordic. Her er negative afkast på mellem 30,5 pct. og 48,9 pct. Måler man, fra da de enkelte aktier toppede, er endnu større værdier væk.
En inflation, der mere og mere nærmer sig noget, der ser løbsk ud, tilhørende rentehop i obligationsmarkedet, samt centralbanker, som er på vej med strammere pengepolitik og adskillige rentehop, er udløsende faktorer. Det rammer danske aktier hårdt, da en række dyrt prissatte vækstaktier er røget på investorers udsalgslister. Fremtidig indtjening kan ikke længere tilskrives lige så stor værdi, da højere renter og stigende priser gør, at indtjening ude i fremtiden ikke længere kan indregnes med lige så stor værdi i investeringsmodellerne her og nu som med regnereglerne i årene med minusrenter og lav inflation.